Sidste besøg hos inmigration / Regresamos pa' España!!

(Texto en español más abajo)

Billedet taler for sig selv. Vi har her til morgen fået vores pas tilbage, men med beskeden, at vi skulle have søgt om en forlængelse af vores visum, så i lufthavnen skal vi betale en bøde. Det var jo ikke den besked vi fik i sidste uge, så derfor er ambassaderne endnu en gang sat på sagen, da de her i landet ikke kan finde ud af, at gøre noget på den rigtige måde.

PS. Vi har lige hørt fra Ann fra den danske ambassade, at direktionen hos inmigration har givet besked til lufthavnen om vores situation, og der skulle ikke blive problemer. Hun har fået dette bekræftet tre gange, så vi må nu regne med, at der er noget om snakken. Den spanske ambassade har ikke været til megen hjælp; deres råd var faktisk, at vi bare skulle betale, hvad de forlanger, og glemme sagen når vi kommer hjem. Den danske ambassade har til gengæld været en stor hjælp, og uden Ann ved vi ikke rigtigt, hvor vi ville kunne have havnet. Fantastisk nok har hun kun siddet et par måneder i sin stilling, så vi må bekræfte at hun er vel valgt.

Dette er så vores sidste farvel fra Ghana. Alle eventyr kommer jo til en ende.

Esta podía ser una bonita entrada de despedida, con una foto de nuestros pasaportes recién recuperados. Pero creo que solo es la calma que precede a la tormenta.

El primer paso ya está dado. Después de 1 mes y medio hemos podido recuperar nuestros pasaportes. Pero eso y solo eso, recuperar. Esta noche vendrá la fiesta cuando en el aeropuerto no nos dejen pasar porque nuestra visa está caducada. En el Cuartel General de Inmigración hoy nos han dicho que tendremos que pagar una multa por no haber renovado la visa. Así, con todo el descaro del mundo. Hace 3 días nos dicen que no hay problema y que no tenemos que renovarla, y hoy nos echan en cara por qué no lo hemos hecho. Claro, les hemos puesto cara de “sois gilipollas o hijos de la gran puta, o ambas cosas?. Si los pasaportes los tenéis retenidos vosotros y hasta hoy no los habéis soltado, ¿cómo cojones queréis que hagamos la renovación?”

En fin, les hemos dicho que esta noche va haber una gran fiesta de problemas en el aeropuerto, con dos blancos maldiciendo a grito pelao y con dos embajadas allí. Que no se preocupen que sus nombres saldrán a relucir en todo este asunto y que no pienso pagar ni un duro a nadie. Si me tengo que quedar a vivir en el aeropuerto lo haré. Evidentemente todo esto a ellos se la pela, literalmente. Vamos, que se la suda lo que pase.

La que está indignada es la chica de la Embajada danesa, así que la fiesta esta noche está más que asegurada. De todas formas seguro que tendremos que pagar, pero el pollo que pensamos montar se va a recordar por mucho tiempo aquí.

En fin, como ya le hemos dicho a Becky en alguna ocasión, “si eres inepto, vago, chulo, prepotente y además un hijo de puta... no te preocupes, tienes trabajo asegurado en Inmigración de Ghana”.

Bueno, ahora vamos a hacer la mochila y prepararnos. Sobre las 20:00 h. nos iremos hacia el aeropuerto a enfrenarnos a nuestro destino.

Seguramente esta sea nuestra última entrada desde Ghana y no sabemos cuando podremos volver a escribir, esperamos que pronto. Aunque a la mayoría os veremos en estos pocos días que vamos a estar en Madrid, intentaremos dar señales de vida por aquí de que hemos llegado bien.

Es una lástima que todo haya transcurrido con tantos problemas y que nuestro voluntariado haya resultado un fiasco, sin embargo nos llevamos una gran amistad con Becky. En estos dos largos meses hemos estado alegres, contentos, frustrados, indignados y enojados. Y aunque hemos tenido de todo solo nos queremos quedar con las buenas sensaciones. Lo demás solo sirve para que le hierva a uno la sangre, y no merece la pena.

Queremos dar las gracias a todas y todos los que nos habéis seguido en nuestra aventura. Sabemos que sois muchos/as las que habéis estado ahí viviendo con nosotros esta etapa de nuestras vidas, por eso os damos las gracias de todo corazón.

En breve salimos para España y esperamos que dentro de poco os podamos ver a todos/as y cada uno/a de vosotros/as.

Gracias y hasta pronto!

Mads & Paco

PD1. A punto de publicar esta entrada nos ha llamado Ann (la de la embajada danesa) para decirnos que ha conseguido hablar con uno de los Directores de Inmigración. Este señor por lo visto está indignado de como la gente de Inmigración nos ha tratado y ha pedido todos nuestros datos para investigar el asunto. Seguimos esperando noticias para ver si al final todo se soluciona de cara al aeropuerto. Pero de momento es buena noticia, alguién investigará a los 3 cabrones que han tratado con nosotros. Bueno, tengamos un poco de esperanzas de que al final salgamos sin problemas del país.

PD2. No, si al final no publico la entrada jejeje. Nos acaba de llamar Ann de nuevo. Bueno, parece ser que este Director ha obligado al hijo de puta que nos ha tratado tan mal en todo esto a que llame al aeropuerto para dar nuestros nombres y decir, al jefe que está de guardia esta noche, que no nos pongan problemas. Joder, lo que hubiera dado por ver la cara del cabrón cuando ha recibido la llamada de su Director. Así que, todo parece casi arreglado en la teoría... ahora solo hay que ponerlo en práctica. Veremos a ver. De todas formas hay que ver que diferencias de Embajadas, la danesa se ha involucrado desde el primer día y si todo sale bien será gracias a Ann y sus gestiones. La española... la pongo al mismo nivel que a los cabrones de Inmigración. Aún estoy esperando que me devuelva la llamada el niñato del Vicecónsul. Ahora... que cuando pase el control de Inmigración le voy a llamar y le voy a decir cuatro cositas bien dichas a este crío. En fin, menos mal que uno tiene marido danés que si no... Una vez más: Nórdicos 1 - Sureños de Europa 0.

Ups, lastbilen knækkede...

I Afrika tænker man ikke så meget over, hvad der er bæredygtigt. Hvad man kan tjene i dag, er det vigtigste, og i morgen tænker man det samme igen. Planer er aldrig langtidsholdbare, og kan man snyde en kunde i dag, gør man det. Samme kunde kommer selvfølgelig ikke tilbage for at købe i selvsamme butik, men ejeren fik da tjent lidt ekstra håndører dén dag uden at tænke på, at det ville være bedre at give god kundeservice og have en fast kunde. Det samme sker gang på gang. Billedet af lastbilen er et godt eksempel. Hvis en afrikaner ejer en lastbil kan han tjene penge på at transportere. Hvis han læsser forsvarligt efter lastbilens kapacitet vil han kun tjene på dén mængde, der kan læsses. Derfor bliver lasbiler (og egentlig alle former for transportmidler) overlæsset til bristepunktet, for at tjene hurtige penge nu og her. Problemet er jo bare, når hjulakslen knækker under vægten, og så er det slut med at tjene hurtige penge. Små afrikanske hoveder forstår slet ikke, at det ville være bedre at respektere lastbilens max kapacitet, og dermed også forlænge lastbilens levetid og ejerens indkomst. For vi andre lyder det som den mest logiske fremgang, men logik er aldrig nået til Afrika, og så længe de næsten foretrækker at forblive mere eller mindre ignorante, ankommer logikken nok heller ikke i den nærmeste fremtid.

Lastbilen på billedet er forresten slet ikke en lastbil, men en minibus læsset til bristepunktet indeni, og den udvendige bagage taler for sig selv...

Sidste del af turen.

Busturen til Mole National Park skulle tage ca. 4 timer, men med stop på næsten alle gadehjørner, ender turen med at tage 6 timer. Lidt i 22 søndag aften ankommer vi til Mole og når lige at bestille aftensmad inden restauranten lukker. Aftensmad er så meget sagt: snarere tørre rester til overpris. Det er bælgmørkt over det hele, så vi kan ikke rigtig få noget indtryk af stedet.

Vores værelse er slidt og for første gang ender vi med at sætte myggenet op. Til næsten samme pris som Beyin Beach Resort, ville vi have forventet lidt bedre standard, men eftersom Mole Motel er det eneste hotel inde i nationalparken, kan de tillade sig at hæve prisen over den standard de tilbyder.

