I går onsdag brugte vi hele morgenen hos den nye organisation Fight AIDS Ghana. Det er en lille græsrodsorganisation, som hjælper det nærmere lokalsamfund. Ud over at stille computere og internet til rådighed for de unge, så de kan lære ny teknologi, samarbejder de med en lille skole og et børnehjem. Skolen drives af en liberiansk flygtning, som af taknemmelighed til herren deroppe, besluttede at tage hånd om nogle af de sociale problemer, han til hverdag kunne se i samfundet. Derfor undervises nu 90 børn, som ellers ikke ville have nogen chance for at gå i skole, endten pga. forældres pengemangel, forældres sygdom (bl.a. HIV), eller i de værste tilfælde pga. manglende forældre. Næsten ved siden af, besøgte vi et børnehjem med skrigende snotunger. Jeg ville også skrige lidt, hvis jeg skulle bo under de forhold. Men det må da være bedre end at skulle bo på gaden uden mad og omsorg. Her får de da noget af det de har brug for.
Resten af morgenen brugte vi på deres kontor og udnyttede brugen af internet. Især til at skrive til Pandora i Spanien for at informere dem om de seneste nyheder. Egentligt havde vi ikke noget nyt at fortælle, og Pandora kunne kun fortælle, at IYEP i Ghana påstår, at vi har accepteret et nyt projekt og regner med at nu er alt løst. Heldigvis er de ikke helt dumme hos Pandora og forlanger en beskrivelse og en plan for dette såkaldte nye projekt. Det venter de så stadig på her et par dage efter. Vi har gjort dem klart hos IYEP, at vi ikke er interesseret i at snakke med dem, og de bare kan kontakte Pandora i Spanien. Og over for Pandora har vi givet udtryk for at være trætte af IYEP´s impulsive handlinger og manglende organisation. Nu må vi så se, hvad der sker.
Heldigvis er vi da glade for værtsfamilien. De tager sig alle godt af os og vi nyder at bo her. Eftersom at hun for et par år siden var ude for et uheld, er hun disse dage sygemeldt med venstre ben og keder sig vist lidt. Derfor er vi så heldige disse dage at have hushjælp på – Becky´s mor, som bor ved næste gadekryds, har lånt hende sin stuepige. Da der i forvejen kom en del folk forbi her i huset, så er der nu endnu flere mennesker, og Becky har endda fået sin nevø til at komme og lave mad til os. Nu havde vi endeligt fået Becky forklaret, at maden var alt for krydret, så nu kan vi starte forfra med den nye kok. Som Paco i går sagde: ”maden er god, bare ærgeligt at man mister fornemmelsen i mund og læber efter 30 sekunder”.
Vi fik en snak med Becky angående hele situationen med Pandora og IYEP, og heldigvis lader hun ikke til at være bekymret. Hun kender heller ikke IYEP, hun har aldrig haft frivillige (og fremmede) boende hos sig, og desuden har hun slet ikke modtaget nogle instrukser (dem skulle hun have fået af IYEP). Heldigvis er hun som hun er, og heldigvis er vi som vi er, og det fungerer fint sammen. Lige nu er en af vores prioriteter under uenighederne mellem os, Pandora og IYEP, at hun ihvertfald ikke skal snydes eller blandes ind i vores lille fejd.
I dag onsdag brugte vi igen dagen hos Fight AIDS Ghana og benyttede os af internet. Det tog så ca. kun 45 min. at uploade videon fra bussen, og den følgende vide fra samme bustur, kunne vi ikke nå at uploade. Vi fik fortalt Fight AIDS Ghana nogle af de ting, som vi mener kan forbedre deres organisation, og de lytter til os, som var vi de vise hvide mænd. Ud over at komme med ideer og forbedrelser, evt. hjælpe til på skolen og børnehjemmet, administrativt arbejde med sponsorer, bliver vi selvfølgelig også brugt som attraktion. Vi er jo de to blegfiser, som børnene og de unge gerne vil hen og se.
