Det lyder værre end det egentlig er.
Torsdag møder vi op på arbejde, frivilligt og frivilligt arbejde. Vi resumerer gårsdagen opgaver og inden vi ser os om, bliver vi sat til at betjene i receptionen. Paco bliver sat i hovedreceptionen og jeg sendes til øjenklinikken (samme bygning). Faktisk havde vi det sjovt med personalet, da vi ikke tog det så alvorligt. Paco havde selvfølgelig problemer med sproget, mens jeg havde problemer med recepter. Jeps, jeg blev indblandet i at skrive recepter ud til patienter, men faktisk var det jo slet ikke så svært når øjenlægen giver samme medicin til 99 % af sine patienter (øjendråber hver 6. time i 11 dage).
Inden dagen var omme havde vi besluttet at opfinde en undskyldning for ikke at gå på arbejde om fredagen. Det var let nok, da fredag var national helligdag og sidste dag af Rhamadan. Torsdag og fredag fik vi så Pandora i Spanien sat ind i sagen – de var ganske chokeret, og vil insistere på at IYEP i Ghana skal finde et tilsvarende projekt, som det vi var lovet fra starten. Vi er mere chokeret over, at Pandora sender folk ud til såkaldte samarbejdspartnere, som de slet ikke kender. Det heldige er, at vi ikke går i stå og ikke kan finde ud af tingene. Hvis Pandora og IYEP ikke kan finde ud af at kontakte velgørenhedsorganisationer her i Ghana, så kan vi da gøre det for dem. Faktisk har vi allerede snakket med tre, som er imødekommende og velkommer frivilligt arbejde, derfor kan vi faktisk allerede nu sammensætte vores eget frivillige arbejde, som vi selv har fundet. Men det er jo ikke det, vi har betalt 750 euro for 8 uger (pr. Person), så det skulle jo have være klaret hjemmefra. Vi har jo også nu spildt den første uge... Vi synes ikke den er spildt, da vi oplever en masse, men med hensigt på frivilligt arbejde, er den jo spildt. Næste gang vil jeg skrive mere om de nye organisationer, da jeg endnu ikke vil nævne dem, da vi er afhænge af Pandora og IYEP, og om de nu tager sig sammen og gennemfører det de har lovet, og det vi har betalt for.
I huset går det fint. Becky begynder så småt at finde ud af, hvilken form for mad vi kan lide. Det er første gang hun tager imod frivillige, hun har ikke fået nogle instrukser, så vi må sige, at hun tager hele situationen bedre end man skulle tro. Husk på, at de i Ghana er meget religiøse. I dag blev Paco skældt ud af en ukendt dame på gaden for at ryge, da ”Gud har skabt mennesket smukt, og derfor er man forpligtet til at passe på kroppen”. Godt at mennesket er smukt, men hvis de en dag pludselig begynder at mene det samme om naturen, kan de gå i gang med et ordentligt oprydningsarbejde... Med denne tanke, mener vi, at Becky klarer det fint, nu da der hver aften på hendes terrasse bliver røget og drukket et par whiskey mens hendes naboer ser til. Hun siger ikke noget til det, og vi opfører os jo pænt og opdragent, og vi er ganske diskrete om glassets indhold. Desuden har hun jo også opdaget, at vi ikke går i kirke, og heller ikke har intentioner om det.
Becky har endda tage os med på disco dasco, dvs. Benzintanken nede ved havnen. Ved siden af benzintanken har man lavet en container om til bar, og ved siden af, bliver der spillet live musik. Det var ganske hyggeligt og sjovt at være med til, og nogle afrikanere var endda så vovede, at de turde snige sig til et billede af os. Nabobordet simulerede naivt hver gang de ville tage et billede, men når blitzen går af i vores retning, er der ikke meget at være i tvivl om. Heldigvis er de voksne da ikke bange for os. Vi kan ikke sige det samme om nogle af de små børn... I onsdags gejlede de hinanden op til, hvem der turde komme os nærmest, og da en af dem tager en pind for at prøve at ”røre” ved Paco, blev de skældt ud. På et af de nye billeder har vi snuppet en af pigerne i at turde røre ved min hånd.
Jeg må vist hellere vende tilbage til titlen. I dag (lørdag) besøgte vi en ny AIDS organisation i Ghana, fik snakket med dem, og vi tager nok hen til dem på tirsdag. Derefter gik vi hen på klinikken og sagde op. Cheferne var ikke til stede, men en af pigerne som vi har arbejdet sammen med i denne uge, var der heldigvis. Vi sagde bare til hende, at de fra Spanien sender os til et nyt projekt på mandag (en lille løgn), men vi ville ikke begynde at forklare med IYEP. Da cheferne ikke var til stede, skrev vi en besked til dem og sagde tak for deres venlighed disse dage. Det var lidt som at sige op på en ”post-it”.
Svedige, sultne og med høj sol og luftfugtighed som en finsk sauna, tog vi en bus ind til centrum. Busser, de såkaldte tro-tro, og centrum i Accra vil blive et kapitel i sig selv, da det bedst kan beskrives med billeder. Paco var den første som bukkede under og sagde højt, at han godt lige kunne spise en burger. Den var ikke helt billig, men for første gang vi slap da for at spise ris. Dog forlangte han at tage et billede af mig og burgeren, for at påstå det modsatte.