Næste morgen står vi ikke op for at tage på vandretur – vandre safari, som de kalder det. Vi bruger dagen ved siden af poolen, og i poolen, og finder ud af, at det er regnsæson for tiden, så parken er oversvømmet og der er nul chance for at se elefanter og andre eksotiske dyr, eftersom der er masser af steder de kan drikke vand. Desuden kan man heller ikke komme rundt i jeep, da vejene er oversvømmet.

Oven på den skuffende overlevelse i Mole National Park beslutter vi at tage en lidt bedre bus tilbage til Tamale. Heldigvis findes der et nyt selskab, som kører minibusser tilbage til Tamale. Godt nok til en lidt højere pris, men så skal vi heller ikke afsted kl. 4 om morgenen.

Tilbage i Tamale er vi uheldige med maden og har det begge smådårligt om natten, så vi beslutter os for at tage afsked med den skuffende nordlige del af Ghana på den lette og hurtige måde: med en direkte bus tilbage til Kumasi.

I Kumasi sover vi en nat, og tager dagen efter en tro-tro til byen Koforidua nord for Accra. I byen er der ikke så meget at se, men dagen efter, fredag morgen tager vi en tro-tro ud til Boti Falls (vandfald).

Vi vælger den store rundtur ud til en 25 m. Bred sten på en spinkel klippe, og et palmetræ med tre toppe, inden vi går tilbage til vandfaldet. Det viser sig at blive en varm tur. Selvom vi går i skyggen, ender vi med at være gennemblødte af sved pga gåturen op og ned af bjergstier. Vi har guide med, men det er egentligt ikke nødvendigt; de kunne bare have sagt, at vi skulle følge sporet af affald og plastic... Endelig når vi frem til den 25 m. brede sten, og endnu en gang må vi konstatere, at de har problemer med at se forskellen på meter og fod: stenen er ca. 8 m. Bred, det der svarer til 25 fod.

Fremme ved palmen med tre kroner, konstaterer vi, at de i landet da i det mindste kan tælle til tre...

Desværre må man ikke bade i vandet ved Boti Falls (pga sikkerheden), men jeg tror nu heller ikke at nogle besøgende ville have lyst til at gå ud i det brune muddervand forårsaget af vandfaldets tryk. Eftersom vi var de eneste besøgende fredag morgen, fik vi da en stille og rolig, dog meget svedig, tur i området.

Ved indgangen venter vi næsten en halv time under afrika´s bagende sol, inden vi får fat i en taxa. Det gode ved afrika´s upålidelige transportsystem er, at der altid kommer en tro-tro eller taxa forbi på et eller andet tidspunkt, så man ikke strander ude i ødemarken. Man skal bare være tålmodig.

Tilbage i Koforidua henter vi vores rygsække og begiver os ind til centrum for at finde en tro-tro mod Accra. Vi ville egentligt have sovet i byen Aburi mellem Koforidua og Accra for at besøge en speciel botanisk have, men det dropper vi, da der i Aburi ikke er megen mulighed for at overnatte. Vi håber at besøge byen på en dagtur fra Accra i stedet.

Undervejs tilbage mod Accra i vores tro-tro med aircondition ser vi en jeep som næsten kører af bjergvejen pga uforsvarlig kørsel. De foransiddende passagerer griner højlydt og ignorerer, at vores chauffør kører lige så uforsvarligt, og vores tro-tro lige så godt kunne have have været godt på vej ud over skråningen. Men så langt tænker man ikke i Ghana. Går det godt denne gang, så går det også næste gang...

Tilbage i Accra tager vi til tro-tro stationen ”37”, som ellers plejer at være fyldt med tro-tro’er, som bare venter på at blive fyldt, men denne gang er stationen tom og fyldt med lange køer. Kl. er 17 en fredag eftermiddag lige midt i fyraftenstiden... Heldigvis har vi vores Becky, så vi ringer og spørger hvor hun er. Hun er lige taget fra arbejde, så bare vi tager en taxa til Labadi (tæt ved vandet) skal hun nok vente på os og køre os hjem derfra.

Hun er dog ikke den eneste i bilen: hun har to kollegaer med, og da kvinder i Afrika har røve som ladeporte (ja, Becky er ikke den eneste) ender vi med at sidde med vores rygsække på skødet resten af vejen hjem, men vi er lidt ligeglade; i det mindste er vi på vej hjem, vores hjem i Ghana.

Tamale.

I Tamale sker lige netop det, vi har prøvet at undgå hele turen. Busturen fra Kumasi til Tamale skulle kun tage 5 timer, men som hovedregel ved vi, at man altid skal ligge mindst en time mere til. Bussen skulle køre kl. 10.30, men som altid skal bussen gennemgå reparationer inden den kan køre. Derfor kom vi først afsted kl. 12.00, og ankommer til Tamale tidlig aften kl. 18.00. På det tidspunkt er det allerede mørkt og vi skal til at finde et sted at sove. Det hostel vi havde i tankerne er desværre ikke ledigt, så vi må traske videre med al vores bagage i byens mørke. Næste hostel finder vi slet ikke, og det viser sig senere, at det ikke findes mere. Vi ender med at leje os ind på et smådyrt hotel til 25 euro, selvom vi kun skal sove og tidligt op for at tage bussen til Bolgatanga i nord.

I Tamale når vi dog at se en lille del af byen. Vi er overrasket over antallet af muslimer, men ser dog hurtigt at det forklarer byens udseende. Geder vader rundt i gaderne, folk bor i slum, og hvad der forværrer hele svinestien, er de svin (beboerne) som smider affald og madrester på gaden. Det er meget sandsynligt, at der også er en del menneskeligt affald, men så meget ville vi dog ikke kigge efter i byens slum.

Vi ender med torsdag d. 21. at tage en tro-tro til Bolgatanga, og lige midt i middagsheden går vi byen igennem til vores hotel. Heldigvis har de ledige værelser og vi får endda rabat ved at prutte om prisen. Resten af torsdagen bruger vi på at lære byen at kende og finde information om småture i området.

Fredag d. 22. tager vi en shared taxi til byen Paga, hvor vi bliver sat af ved den store attraktion: krokodille søen. Ifølge gamle historier, som ingen længere kan huske oprindelsen, indgik beboerne i Paga en pakt med krokodillerne, om ikke længere at spise hinanden. Derfor er de nu hellige krokodiller, som man kan få lov til at klappe. Indgangen koster et gebyr til byens chef, et gebyr til parken, og 3 GhC for en kylling. Kyllingen er ikke til os...

Vi nærmer os en lille dam og en af de to guider begynder at fløjte. Pludselig opdager vi to krokodiller, der dukker op til det nyankomne måltid: den levende kylling. Men ingen af de to krokodiller i den lille dam vi spise kyllingen, da de tidligere på dagen allerede har fået to at spise. Guiderne får dog lokket krokodillerne op af vandet, og vi får tilbudt at komme nærmere og holde halen og sidde oven på krokodillen. Paco nærmer sig mens jeg filmer. Dernæst går vi over til den store sø, hvor der skal være omkring 200 krokodiller. Den stakkels kylling lander hurtigt i maven på den førstankomne krokodille, mens vi to turister ser til.

Inden vi tager tilbage til Bolgatanga smutter vi forbi byen Sirigu, hvor de har unikke tegninger og mønstre på deres huse. Vi tager på den guidede tur og får forklaret alle rituallerne og måderne at bygge huse for dernæst at male mønstre på den indvendige facade. Det var ganske interessant, men drønvarmt at gå rundt lige under afrikas stærke sol.

Tilbage i Bolgatanga spiser vi på byen nyeste restaurant, som ikke kan anbefales. Endnu en gang når vi del til konklusion, at de i Afrika simpelthen ikke kan gøre simple ting rigtigt. Desuden, efter næsten to måneder i Ghana, er vi nået til det punkt, hvor vi er holdt op med at være høflige på den akavede og lidt falske måde. Så da vi bliver spurgt, om vi ikke kunne lide maden, svarer vi ærligt: Nej, den er næsten ikke spiselig.

