Vi havde en rigtig sjov weekend. Lørdag tog Becky og kæresten Raji os med op til verdens største kunstige sø, Volta (det påstår de ihvertfald) ved Akosombo, for at tage på en heldags bådtur. Paco klagede sig en del på vejen, da det øsede ned, og ikke så ud til at ville klare op. Men fantastisk nok regnede det ikke, da vi nåede frem til båden, og vi var heldige resten af dagen. Det var overskyet, derfor behøvede vi heller ikke at bekymre os om solcreme.
Mens vi fik en øl kunne vi ikke gøre meget andet end at lytte til bådens alt for højtlydende live band. Efter middagsmad, som bestod af en sparsom men ok buffet, lagde båden til ved Dodi Island og tiggende børn førte os fra den ene ende af øen til den anden (ca. 100 m). Selvfølgelig fik de da så en lille skilling for deres ”besvær”.
Becky bøvler med sit ene knæ, så hun blev på båden. Vi opdagede senere, at hun havde taget ekstra mad med – kyllingelår, men hun er jo også en stor dame som spiser meget. Vi fik et par ekstra øl, og det gjorde andre gæster vist også, da man hen imod slutningen af turen om eftermiddagen kunne se dansende afrikanere over hele båden.
Efter 6 en halv time, kl. 16.00 lagde vi til ved Akosombo og begav os tilbage mod Accra – igen i regnvejr, som vi nærmede os vores tilholdssted.
En sidste øl, et par grin, og vi gik alle trætte i seng ved 21 tiden.
Søndag havde vi aftalt at tage ude og se på det nye projekt, som IYEP havde fundet til os. Vi skulle have været hentet kl. 10.30, men de dukkede først op kl. 12.30. Forundret over at vi ikke ville tage al vores bagage med ud at se på det nye projekt, kørte de os så ud på en 3 timers bumletur i taxa, for at besøge et børnehjem i byen Swedru. Børnehjemmets ganske flinke madamme, sagde at de frivillige hun tager imod, søger om at kunne udfolde et vist projekt på hendes børnehjem, mens vi troede, at vi blev sendt dertil for at hjælpe med undervisning og vedligeholdelse. Endnu en gang sendte IYEP os så til et projekt, som er ganske organiseret i sig selv, og ikke har brug for frivillige, måske da til andet end at lege med børnene om eftermiddagen. Om morgene er alle børnene i skole, og derfor har de slet ikke brug for hjælp til undervisning, og da vi ikke var klar over det, vidste vi jo heller ikke, at vi skulle have et projekt klar til at udfolde på stedet. På turen tilbage nåede det jo at blive mørkt, og vi havde gjort klar, at hvis det nåede at blive mørkt, skulle de køre os helt hjem. De var ikke helt villige, da de skulle i modsat retning, og ikke kunne forstå, hvordan det da kan være risikabelt for to hvide personer at opholde sig på busstationen om natten (her er det nat, når det bliver mørkt kl. 18). Det endte dog med, at de kørte os helt hjem til Becky, og kl. Var da også blevet næsten 20. På det tidspunkt vidste vi allerede, hvad vi blev nødt til at rapportere til Pandora i Spanien dagen efter (mandag).
Mens vi fik en øl kunne vi ikke gøre meget andet end at lytte til bådens alt for højtlydende live band. Efter middagsmad, som bestod af en sparsom men ok buffet, lagde båden til ved Dodi Island og tiggende børn førte os fra den ene ende af øen til den anden (ca. 100 m). Selvfølgelig fik de da så en lille skilling for deres ”besvær”.
Becky bøvler med sit ene knæ, så hun blev på båden. Vi opdagede senere, at hun havde taget ekstra mad med – kyllingelår, men hun er jo også en stor dame som spiser meget. Vi fik et par ekstra øl, og det gjorde andre gæster vist også, da man hen imod slutningen af turen om eftermiddagen kunne se dansende afrikanere over hele båden.
Efter 6 en halv time, kl. 16.00 lagde vi til ved Akosombo og begav os tilbage mod Accra – igen i regnvejr, som vi nærmede os vores tilholdssted.
En sidste øl, et par grin, og vi gik alle trætte i seng ved 21 tiden.
Søndag havde vi aftalt at tage ude og se på det nye projekt, som IYEP havde fundet til os. Vi skulle have været hentet kl. 10.30, men de dukkede først op kl. 12.30. Forundret over at vi ikke ville tage al vores bagage med ud at se på det nye projekt, kørte de os så ud på en 3 timers bumletur i taxa, for at besøge et børnehjem i byen Swedru. Børnehjemmets ganske flinke madamme, sagde at de frivillige hun tager imod, søger om at kunne udfolde et vist projekt på hendes børnehjem, mens vi troede, at vi blev sendt dertil for at hjælpe med undervisning og vedligeholdelse. Endnu en gang sendte IYEP os så til et projekt, som er ganske organiseret i sig selv, og ikke har brug for frivillige, måske da til andet end at lege med børnene om eftermiddagen. Om morgene er alle børnene i skole, og derfor har de slet ikke brug for hjælp til undervisning, og da vi ikke var klar over det, vidste vi jo heller ikke, at vi skulle have et projekt klar til at udfolde på stedet. På turen tilbage nåede det jo at blive mørkt, og vi havde gjort klar, at hvis det nåede at blive mørkt, skulle de køre os helt hjem. De var ikke helt villige, da de skulle i modsat retning, og ikke kunne forstå, hvordan det da kan være risikabelt for to hvide personer at opholde sig på busstationen om natten (her er det nat, når det bliver mørkt kl. 18). Det endte dog med, at de kørte os helt hjem til Becky, og kl. Var da også blevet næsten 20. På det tidspunkt vidste vi allerede, hvad vi blev nødt til at rapportere til Pandora i Spanien dagen efter (mandag).
ja ,ja endnu engang kan man ikke forstå organisationen. I prøver da noget. Mormor har læste om jeres oplevelser. Hyg jer.
ResponderEliminarKÆrligst fra far og mor og mormor