Vi tager dog lidt afstand fra nogle af de religøse temaer i organisationen, men det bliver vi nødt til at se gennem fingre med, da de er meget religiøse. De fleste ghanesere går rundt med en vis bog, sidder med en vis bog mellem hænderne, synger spontant salmer, i radioen bliver der sunget hellige sange, og på TV vises der næsten kun serier med religøse temaer. Skuespillerne er elendige, de er dårligt optaget, i det hele taget er der mange videoer på youtube, som folk har filmet bedre med deres mobil telefon, men det lader ikke til at være vigtigt når moralen er hovedperson. Organisationen Fight AIDS Ghana prøver at prædike afholdenhed som en kur mod HIV, men det ved vi jo alle, at det er for naivt. Det kan vi nok ikke ændre, men vi håber at kunne få dem på flere og mere fornuftige tanker.
Hjemme hos Becky opdage vi, at de Pringles vi købte for dyre penge i går, desværre var gået til at underholde hende i dag. Så Paco tog de resterende chips og skyndte sig at spise dem, bar så vi i det mindste kunne nå at smage dem denne gang. Men vi klager ikke, vi grinte bare ad det. Det værste er, at de ikke kender chips, og man kan ikke få dem i mange supermarkeder, så hvis vi gerne vil have chips igen, skal vi ind til et indkøbscenter. Næste gang bliver der så købt dobbelt, og vi skjuler det halve...
Mens vi sidder og spiser de resterende chips krummer dukker skrædderen op. Paco skal have lagt to par bukser ind, og siden han nu var her, tog han mål til bukser og skjorte. Jeg lagde ikke mærke til det, men da jeg så også skulle have taget mål, kunne vi godt regne ud, hvad der skulle tages mål til. Becky har en forretning med afrikansk tradiotionelt tøj og smykker. Paco sagde med det samme: ”hun har inviteret os med i kirke, men det tøj vi har valgt til at bruge i en flygtningelejr er ikke godt nok, så hun er nødt til at klæde os pænt på”. Det har han sikkert ret i; vi går rundt og ligner to trekking nørder fra firserne. Hun insisterer på, at give os en tradiotionelle afrikanske klæder, og vi vil selvfølgelig grine af, at det er for at se pæne ud, når hun slæber os med i kirke. Hun får os dog ikke til at gå rundt med Det Nye Testamente, som alle de andre.
Resten af morgenen brugte vi på deres kontor og udnyttede brugen af internet. Især til at skrive til Pandora i Spanien for at informere dem om de seneste nyheder. Egentligt havde vi ikke noget nyt at fortælle, og Pandora kunne kun fortælle, at IYEP i Ghana påstår, at vi har accepteret et nyt projekt og regner med at nu er alt løst. Heldigvis er de ikke helt dumme hos Pandora og forlanger en beskrivelse og en plan for dette såkaldte nye projekt. Det venter de så stadig på her et par dage efter. Vi har gjort dem klart hos IYEP, at vi ikke er interesseret i at snakke med dem, og de bare kan kontakte Pandora i Spanien. Og over for Pandora har vi givet udtryk for at være trætte af IYEP´s impulsive handlinger og manglende organisation. Nu må vi så se, hvad der sker.
Heldigvis er vi da glade for værtsfamilien. De tager sig alle godt af os og vi nyder at bo her. Eftersom at hun for et par år siden var ude for et uheld, er hun disse dage sygemeldt med venstre ben og keder sig vist lidt. Derfor er vi så heldige disse dage at have hushjælp på – Becky´s mor, som bor ved næste gadekryds, har lånt hende sin stuepige. Da der i forvejen kom en del folk forbi her i huset, så er der nu endnu flere mennesker, og Becky har endda fået sin nevø til at komme og lave mad til os. Nu havde vi endeligt fået Becky forklaret, at maden var alt for krydret, så nu kan vi starte forfra med den nye kok. Som Paco i går sagde: ”maden er god, bare ærgeligt at man mister fornemmelsen i mund og læber efter 30 sekunder”.