Vores nyfundne ærlighed er ikke pga maden, men snarere pga alle de guider og gadesælgere, som følger efter os med spørgsmål, hvor vi er fra, hvad vi hedder, om vi kan lide fodbold, etc. Disse personer plejer at være sælgere, og det er lige meget hvad de sælger, de starter alle sammen en samtale på samme måde. Nogle gange ignorerer vi dem ganske groft, og andre gange siger vi bare direkte: hvad er det du prøver at sælge? Det plejer at få dem til at smutte igen, da de ikke er vant til så direkte spørgsmål.

Næste dag i Bolgatanga er det endnu varmere en dagen før, så vi bliver i byen og slapper af ved siden af aircondition anlægget på værelset. Dog finder vi nok på vores sidste dag i byen, byens bedste spisested.

Søndag d. 24. oktober tager vi en tro-tro tilbage til Tamale. Turen går fint, selvom vi endnu engang kører med syge afrikanere. Denne gang er det en kvinde med barn, som pludselig bliver syg undervejs, så hun må ud af bussen og ind i buskene flere gange. Turen som skulle tage lidt over to timer bliver derfor forlænget med en time. Heldigvis er vi i god tid.

Omkring kl. 15.00 kører bussen mod Mole National Park, får vi at vide. Vi er på stationen – station er så meget sagt: støvet grund med gadesælgere og et par bænke til passagerer, kl. 13.00 men får hurtigt at vide, at bussen er forsinket. Vi har ikke andet at lave end at vente og udstå solen og varmen, og finde det lidt skygge stedet tilbyder.

Tro-Tro Inferno.

Søndag (d. 17. oktober) middag opdager vi, at det faktisk ikke er så let at komme fra Beyin, som vi tror. Og faktisk er vi heldige undervejs...

Vi finder den rigtige tro-tro, selfølgelig i modsat retning, da de ikke kører tilbage igen, hvor de kommer fra. Fire personer og chaufføren begiver vi os mod Tikobo 1, men hurtigt begynder den lille forfaldne tro-tro at blive fyldt. I accra er det dén type tro-tro, som kun tillader tre personer på hver af de fire sæderækker. Pludeslig er vi fire på hver række og tænker; nu kan der da vist ikke proppes flere ind i denne lille tro-tro. Men jo! Tro-tro’en hopper op og ned på den hullede grusvej, og inden vi ser os om, sidder vi fem på hver række – selfølgelig uden at tælle børn med. På et tidspunkt når jeg at tælle 24 personer i alt.

Hvad der pludselig gør det hele værre, en far kommer løbende mod tro-tro’en med sin besvimede søn i armene. Vi ved jo ikke, hvad der er sket den unge dreng, men vi ved, at hvis det er noget slemt, er overlevelseschancerne nok ikke så store så langt fra civilisationen. Faren fortæller på deres lokale sprog, hvad der er sket sønnen og nogle begynder faktisk at smågrine. Vi ved stadig ikke, hvad der er sket, men kan kun gætte på, at det har med drengestrenger der er gået galt at gøre. Efter næsten en time mast sammen i den lille rustne tro-tro når vi endeligt frem til lægehuset og drengens smerteskri forsvinder bag os.

I Tikobo 1 bliver vi alle sat af, og som altid får vi diverse tilbud om hjælp til gengæld for kolde kontanter. Uden megen motivation stiller vi os ved siden af landsbyen eneste gadekryds og håber på, at der snart kommer en tro-tro mod Takoradi. Paco når ikke engang at tænde en cigarret inden vi pludselig sidder i en ny tro-tro. Selvfølgelig dukker den samme person op, som tidligere tilbød at hjælpe os, men denne gang forlanger han penge for vores bagage. Vi ignorerer ham fuldstændigt, da han hverken hjalp eller gjorde os nogen tjeneste. Noget vi heller ikke havde bedt om. Det er ikke første gang, at vi oplever, at folk forlanger penge, for noget helt ude i sumpen. Det irriterende er, at nogle gange insisterer de ganske agressivt, men vi har efterhånden lært, hvordan vi skal ignorere dem. Det samme sker, når vi går på gaden (lige meget hvor henne), og folk råber: ”hey my friend, where are you from? Germany?” Vi ved, at disse personer også bare vil guide os rundt for penge, hvilket vi ikke er interesseret i. Næste gang svarer vi måske tørt: ”Are you from Kenya”, for at understrege at deres indgangvinkel ikke er særlig heldig. Men vi tvivler på, at de overhovede forstår den.

I tro-tro’en til Takoradi sidder vi mast, men dog ikke så ekstremt som tidligere samme dag. Dog har alle folk en del bagage med. Udover vores to rygsække bliver en stor sæk yam (afrikansk svar på kartoffel), diverse gryder, potter, plastikposer, gamle kufferter stoppet ind bag ved det bagerste sæde. Det skal så lige siges, at bag det bagerste sæde er der måske 20 cm. Plads til bagage. Men det ordnes hurtigt med blåt reb, som vi kender som tørresnor, og bagsmækken lukkes så meget den kan. Foran os kører en tro-tro med møbler hængende ud af bagsmækken, så vores tro-tro, var ikke så fyldt, som man måske forestiller sig.

Uden videres forsinkelse når vi frem til Takoradi efter tre timers tro-tro tur på asfalteret vej. Vi har allerede undersøgt tidsplanen for STC bussen (de eneste gode busser i Ghana) mod Kumasi, som kører næste morgen, mandag kl. 4.00. Derfor vælger vi et hostel lige ved siden af STC stationen, selvom det er til overpris, hvis man sammenligner pris og kvalitet. Mange gange kan vi finde noget billigere, men hvis vi skal tidligt afsted, skal vi også lægge penge til taxa oven i planerne. Og siden vi ikke har intentioner om at se noget i Takoradi (der er heller ikke noget at se), gider vi ikke at begive os ind i centrum og bøvle med ekstra transport.

Kl. 3.30 mandag (d. 18. oktober) står vi på STC busstationen og med søvnige øjne, griner vi lidt af deres ineffektive system, alt imens bussen bliver fyldt med kufferter, poser, papkasser med buillonterninger, sammenrullede madrasser, og andet diverser (hvis I da kan komme på flere underlige ting). Paco siger tørt: ”I det mindste er der da ingen geder stoppet i poser med hovedet stikkende ud, som da jeg rejste i Mali”. Undervejs stopper vi i Cape Coast og når lige at købe lidt morgenmad inden bussen kører videre mod Kumasi. Vi sover det meste af vejen mens vi ”nyder” lyden af musikvideoer med moderne afrikansk gospel på twi eller gha (de to meste talt lokale sprog i Ghana). Musikvideoerne består af ikke så lidt betonede religiøse emner, som en kvinde med en bibel i hånden dukker op til en fest og overbeviser deltagerne, at alkohol er djævelens værk, og de ender alle sammen med at danse en religiøs conga.

I Kumasi har mandag og i går og i dag brugt tid på at se byen, gå rundt i gaderne, fundet en god internetcafé og derfor brugt tid på at skrive indslag til bloggen. I går (tirsdag d. 18. oktober) besøgte vi det Nationale Kulturcenter i Kumasi, og fik købt en maske, som kan ses på et billede. De havde en masse spændende figurer, skåle, malerier, masker, osv., men vi skal jo rejse videre mod nord, og det er lige tidligt nok, at fylde rygsækken med skrøbelige souvenirs. I Accra kan man også besøge et kulturcenter, som sælger mange af de samme ting, men man kan ikke få lov at gå rundt i fred, da de alle sammen insisterer at man køber i deres lille butik. Nu ser vi først, hvad vi mere finder undervejs.

På vej tilbage tog vi en omvej for at krydse en lille del af markedet. Paco forsøgte at optage min slalomgang gennem markedets kaos, men videoen er desværre ikke blevet til noget. Aftenen blev brugt på at slappe af med et bad og en øl, inden vi onsdag d. 20. oktober tager bussen mod Tamale kl. 10. Efter sigende skal turen tage ca. 6 timer, derfor regner vi med 7 – 8 timer. Vi når nok kun at ankomme til Tamale, finde et hotel, spiste aftensmad og sove.

Strand og sump reservat.

Det lykkedes! Vi tog vel fra Cape Coast lørdag (d. 16. okt.) morgen og ankom til Takoradi omkring middagstid. Vi krydsede vejen og tog en tro-tro til landsbyen Beyin. Først gik turen fint, men da vi nærmede os vandet, blev vejen hurtigt værre. Bussen gyngede som en færge i tropisk stormvejr, så de sidste par kilometer blev også de værste og længste.

