Briller eller ej?

Efter at have ventet i en time, blev vi endelig hentet og bragt fra hostel til IYEP’s kontor. Trafikken er ikke til at regne med, men samtidig er den jo også en god undskyldning for manglende punktlighed. På vej til kontoret fik vi vist et indkøbscenter, hvis vi nu skulle mangle noget. Dog opdagede vi, hvor de enkelte hvide mennesker i Ghana opholder sig – mellem importeret ost og dyre vine. 

Da jeg var ved at pudse mine briller fik jeg en forunderlig snak med direktøren, da der ikke er mange folk i Ghana, som bruger briller. Der er sikkert mange som burde bruge briller, men ikke har penge til dem. For os er det jo ikke en luksus at gå med briller, men en nødvendighed. Desuden skal jeg jo bruge briller til at køre bil, hvilket han mente, at det var jo nok også det bedste, da det jo ikke er rart ikke at se ordentligt, og man kan jo få hovedpine. Ja, blandt andet... tænkte jeg bare.

Fra kontoret tog vi en taxa til vores nye projekt: en lægeklinik med AIDS patienter. Vi fik kun lige vist en lille del, og vi fik mødt personalechefen Gladys. Hun mente at det nok var bedst, at vi begge i morgen starter med at arbejde i registeret, og så tager vi det derfra, hvis vi skulle have lyst til at lave noget andet. Vi ved jo endnu ikke, hvordan klinikken virker, så indtil videre har vi ikke noget at modsige Gladys.

Om et par timer bliver vi sendt til vores værtsfamilie, og efter de få detaljer vi har fået, virker det som et ganske OK sted. Men siden nogle ting er blevet ændret siden vores ankomst, lader vi den endelige mening hænge i luften, til vi møder dem, og ser stedet an med vores egne øjne – med nypudsede briller.