Vi fik en snak med Becky angående hele situationen med Pandora og IYEP, og heldigvis lader hun ikke til at være bekymret. Hun kender heller ikke IYEP, hun har aldrig haft frivillige (og fremmede) boende hos sig, og desuden har hun slet ikke modtaget nogle instrukser (dem skulle hun have fået af IYEP). Heldigvis er hun som hun er, og heldigvis er vi som vi er, og det fungerer fint sammen. Lige nu er en af vores prioriteter under uenighederne mellem os, Pandora og IYEP, at hun ihvertfald ikke skal snydes eller blandes ind i vores lille fejd.
I dag onsdag brugte vi igen dagen hos Fight AIDS Ghana og benyttede os af internet. Det tog så ca. kun 45 min. at uploade videon fra bussen, og den følgende vide fra samme bustur, kunne vi ikke nå at uploade. Vi fik fortalt Fight AIDS Ghana nogle af de ting, som vi mener kan forbedre deres organisation, og de lytter til os, som var vi de vise hvide mænd. Ud over at komme med ideer og forbedrelser, evt. hjælpe til på skolen og børnehjemmet, administrativt arbejde med sponsorer, bliver vi selvfølgelig også brugt som attraktion. Vi er jo de to blegfiser, som børnene og de unge gerne vil hen og se.
Vi tager dog lidt afstand fra nogle af de religøse temaer i organisationen, men det bliver vi nødt til at se gennem fingre med, da de er meget religiøse. De fleste ghanesere går rundt med en vis bog, sidder med en vis bog mellem hænderne, synger spontant salmer, i radioen bliver der sunget hellige sange, og på TV vises der næsten kun serier med religøse temaer. Skuespillerne er elendige, de er dårligt optaget, i det hele taget er der mange videoer på youtube, som folk har filmet bedre med deres mobil telefon, men det lader ikke til at være vigtigt når moralen er hovedperson. Organisationen Fight AIDS Ghana prøver at prædike afholdenhed som en kur mod HIV, men det ved vi jo alle, at det er for naivt. Det kan vi nok ikke ændre, men vi håber at kunne få dem på flere og mere fornuftige tanker.
Hjemme hos Becky opdage vi, at de Pringles vi købte for dyre penge i går, desværre var gået til at underholde hende i dag. Så Paco tog de resterende chips og skyndte sig at spise dem, bar så vi i det mindste kunne nå at smage dem denne gang. Men vi klager ikke, vi grinte bare ad det. Det værste er, at de ikke kender chips, og man kan ikke få dem i mange supermarkeder, så hvis vi gerne vil have chips igen, skal vi ind til et indkøbscenter. Næste gang bliver der så købt dobbelt, og vi skjuler det halve...
Mens vi sidder og spiser de resterende chips krummer dukker skrædderen op. Paco skal have lagt to par bukser ind, og siden han nu var her, tog han mål til bukser og skjorte. Jeg lagde ikke mærke til det, men da jeg så også skulle have taget mål, kunne vi godt regne ud, hvad der skulle tages mål til. Becky har en forretning med afrikansk tradiotionelt tøj og smykker. Paco sagde med det samme: ”hun har inviteret os med i kirke, men det tøj vi har valgt til at bruge i en flygtningelejr er ikke godt nok, så hun er nødt til at klæde os pænt på”. Det har han sikkert ret i; vi går rundt og ligner to trekking nørder fra firserne. Hun insisterer på, at give os en tradiotionelle afrikanske klæder, og vi vil selvfølgelig grine af, at det er for at se pæne ud, når hun slæber os med i kirke. Hun får os dog ikke til at gå rundt med Det Nye Testamente, som alle de andre.
No hay comentarios:
Publicar un comentario