Vores guidebog er 6 år gammel, og vi har nu fundet ud af, at det en gang i mellem betyder nogle fejltagelser pga for gamle oplysninger. Dét skete for os i Beyin. Vi tog hen til et guest house, som ifølge bogen skulle være ok, men nu er forfaldent. Men i de 6 år siden bogens oplysninger, er der blevet bygget et ganske pænt beach resort med restaurant og det hele. På den måde fik vi set landsbyen vadende rundt med al vores bagage, inden vi kom frem til det nye beach resort. Desværre havde de ikke flere af de billige hytter tilbage, så vi tog en luksushytte med udsigt over vandet og med eget bad med varmt vand (første gang vi har taget bad i varmt vand i Ghana). Efter at have trasket kandsbyen rundt lige i middagssolen og med vores rygsække, tænkte vi ikke længe over at betale de 30 euro for en luksushytte for en nat.

Vi brugte resten af dagen på stranden og om aftenen fik vi et par whiskey Cola, inden vi steg ombord i den enorme seng med myggenet. Hele natten kunne vi så sove til lyden af Atlanterhavets bølger slå mod kysten.

Søndag d. 17. okt. stod vi så tidligt op, da vi kl. 8.00 havde forudbestilt en kanotur ud til landsbyen Nzeluzo, som er bygget på pæle midt i en sump. Smurt ind i et tykt lag solcreme tog vi afsted, dvs. vi tog hen til kanoerne og vores guide måtte ringe til chefen og bede ham komme med nøglerne, så vores kano kunne lukkes ud i kanalen.

Med 45 minutters forsinkelse sejlede vi endelig afsted i vores kano med guide/skipper. Undervejs sejlede vi gennem to jungler. Vandet var sort af bladenes dekomposition, og selvom vi hørte en del lyde, så vi hverken krokodiller eller slanger. Vores guide sagde, at chancen for at se krokodiller ville være fifty-finty, men vi så altså ikke nogle. Heldigvis! Selvom det på nogle billeder ser ud som om, at der er græs og land, er det flydende siv som kun kan bære et par kilo.

Efter en times kanotur gennem sort sumpvand krydsede vi endelig søen inden vi ankom til landsbyen Nzeluso. Guiden forklarede nogle af de problemer de i landsbyen har med skole og helbred, men samtidid tillader de ikke motorbåde, da de drikker af vandet (de mener det styrker deres helbred). De unge, som gerne vil læse videre skal hver dag ro ind til fastland og tage bussen til skole, og det kræver jo tid og energi. Jeg spurgte, hvorfor de har valgt at bo midt i en sump, hvortil guiden svarede, at en ånd for 500 år siden førte dem dertil fra Mali (guidebogene siger Nigeria, men bare de selv kan finde ud af det. Ihvertfald forklarer det deres neanderthale træk), og fornyligt spurgte de et orakel, om de måtte flytte til fastlandet, hvortil ånden svarede, at de alle ville blive slået ihjel. Nåh ja, så må de vel blive boenden ude midt i en sump, eftersom at de tror på en ånd de aldrig har set, og ingen kan rigtig blive enige om historien eller befolkningens oprindelse. Man ligger som man har redt, plejer man jo at sige, og hvis man slet ikke har redt sengen, kan man jo altid vælge at blive boende i lort til halsen i en sump, som befolkningen i Nzeluzo.

Det lyder lidt groft, men da vi ser hvor deres affald og afføring ender, vil man kunne forstå hvad jeg mener. Hvis de mener, at det er sundt at bade i deres eget skrald, og endda drikke vandet, skal vi da ikke komme og belære dem om det modsatte. Ånden skulle jo ikke gerne blive sur på os... En oplevelse var det da, især kanoturen gennem sumpen, men vi kan ikke rigtig forstå at byen er en attraktion. Speciel er den, men ikke speciel køn, snarere deprimerende, da endnu en gang får vi bekræftet, at folk simpelthen ikke forstår vigtigheden i at bo i et rent og sundt miljø. Vores guide købte nogle kiks og smed endda indpakningspapiret i vandet...

Tilbage på fastlandet i landsbyen Beyin hentede vi sores bagage og begav os ud for at finde en tro-tro mod Takradi. Det blev til lidt af et eventyr, som vil blive beskrevet i næste indslag.

Kakum National Park

Efter en dags forsinkelse pga lidt tømmermænd forårsaget af den spanske ambassade, tog vi endelig af sted mod Cape Coast. Becky kørte os til busstationen på vej til arbejde, og med yderligere en times forsinkelse, kørte bussen endeligt. Det er svært det der med at få busserne til at køre til tiden, og at få tingene til at virke bare sådan generelt.

I Cape Coast har vi valgt et billigere hostel, og det kunne mærkes i går da det regnede. Det regnede ind ad vinduet, og i den ene ende af værelset, ligger stadig en pæn pøl til minde om i gårs uvejr. Desuden er der en del myg på værelset, så andten skal vi have sat myggenet op, eller vi kan købe en myggespray til værelset.

I dag stod vi så tidligt op for at tage til Kakum National Park. Parken byder ikke på meget andet end gåture, og så selvfølgelig den populære – og dyre, efter ghanesisk standard, Canopy. I 1994 fik to canadiere ideen at bygge 6 platforme i 6 af de højeste træer, og forbinde disse platforme med gangbroer af træ og reb. Platformene er i højderne mellem 40 og 80 meter, men det virker ikke så højt, når man går over trætoppe og ikke alle steder kan se helt ned til jorden. Men det var da sjovt at prøve, og vi så da også flere aber svinge fra træ til træ.

I morgen skulle vi så køre mod Kumasi, men vi har ændret planer lidt. Længere henne ad kysten, tæt ved grænsen til Elfenbenskysten, ligger en lille landsby, Nzulezo, bygget på pæle i vandet. Det lyder ikke helt let at komme dertil, og vi ved heller ikke om det er muligt at besøge byen på søndag, da de små skippere måske vil i kirke i stedet for at arbejde. Men der sker jo ikke noget ved at prøve.

Forresten fik jeg i forgårs, dagen efter festen på den spanske ambassade, en invitation til reception på den danske ambassade på mandag i anledning af prins Joachims besøg med ledsagelse af et eller andet orkester. Desværre må han undvære vores tilstedeværelse, da vi ikke mente det var vigtigt nok til at udsætte rejsen endnu 5 dage.

Oversættelse af Paco´s indslag

Dette er en oversættelse af Paco´s indslag. Billeder og video er ikke tilføjet denne oversættelse.

Nationalfest hjemme hos ambassadøren.

Tirsdag d. 12. Oktober 2010

Dagen begynder med varmt vejr, fordi det viser sig, at vi er på vej mod den tørre sæson. Vi har flere ting vi skal have ordnet og vi er i dag inviteret til 12. oktober fest på de spanske ambassadørs bopæl, og i morgen begynder vi at rejse rundt i landet. Så vi har stadig nogle ting vi skal købe og derefter pakke rygsæken.

Kl. 15:00 kommer skrædderen med vores bukser. Mine er gode nok, Mads´s lidt for små og han vil ikke lade mig tage et billede af ham i de alt for små bukser. I skulle have set ham, bukserne kunne ikke knappes. Skrædderen tager dem med igen for at forsøge at finde på en løsning inden kl. 17.00, dét tdispunkt vi har tænkt os at tage til festen.

Da vi endelig er klar og klædt så formelt som muligt, tager vi ud for at finde en taxa for at køre til ambassaden. Efter den sædvanlige trafikprop når vi endeligt frem til indgangen, hvor en masse officielle og private biler kører frem og tilbage, mens politiet forsøger at håndtere trafikken. Vi kigger på hinanden og tænker højt: dette lover!

Vi ankomer lidt nervøse for, om vores tøj nu er i overensstemmelse med denne store begivenhed, men tvivlen forsvinder hurtigt efter at vi ser flere personer klædt mindre formelt end os. Ved indgangen bliver vi hilst velkommen af ambassadøren og hendes mand i spidsen og derefter de ansatte på ambassaden. Vi hilser og takker for invitationen og går ind i en stor have, hvor der allerede befinder sig flere gæster. Ambassadørens bopæl viser sig at udgøre et stort og fint hus med en stor have og swimmingpool.