Torsdag møder vi op på arbejde, frivilligt og frivilligt arbejde. Vi resumerer gårsdagen opgaver og inden vi ser os om, bliver vi sat til at betjene i receptionen. Paco bliver sat i hovedreceptionen og jeg sendes til øjenklinikken (samme bygning). Faktisk havde vi det sjovt med personalet, da vi ikke tog det så alvorligt. Paco havde selvfølgelig problemer med sproget, mens jeg havde problemer med recepter. Jeps, jeg blev indblandet i at skrive recepter ud til patienter, men faktisk var det jo slet ikke så svært når øjenlægen giver samme medicin til 99 % af sine patienter (øjendråber hver 6. time i 11 dage).
Inden dagen var omme havde vi besluttet at opfinde en undskyldning for ikke at gå på arbejde om fredagen. Det var let nok, da fredag var national helligdag og sidste dag af Rhamadan. Torsdag og fredag fik vi så Pandora i Spanien sat ind i sagen – de var ganske chokeret, og vil insistere på at IYEP i Ghana skal finde et tilsvarende projekt, som det vi var lovet fra starten. Vi er mere chokeret over, at Pandora sender folk ud til såkaldte samarbejdspartnere, som de slet ikke kender. Det heldige er, at vi ikke går i stå og ikke kan finde ud af tingene. Hvis Pandora og IYEP ikke kan finde ud af at kontakte velgørenhedsorganisationer her i Ghana, så kan vi da gøre det for dem. Faktisk har vi allerede snakket med tre, som er imødekommende og velkommer frivilligt arbejde, derfor kan vi faktisk allerede nu sammensætte vores eget frivillige arbejde, som vi selv har fundet. Men det er jo ikke det, vi har betalt 750 euro for 8 uger (pr. Person), så det skulle jo have være klaret hjemmefra. Vi har jo også nu spildt den første uge... Vi synes ikke den er spildt, da vi oplever en masse, men med hensigt på frivilligt arbejde, er den jo spildt. Næste gang vil jeg skrive mere om de nye organisationer, da jeg endnu ikke vil nævne dem, da vi er afhænge af Pandora og IYEP, og om de nu tager sig sammen og gennemfører det de har lovet, og det vi har betalt for.
I huset går det fint. Becky begynder så småt at finde ud af, hvilken form for mad vi kan lide. Det er første gang hun tager imod frivillige, hun har ikke fået nogle instrukser, så vi må sige, at hun tager hele situationen bedre end man skulle tro. Husk på, at de i Ghana er meget religiøse. I dag blev Paco skældt ud af en ukendt dame på gaden for at ryge, da ”Gud har skabt mennesket smukt, og derfor er man forpligtet til at passe på kroppen”. Godt at mennesket er smukt, men hvis de en dag pludselig begynder at mene det samme om naturen, kan de gå i gang med et ordentligt oprydningsarbejde... Med denne tanke, mener vi, at Becky klarer det fint, nu da der hver aften på hendes terrasse bliver røget og drukket et par whiskey mens hendes naboer ser til. Hun siger ikke noget til det, og vi opfører os jo pænt og opdragent, og vi er ganske diskrete om glassets indhold. Desuden har hun jo også opdaget, at vi ikke går i kirke, og heller ikke har intentioner om det.
Becky har endda tage os med på disco dasco, dvs. Benzintanken nede ved havnen. Ved siden af benzintanken har man lavet en container om til bar, og ved siden af, bliver der spillet live musik. Det var ganske hyggeligt og sjovt at være med til, og nogle afrikanere var endda så vovede, at de turde snige sig til et billede af os. Nabobordet simulerede naivt hver gang de ville tage et billede, men når blitzen går af i vores retning, er der ikke meget at være i tvivl om. Heldigvis er de voksne da ikke bange for os. Vi kan ikke sige det samme om nogle af de små børn... I onsdags gejlede de hinanden op til, hvem der turde komme os nærmest, og da en af dem tager en pind for at prøve at ”røre” ved Paco, blev de skældt ud. På et af de nye billeder har vi snuppet en af pigerne i at turde røre ved min hånd.
Jeg må vist hellere vende tilbage til titlen. I dag (lørdag) besøgte vi en ny AIDS organisation i Ghana, fik snakket med dem, og vi tager nok hen til dem på tirsdag. Derefter gik vi hen på klinikken og sagde op. Cheferne var ikke til stede, men en af pigerne som vi har arbejdet sammen med i denne uge, var der heldigvis. Vi sagde bare til hende, at de fra Spanien sender os til et nyt projekt på mandag (en lille løgn), men vi ville ikke begynde at forklare med IYEP. Da cheferne ikke var til stede, skrev vi en besked til dem og sagde tak for deres venlighed disse dage. Det var lidt som at sige op på en ”post-it”.
Svedige, sultne og med høj sol og luftfugtighed som en finsk sauna, tog vi en bus ind til centrum. Busser, de såkaldte tro-tro, og centrum i Accra vil blive et kapitel i sig selv, da det bedst kan beskrives med billeder. Paco var den første som bukkede under og sagde højt, at han godt lige kunne spise en burger. Den var ikke helt billig, men for første gang vi slap da for at spise ris. Dog forlangte han at tage et billede af mig og burgeren, for at påstå det modsatte.
prøve ;)
ResponderEliminar