Pavilloner med borde og stole er sat op, en lille scene, hvor en gruppe vil spille ”flamenco fusion", og masser af mad og drikkevarer. Da vi så skinke (med tomat og hvidløg), tortilla og croquetter kastede vi os over maden med et glas fadøl og et glas Rioja vin. Nu blandt spansk talende mennesker, spansk mad og drikke hører jeg min elskede Miguel Bose synge; pludselig befinder jeg mig i hjemme.

Vi talte med adskillige personer, alle med deres egne individuelle historier om grunden til deres ophold i landet: to unge piger og en ung mand, alle tre venner af vicekonsulen, kun til stede i landet for at besøge deres ven; en forretningsmand, der havde boet 30 år i Afrika og kom med ganske uheldige og malplacerede kommentarer om Franco, hvilket jeg naturligvis gav en gensvar (vi snakkede heller ikke med ham resten af aftenen); en gruppe cubanere, mexicanere, peruanere (de er overalt!), som var der af forskellige årsager; og en herre fra de Canariske Øer, som lever mellem Nigeria og Ghana, og ejer en virksomhed, som handler med dæk. En række mennesker og diverse personligheder, der udgjorde et indbydende og ektravagant miljø. Men vi bekymrede os ikke meget om de andre, med mad og drikke, så skulle der være fest!

Efter ambassadørens og Ghanas udenrigsministers taler lød Ghana og Spaniens nationalhymder, alt imens der på en storskærm blev vist det spanske flag.

Derefter blev de forskellige tapas erstattet af andre retter, paella, grillet kulmule, blæksprutter i egen blæk, frikadeller og... gazpacho! Sådan, kun i Spanien ved man, hvordan man organiserer en god fest (især med skatteydernes penge).

Pludselig kan jeg ikke tro, hvad jeg hører; fra højttalerne lyder en pasadoble ... Jeg troede aldrig at jeg skulle føle mig så patriotisk og jeg blev helt rørt ved musikken. Men højst sandsynligt er det nok pga de adskillige Coca-Cola og JB, som er kommet indenbords.

Alligevel har jeg svært ved at tro om det kunne det blive mere spansk? Mit spørgsmål får et hurtigt svar, højttaleren begynder at afspille Po-ron-pom-pero af Manolo Escobar. Måske har I set videoen i det tidligere indlæg.

Pludselig ser vi noget, der næsten får os til at knække sammen af grin: under en enorm baldakin formet som en alt for stor paraply kommer en mand ind ad døren efterfulgt af sit lille følge. Begge tænker vi det samme: det er Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America”. Ærgerligt at vi ikke fik et ordentligt billede af ham, men jeg kan forsikre jer, hvis det ikke var Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America” var det ihvertfald hans nærmeste fætter.

Vi talte et par minutter med ambassadøren, der viste interessere for vores situation (vi er efterhånden kendte), så vi fortæller vores planer om at rejse rundt i landet, hvortil hun kommenterer, at det er et godt valg, og at hvis de fra immigration pludselig vil have fat i os ”kan de jo bare søge efter os”. Sandheden er, at vi blev lidt forvirrede over denne kommentar, især da den nu kom direkte fra en ambassadør. Samtidig kan der også siges en masse om den spanske ambassades håndtering af vores sag, men det lader vi ligge til en anden gang. Dog blev vores tvivl bekræftet af flere folk tilstede, som ikke har meget godt at sige om ambassaden og deres ydelser og bistand til det spanske fællesskab og de spaniere, som er bosat i Ghana.

Heldigvis ændres musikkens stil og de begynder at spille Los Secretos, Danza Invisible, Mecano, Miguel Bosé. Fantastisk!. Ikke-spanske gæster (herunder Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America” og hans følge) begynder at forlade festen og de resterende kredser om baren, de typisk drikkende spaniere med fyldte glas!

Pludselig hører vi bemærkninger om forrige års festligheder arrangeret af den tidligere ambassadør, hvor alle de resterende gæster endte i poolen. Bare ærgeligt at denne samtale lidt efter lidt døde hen, da det kunne have været sjovt, især fordi det var en varm aften.

Der havde dannet sig to grupper: konsulære habitter og deres venner og en gruppe syngende sydamerikanere med guitar. I kan sikkert forestille jer, hvilken gruppe vi deltog i.

Vi havde det sjovt, vi sang, drikkede, snakkede ... indtil vi fik at vide, at ambassadøren gerne ville trække sig tilbage til sit kammer og vi andre skulle være velkomne til at gå andre steder hen med musikken. Alt har jo en ende.

Vi kom sent hjem med taxa og en smule (meget) påvirket af JB med cola. Men vi havde det sjovt, dog er det eneste negative, hvordan vi i morgen skal komme op og begynde turen.

Naturligvis stod vi ikke op.

Næste trin.

Ikke mere nyt siden sidst. Vi har faktisk kedet os lidt, men det er måske vores egen skyld. Regnsæsonen er næsten slut, så det bliver mere og mere sjældent, at temperaturen falder lidt. Nu er varmen ved at være konstant men luftfugtigheden falder nok ikke, eftersom at Accra ligger ud til kysten.

På torsdag er det Spaniens nationaldag, derfor er vi inviteret til reception på ambassaden. Paco mener dog ikke, at vi er præsentable nok i vores nørdede trekkingtøj og gamle falmede t-shirts, så vi har været på marked for at finde et par pæne bukser til billig pris. Vi har jo vores fantastiske afrikanske skjorter, så det er kun bukser vi mangler.

Udover at sidde og svede og læse i bøger, har vi fået studeret Paco´s rejsebog over Ghana. Rejsebogen er fra 2004 og dermed står priserne i Ghana´s gamle møntenhed, men vi har fundet et system til at regne de nogenlunde nye priser ud. Heldigvis er resten af infomationerne pålidelige nok, og der er siden rejsebogens offentliggørelse dukket lidt flere hoteller og restauranter op i nogle af byerne. Det ville vi nok også opdage, hvis vi købte den nyeste version af rejsebogen, men da det ikke er Lonely Planet, vil vi ikke bruge penge på den.

På onsdag begynder vi vores rejse rundt i Ghana. Første tur går mod Cape Coast, hvor vi var for to uger siden, men denne gang er det hverken for at gense byen eller de gamle fort, hvorfra slaverne blev sendt mod Amerika i hin tid. Tæt ved Cape Coast ligger Kakum Nationalpark, som ikke har meget at tilbyde udover en canopy walk fra trætop til trætop. Derfra vil turen gå til Kumasi, Ghana´s næststørste by. Vi havde tænkt at tage den gamle vej til byen Tamale i nord, men det lyder både besværligt og uinteressant, derfor tager vi den nye og bedre hovedvej, så vi har mere tid til at besøge de forskellige landsbyer i nord. Alt efter hvornår der er ledigt, og hvornår vi kan leje en 4wd, vil vi tage til Mole Nationalpark. Turen lyder meget, men meget, besværlig, men alle kommentarer bekræfter at det er værd at udstå de diverse strabadser med offentlig transportmiddel til nationalparken. I Nordghana er der mange interessante landsbyer, især Paga med deres hellige krokodiller. Turen tilbage mod syd vil foregå øst for søen Volta, gennem byerne Hohoe og Ho. Der skulle være masser at se på vejen, især en del vandfald og landsbyer.

Vi regner med at turen vil tage næsten to hele uger, men undervejs vil vi gøre vores bedste for at informere og opdatere på vores blog, og evt. inkludere et kort for at vise ruten

De nye sidste timer...

Becky har lige ringet. Kaeresten Raji var i dag inde hos immigration og har faaet at vide, at vi foreloebigt ikke bliver vist ud af landet. Det er da rart at alle andre kan faa at vide, hvad der foregaar, eftersom at vi ikke har hoert noget som helst, heller ikke engang paa nuvaerende tidspunkt 7 timer inden vores paastaaede afgang.
Vi er dog klar til i en fart at pakke vores ting sammen, hvis de pludselig skulle ringe fra immigration.
Dog er vi ganske forundret over, at British Airways stadig har en reservation med vores navne til i aften kl. 22.40 og ogsaa stadig vore oprindelige billet til d. 9. november.
Eftersom vi nok ikke hoerer mere i dag, bliver vi jo i landet. Vi regner med at tage paa tur i weekenden, og i naeste uge vil vi planlaegge at rejse op mod den nordlige del af Ghana til graensen mod Burkina Faso. Hvis de ringer fra immigration kan de jo bare hente os, eller vente paa at vi kan naa frem til hovedstaden. Med andre ord: det er nu slut med at vaere afhaengige af immigration, da de ikke lader til at kunne tage sig sammen til at tage hverken den ene eller den anden beslutning. Og vi kan rejse frit i landet med det midlertidige pas, som immigration har givet os i bytte for vores originale pas.
Det bliver saa bare sjovt at moede op d. 3. november og bede om forlaengelse af visum... isaer hvis vi hverken har faaet vores pas eller flybillet tilbage.

Endnu en gang farvel eller endnu en gang velkommen?

Endnu en gang skriver vi den sidste besked i vores blog. Det er efterhånden blevet til en del afskeder, og hvem ved om denne bliver den endelige.

De sidste 10 dage har vi ikke rigtigt tilføjet mange nyheder til vores blog. Alt ståhej med immigration har fyldt en del, og vi regnede med allerede på nuværende tidspunkt at være tilbage i Spanien. Dog har immigration åbenbart ikke travlt med at smide os ud af landet, efter at vi for 10 dage side fik at vide, at vi ville blive sendt hjem med næste fly. De fleste fly letter her over nabolaget Teshi, hvor vi bor, så vi kan selv bekræfte, at der har været mange fly, som kunne have været det næste.

Vi har stadig en billet reserveret ud af landet i morgen kl. 22.40, og vores oprindelige billet hjem d. 9. november er der også stadig. Eftersom vi endnu ikke har hørt nærmere om vores skæbne her i Ghana, selvom der nu kun er 30 timer til vores påståede udvisning, ved vi ikke rigtig hvad vi skal regne med. Loven siger, at vi skal gives besked minimum 24 timer inden, men endnu en gang kan man jo ikke regne med det, man burde regne med. Lovens håndhævere plejer jo ikke altid at følge loven på samme vis, som andre dødelige forventes at følge de selvsamme love. Det er jo ikke unikt for Ghana heller.

I morgen pakker vi rygsækken og ser tirsdagen an. Mere kan vi ikke gøre, da noget tyder på, at immigration hverken kommer med instrukser, bekræftelse eller afkræftelse angående vores videre skæbne i Ghana.

Sidste forsoeg.

Tredje besoeg ved Immigration i Acra haaber vi bliver lykkens forsoeg. IYEP er blevet bange for at miste deres lille forretning, saa i gaar blev vi ringet op af Pandora i Spanien, og fik at vide, at IYEP i Ghana vil traekke deres tidligere skrivelse om at vi ikke er velomne tilbage. Vi har saa trukket vores aflysning af hele projektet tilbage (kun paa papir, projektet er stadig aflyst). Derfor var vi i dag igen igen hos immigration med en representant fra IYEP. Dog er vores udvisning naaet til hoejeste chef hos immigration, og paa nuvaerende tidspunkt, kan det blive svaert at faa vedkommende til at aendre mening. Maaske er det bare tomme trusler, da de fra immigration igen skaeldte IYEP ud for den fremgangsmaade de har valgt. Dog fik vi af samtalen opfanget, at de er i gang med at aendre vores billetter hjem til et fly paa tirsdag (dvs vi lander onsdag), og at de ikke kan garantere, at en ny forhandling om at vedligeholde de forhenvaerende billetter i november ikke kommer til at koste nye gebyrer. De gebyrer maa IYEP saa tage sig af, men nu venter vi og ser, hvad der videre sker. Vi kan se at vores billetter hjem er blevet aendret til paa tirsdag, men vores billetter i november er endnu ikke slettet. Vi skriver videre om vores venlige udvisning eller evt. tilladelse til at blive i landet.

En tur med spritbåden.

Vi havde en rigtig sjov weekend. Lørdag tog Becky og kæresten Raji os med op til verdens største kunstige sø, Volta (det påstår de ihvertfald) ved Akosombo, for at tage på en heldags bådtur. Paco klagede sig en del på vejen, da det øsede ned, og ikke så ud til at ville klare op. Men fantastisk nok regnede det ikke, da vi nåede frem til båden, og vi var heldige resten af dagen. Det var overskyet, derfor behøvede vi heller ikke at bekymre os om solcreme.
Mens vi fik en øl kunne vi ikke gøre meget andet end at lytte til bådens alt for højtlydende live band. Efter middagsmad, som bestod af en sparsom men ok buffet, lagde båden til ved Dodi Island og tiggende børn førte os fra den ene ende af øen til den anden (ca. 100 m). Selvfølgelig fik de da så en lille skilling for deres ”besvær”.
Becky bøvler med sit ene knæ, så hun blev på båden. Vi opdagede senere, at hun havde taget ekstra mad med – kyllingelår, men hun er jo også en stor dame som spiser meget. Vi fik et par ekstra øl, og det gjorde andre gæster vist også, da man hen imod slutningen af turen om eftermiddagen kunne se dansende afrikanere over hele båden.
Efter 6 en halv time, kl. 16.00 lagde vi til ved Akosombo og begav os tilbage mod Accra – igen i regnvejr, som vi nærmede os vores tilholdssted.
En sidste øl, et par grin, og vi gik alle trætte i seng ved 21 tiden.

Søndag havde vi aftalt at tage ude og se på det nye projekt, som IYEP havde fundet til os. Vi skulle have været hentet kl. 10.30, men de dukkede først op kl. 12.30. Forundret over at vi ikke ville tage al vores bagage med ud at se på det nye projekt, kørte de os så ud på en 3 timers bumletur i taxa, for at besøge et børnehjem i byen Swedru. Børnehjemmets ganske flinke madamme, sagde at de frivillige hun tager imod, søger om at kunne udfolde et vist projekt på hendes børnehjem, mens vi troede, at vi blev sendt dertil for at hjælpe med undervisning og vedligeholdelse. Endnu en gang sendte IYEP os så til et projekt, som er ganske organiseret i sig selv, og ikke har brug for frivillige, måske da til andet end at lege med børnene om eftermiddagen. Om morgene er alle børnene i skole, og derfor har de slet ikke brug for hjælp til undervisning, og da vi ikke var klar over det, vidste vi jo heller ikke, at vi skulle have et projekt klar til at udfolde på stedet. På turen tilbage nåede det jo at blive mørkt, og vi havde gjort klar, at hvis det nåede at blive mørkt, skulle de køre os helt hjem. De var ikke helt villige, da de skulle i modsat retning, og ikke kunne forstå, hvordan det da kan være risikabelt for to hvide personer at opholde sig på busstationen om natten (her er det nat, når det bliver mørkt kl. 18). Det endte dog med, at de kørte os helt hjem til Becky, og kl. Var da også blevet næsten 20. På det tidspunkt vidste vi allerede, hvad vi blev nødt til at rapportere til Pandora i Spanien dagen efter (mandag).

Kongens nye klæder.

I går onsdag brugte vi hele morgenen hos den nye organisation Fight AIDS Ghana. Det er en lille græsrodsorganisation, som hjælper det nærmere lokalsamfund. Ud over at stille computere og internet til rådighed for de unge, så de kan lære ny teknologi, samarbejder de med en lille skole og et børnehjem. Skolen drives af en liberiansk flygtning, som af taknemmelighed til herren deroppe, besluttede at tage hånd om nogle af de sociale problemer, han til hverdag kunne se i samfundet. Derfor undervises nu 90 børn, som ellers ikke ville have nogen chance for at gå i skole, endten pga. forældres pengemangel, forældres sygdom (bl.a. HIV), eller i de værste tilfælde pga. manglende forældre. Næsten ved siden af, besøgte vi et børnehjem med skrigende snotunger. Jeg ville også skrige lidt, hvis jeg skulle bo under de forhold. Men det må da være bedre end at skulle bo på gaden uden mad og omsorg. Her får de da noget af det de har brug for.

Resten af morgenen brugte vi på deres kontor og udnyttede brugen af internet. Især til at skrive til Pandora i Spanien for at informere dem om de seneste nyheder. Egentligt havde vi ikke noget nyt at fortælle, og Pandora kunne kun fortælle, at IYEP i Ghana påstår, at vi har accepteret et nyt projekt og regner med at nu er alt løst. Heldigvis er de ikke helt dumme hos Pandora og forlanger en beskrivelse og en plan for dette såkaldte nye projekt. Det venter de så stadig på her et par dage efter. Vi har gjort dem klart hos IYEP, at vi ikke er interesseret i at snakke med dem, og de bare kan kontakte Pandora i Spanien. Og over for Pandora har vi givet udtryk for at være trætte af IYEP´s impulsive handlinger og manglende organisation. Nu må vi så se, hvad der sker.

Heldigvis er vi da glade for værtsfamilien. De tager sig alle godt af os og vi nyder at bo her. Eftersom at hun for et par år siden var ude for et uheld, er hun disse dage sygemeldt med venstre ben og keder sig vist lidt. Derfor er vi så heldige disse dage at have hushjælp på – Becky´s mor, som bor ved næste gadekryds, har lånt hende sin stuepige. Da der i forvejen kom en del folk forbi her i huset, så er der nu endnu flere mennesker, og Becky har endda fået sin nevø til at komme og lave mad til os. Nu havde vi endeligt fået Becky forklaret, at maden var alt for krydret, så nu kan vi starte forfra med den nye kok. Som Paco i går sagde: ”maden er god, bare ærgeligt at man mister fornemmelsen i mund og læber efter 30 sekunder”.

Vi fik en snak med Becky angående hele situationen med Pandora og IYEP, og heldigvis lader hun ikke til at være bekymret. Hun kender heller ikke IYEP, hun har aldrig haft frivillige (og fremmede) boende hos sig, og desuden har hun slet ikke modtaget nogle instrukser (dem skulle hun have fået af IYEP). Heldigvis er hun som hun er, og heldigvis er vi som vi er, og det fungerer fint sammen. Lige nu er en af vores prioriteter under uenighederne mellem os, Pandora og IYEP, at hun ihvertfald ikke skal snydes eller blandes ind i vores lille fejd.

I dag onsdag brugte vi igen dagen hos Fight AIDS Ghana og benyttede os af internet. Det tog så ca. kun 45 min. at uploade videon fra bussen, og den følgende vide fra samme bustur, kunne vi ikke nå at uploade. Vi fik fortalt Fight AIDS Ghana nogle af de ting, som vi mener kan forbedre deres organisation, og de lytter til os, som var vi de vise hvide mænd. Ud over at komme med ideer og forbedrelser, evt. hjælpe til på skolen og børnehjemmet, administrativt arbejde med sponsorer, bliver vi selvfølgelig også brugt som attraktion. Vi er jo de to blegfiser, som børnene og de unge gerne vil hen og se.

Vi tager dog lidt afstand fra nogle af de religøse temaer i organisationen, men det bliver vi nødt til at se gennem fingre med, da de er meget religiøse. De fleste ghanesere går rundt med en vis bog, sidder med en vis bog mellem hænderne, synger spontant salmer, i radioen bliver der sunget hellige sange, og på TV vises der næsten kun serier med religøse temaer. Skuespillerne er elendige, de er dårligt optaget, i det hele taget er der mange videoer på youtube, som folk har filmet bedre med deres mobil telefon, men det lader ikke til at være vigtigt når moralen er hovedperson. Organisationen Fight AIDS Ghana prøver at prædike afholdenhed som en kur mod HIV, men det ved vi jo alle, at det er for naivt. Det kan vi nok ikke ændre, men vi håber at kunne få dem på flere og mere fornuftige tanker.

Hjemme hos Becky opdage vi, at de Pringles vi købte for dyre penge i går, desværre var gået til at underholde hende i dag. Så Paco tog de resterende chips og skyndte sig at spise dem, bar så vi i det mindste kunne nå at smage dem denne gang. Men vi klager ikke, vi grinte bare ad det. Det værste er, at de ikke kender chips, og man kan ikke få dem i mange supermarkeder, så hvis vi gerne vil have chips igen, skal vi ind til et indkøbscenter. Næste gang bliver der så købt dobbelt, og vi skjuler det halve...

Mens vi sidder og spiser de resterende chips krummer dukker skrædderen op. Paco skal have lagt to par bukser ind, og siden han nu var her, tog han mål til bukser og skjorte. Jeg lagde ikke mærke til det, men da jeg så også skulle have taget mål, kunne vi godt regne ud, hvad der skulle tages mål til. Becky har en forretning med afrikansk tradiotionelt tøj og smykker. Paco sagde med det samme: ”hun har inviteret os med i kirke, men det tøj vi har valgt til at bruge i en flygtningelejr er ikke godt nok, så hun er nødt til at klæde os pænt på”. Det har han sikkert ret i; vi går rundt og ligner to trekking nørder fra firserne. Hun insisterer på, at give os en tradiotionelle afrikanske klæder, og vi vil selvfølgelig grine af, at det er for at se pæne ud, når hun slæber os med i kirke. Hun får os dog ikke til at gå rundt med Det Nye Testamente, som alle de andre.

Marked i Accra og tro-tro

Hvis I kan forestille jer ophørsudsalg i Bilka med rabat 90 % på alle varer, så kan I stadig ikke forestiller jer, hvordan et afrikansk marked er at gå igennem, men det nærmer sig. Desuden passer man i starten på ikke at skubbe for meget til folk, især de personer som transporterer varer i sække eller baljer på hovedet. Det må være fantastisk praktisk at kunne balancere rundt med et bundt knive på hovedet... Der sælges alt bras hjertet ikke begærer, medmindre man da har brug for tøjklemmer og plastik nips. Jeg forstår ikke helt, hvad de tager på marked for, da det jo må være begrænset, hvor tit man køber et nyt tørrestativ eller en ny skobørste. Men det er åbenbart vigtigt at dukke op, og vi krydsede nok kun plastik afdelingen, men det var nu også svært nok.

Accra har flere busstationer. Alt efter hvilken retning man skal, skal man tage til den ene eller den anden. Det lyder jo ikke så svært, og det er det faktisk heller ikke, når man har prøvet det et par gange. Det svære er at finde den rigtige bus. Der er ingen skilte, folk peger i alle retninger, når man spørger. Inden man ser sig om, ender man heldigvis i den rigtige bus. Bus er desuden en pæn beskrivelse for det de kalder ”tro-tro”, ja faktisk kørte vi en dag i en gammel dansk varevogn som var lavet om til minibus med plads til 20 personer. Nødudgangene var tydeligt markeret med danske ord, men sikkert ikke til megen nytte. Disse varevogne, som nu bruges til at transportere alt for mange mennesker på samme tid, udgør den offentlige transport i Accra. Det forurener, der er ingen køreplaner, men det lader til at være det eneste de har, og det har de fået til at virke.

En el mismo viaje... / På samme bustur...

Durante el mismo viaje algunos son capaces de echar una cabezadita...

På samme busrejse er der enddog nogle som kan tage sig en lur...

Así viajamos todos los días!! / Sådan kører vi med bussen hver dag!!

Esto es un breve vídeo del traqueteo de los tro-tros por esos caminos llenos de baches. El trayecto dura 1 hora y las cervicales van de un lado para otro...

Dette er en kort video, som viser turen i en rystende tro-tro, da vejen er fuld af huller. Turen tager ca. 1 time og passagerernes hoveder svinger fra side til side...

Frivillige siger op

Det lyder værre end det egentlig er.

Torsdag møder vi op på arbejde, frivilligt og frivilligt arbejde. Vi resumerer gårsdagen opgaver og inden vi ser os om, bliver vi sat til at betjene i receptionen. Paco bliver sat i hovedreceptionen og jeg sendes til øjenklinikken (samme bygning). Faktisk havde vi det sjovt med personalet, da vi ikke tog det så alvorligt. Paco havde selvfølgelig problemer med sproget, mens jeg havde problemer med recepter. Jeps, jeg blev indblandet i at skrive recepter ud til patienter, men faktisk var det jo slet ikke så svært når øjenlægen giver samme medicin til 99 % af sine patienter (øjendråber hver 6. time i 11 dage).

Inden dagen var omme havde vi besluttet at opfinde en undskyldning for ikke at gå på arbejde om fredagen. Det var let nok, da fredag var national helligdag og sidste dag af Rhamadan. Torsdag og fredag fik vi så Pandora i Spanien sat ind i sagen – de var ganske chokeret, og vil insistere på at IYEP i Ghana skal finde et tilsvarende projekt, som det vi var lovet fra starten. Vi er mere chokeret over, at Pandora sender folk ud til såkaldte samarbejdspartnere, som de slet ikke kender. Det heldige er, at vi ikke går i stå og ikke kan finde ud af tingene. Hvis Pandora og IYEP ikke kan finde ud af at kontakte velgørenhedsorganisationer her i Ghana, så kan vi da gøre det for dem. Faktisk har vi allerede snakket med tre, som er imødekommende og velkommer frivilligt arbejde, derfor kan vi faktisk allerede nu sammensætte vores eget frivillige arbejde, som vi selv har fundet. Men det er jo ikke det, vi har betalt 750 euro for 8 uger (pr. Person), så det skulle jo have være klaret hjemmefra. Vi har jo også nu spildt den første uge... Vi synes ikke den er spildt, da vi oplever en masse, men med hensigt på frivilligt arbejde, er den jo spildt. Næste gang vil jeg skrive mere om de nye organisationer, da jeg endnu ikke vil nævne dem, da vi er afhænge af Pandora og IYEP, og om de nu tager sig sammen og gennemfører det de har lovet, og det vi har betalt for.

I huset går det fint. Becky begynder så småt at finde ud af, hvilken form for mad vi kan lide. Det er første gang hun tager imod frivillige, hun har ikke fået nogle instrukser, så vi må sige, at hun tager hele situationen bedre end man skulle tro. Husk på, at de i Ghana er meget religiøse. I dag blev Paco skældt ud af en ukendt dame på gaden for at ryge, da ”Gud har skabt mennesket smukt, og derfor er man forpligtet til at passe på kroppen”. Godt at mennesket er smukt, men hvis de en dag pludselig begynder at mene det samme om naturen, kan de gå i gang med et ordentligt oprydningsarbejde... Med denne tanke, mener vi, at Becky klarer det fint, nu da der hver aften på hendes terrasse bliver røget og drukket et par whiskey mens hendes naboer ser til. Hun siger ikke noget til det, og vi opfører os jo pænt og opdragent, og vi er ganske diskrete om glassets indhold. Desuden har hun jo også opdaget, at vi ikke går i kirke, og heller ikke har intentioner om det.

Becky har endda tage os med på disco dasco, dvs. Benzintanken nede ved havnen. Ved siden af benzintanken har man lavet en container om til bar, og ved siden af, bliver der spillet live musik. Det var ganske hyggeligt og sjovt at være med til, og nogle afrikanere var endda så vovede, at de turde snige sig til et billede af os. Nabobordet simulerede naivt hver gang de ville tage et billede, men når blitzen går af i vores retning, er der ikke meget at være i tvivl om. Heldigvis er de voksne da ikke bange for os. Vi kan ikke sige det samme om nogle af de små børn... I onsdags gejlede de hinanden op til, hvem der turde komme os nærmest, og da en af dem tager en pind for at prøve at ”røre” ved Paco, blev de skældt ud. På et af de nye billeder har vi snuppet en af pigerne i at turde røre ved min hånd.

Jeg må vist hellere vende tilbage til titlen. I dag (lørdag) besøgte vi en ny AIDS organisation i Ghana, fik snakket med dem, og vi tager nok hen til dem på tirsdag. Derefter gik vi hen på klinikken og sagde op. Cheferne var ikke til stede, men en af pigerne som vi har arbejdet sammen med i denne uge, var der heldigvis. Vi sagde bare til hende, at de fra Spanien sender os til et nyt projekt på mandag (en lille løgn), men vi ville ikke begynde at forklare med IYEP. Da cheferne ikke var til stede, skrev vi en besked til dem og sagde tak for deres venlighed disse dage. Det var lidt som at sige op på en ”post-it”.

Svedige, sultne og med høj sol og luftfugtighed som en finsk sauna, tog vi en bus ind til centrum. Busser, de såkaldte tro-tro, og centrum i Accra vil blive et kapitel i sig selv, da det bedst kan beskrives med billeder. Paco var den første som bukkede under og sagde højt, at han godt lige kunne spise en burger. Den var ikke helt billig, men for første gang vi slap da for at spise ris. Dog forlangte han at tage et billede af mig og burgeren, for at påstå det modsatte.

Projekt og værtsfamilie

Vores værtsfamilie består af Rebecka – Becky, som er ganske sød og flink, men ikke den store kok. Næsten hele hendes familie bor ved siden af, så faktisk er de alle vores værter og meget behjælpelige. Desværre bor vi bare lidt langt fra vores projekt. Måske er der kun 8 – 10 km, men i Afrika er det meget langt, da vejene er i en elendig tilstand. Elendig betyder fyldt med huller, masser af trafik, og mange steder uden asfalt. Vi bruger lidt over en time hver vej, hvilket vi synes er for meget. Men egentligt kan det være lige meget, da projektet egentligt ikke er noget projekt. Vi tvivler på, om vores projekt med at hjælpe til i flygtningelejren nogenside har eksisteret, da der er mange ting, som ikke stemmer overens. Først sagde de, at Paco´s projekt var ændret til mit, men det vil betyde, at jeg hver dag ville skulle rejse over en time hver vej mellem værtsfamilie og projekt, mens Paco hver dag ville skulle rejse næsten mere en tre timer hver vej til flygtningelejren. Desuden er det først om tirsdagen de tager kontakt til det hospital, som vi er endt på. Det vil jo så sige, at mit projekt egentligt aldrig har eksisteret, og nu da vi i søndags dukkede op i lufthavnen, har de skyndt sig at improvisere et eller andet. Det nuværende projekt på hospitalet er ikke meget af et projekt: vi hjælper til med at overføre data, og ellers går vi faktisk bare i vejen.

I dag vil vi skrive til organisationen i Spanien, Pandora, og fortælle vores erfaringer med den ghanesiske organisation, IYEP, så de i fremtiden ikke sender folk ud til en ikke seriøs organisation, som kun er ude at tjene penge på udlændinge. Derefter ser vi så, om vi fortsætter med vores nuværende sekretær arbejde eller om vi selv gør det arbejde, som IYEP ikke har gjort, og selv finde et velgørende projekt i byen. Men ellers har vi det fint, vejret er varmt og vi hygger udenfor om aftenen med værtsfamilien. Hvor vi ikke har været heldige med projektet, har vi da i det mindste været heldige med værtsfamilien.

Hvis der er nogle, som finder et interessant projekt i Ghana, gerne i hovedstaden Accra, må I da endelig gerne sige til eller sende link.

Projekt og værtsfamilie

Vores værtsfamilie består af Rebecka – Becky, som er ganske sød og flink, men ikke den store kok. Næsten hele hendes familie bor ved siden af, så faktisk er de alle vores værter og meget behjælpelige. Desværre bor vi bare lidt langt fra vores projekt. Måske er der kun 8 – 10 km, men i Afrika er det meget langt, da vejene er i en elendig tilstand. Elendig betyder fyldt med huller, masser af trafik, og mange steder uden asfalt. Vi bruger lidt over en time hver vej, hvilket vi synes er for meget. Men egentligt kan det være lige meget, da projektet egentligt ikke er noget projekt. Vi tvivler på, om vores projekt med at hjælpe til i flygtningelejren nogenside har eksisteret, da der er mange ting, som ikke stemmer overens. Først sagde de, at Paco´s projekt var ændret til mit, men det vil betyde, at jeg hver dag ville skulle rejse over en time hver vej mellem værtsfamilie og projekt, mens Paco hver dag ville skulle rejse næsten mere en tre timer hver vej til flygtningelejren. Desuden er det først om tirsdagen de tager kontakt til det hospital, som vi er endt på. Det vil jo så sige, at mit projekt egentligt aldrig har eksisteret, og nu da vi i søndags dukkede op i lufthavnen, har de skyndt sig at improvisere et eller andet. Det nuværende projekt på hospitalet er ikke meget af et projekt: vi hjælper til med at overføre data, og ellers går vi faktisk bare i vejen.

I dag vil vi skrive til organisationen i Spanien, Pandora, og fortælle vores erfaringer med den ghanesiske organisation, IYEP, så de i fremtiden ikke sender folk ud til en ikke seriøs organisation, som kun er ude at tjene penge på udlændinge. Derefter ser vi så, om vi fortsætter med vores nuværende sekretær arbejde eller om vi selv gør det arbejde, som IYEP ikke har gjort, og selv finde et velgørende projekt i byen. Men ellers har vi det fint, vejret er varmt og vi hygger udenfor om aftenen med værtsfamilien. Hvor vi ikke har været heldige med projektet, har vi da i det mindste været heldige med værtsfamilien.

Hvis der er nogle, som finder et interessant projekt i Ghana, gerne i hovedstaden Accra, må I da endelig gerne sige til eller sende link.