Søndag (d. 17. oktober) middag opdager vi, at det faktisk ikke er så let at komme fra Beyin, som vi tror. Og faktisk er vi heldige undervejs...
Vi finder den rigtige tro-tro, selfølgelig i modsat retning, da de ikke kører tilbage igen, hvor de kommer fra. Fire personer og chaufføren begiver vi os mod Tikobo 1, men hurtigt begynder den lille forfaldne tro-tro at blive fyldt. I accra er det dén type tro-tro, som kun tillader tre personer på hver af de fire sæderækker. Pludeslig er vi fire på hver række og tænker; nu kan der da vist ikke proppes flere ind i denne lille tro-tro. Men jo! Tro-tro’en hopper op og ned på den hullede grusvej, og inden vi ser os om, sidder vi fem på hver række – selfølgelig uden at tælle børn med. På et tidspunkt når jeg at tælle 24 personer i alt.
Hvad der pludselig gør det hele værre, en far kommer løbende mod tro-tro’en med sin besvimede søn i armene. Vi ved jo ikke, hvad der er sket den unge dreng, men vi ved, at hvis det er noget slemt, er overlevelseschancerne nok ikke så store så langt fra civilisationen. Faren fortæller på deres lokale sprog, hvad der er sket sønnen og nogle begynder faktisk at smågrine. Vi ved stadig ikke, hvad der er sket, men kan kun gætte på, at det har med drengestrenger der er gået galt at gøre. Efter næsten en time mast sammen i den lille rustne tro-tro når vi endeligt frem til lægehuset og drengens smerteskri forsvinder bag os.
I Tikobo 1 bliver vi alle sat af, og som altid får vi diverse tilbud om hjælp til gengæld for kolde kontanter. Uden megen motivation stiller vi os ved siden af landsbyen eneste gadekryds og håber på, at der snart kommer en tro-tro mod Takoradi. Paco når ikke engang at tænde en cigarret inden vi pludselig sidder i en ny tro-tro. Selvfølgelig dukker den samme person op, som tidligere tilbød at hjælpe os, men denne gang forlanger han penge for vores bagage. Vi ignorerer ham fuldstændigt, da han hverken hjalp eller gjorde os nogen tjeneste. Noget vi heller ikke havde bedt om. Det er ikke første gang, at vi oplever, at folk forlanger penge, for noget helt ude i sumpen. Det irriterende er, at nogle gange insisterer de ganske agressivt, men vi har efterhånden lært, hvordan vi skal ignorere dem. Det samme sker, når vi går på gaden (lige meget hvor henne), og folk råber: ”hey my friend, where are you from? Germany?” Vi ved, at disse personer også bare vil guide os rundt for penge, hvilket vi ikke er interesseret i. Næste gang svarer vi måske tørt: ”Are you from Kenya”, for at understrege at deres indgangvinkel ikke er særlig heldig. Men vi tvivler på, at de overhovede forstår den.
I tro-tro’en til Takoradi sidder vi mast, men dog ikke så ekstremt som tidligere samme dag. Dog har alle folk en del bagage med. Udover vores to rygsække bliver en stor sæk yam (afrikansk svar på kartoffel), diverse gryder, potter, plastikposer, gamle kufferter stoppet ind bag ved det bagerste sæde. Det skal så lige siges, at bag det bagerste sæde er der måske 20 cm. Plads til bagage. Men det ordnes hurtigt med blåt reb, som vi kender som tørresnor, og bagsmækken lukkes så meget den kan. Foran os kører en tro-tro med møbler hængende ud af bagsmækken, så vores tro-tro, var ikke så fyldt, som man måske forestiller sig.
Uden videres forsinkelse når vi frem til Takoradi efter tre timers tro-tro tur på asfalteret vej. Vi har allerede undersøgt tidsplanen for STC bussen (de eneste gode busser i Ghana) mod Kumasi, som kører næste morgen, mandag kl. 4.00. Derfor vælger vi et hostel lige ved siden af STC stationen, selvom det er til overpris, hvis man sammenligner pris og kvalitet. Mange gange kan vi finde noget billigere, men hvis vi skal tidligt afsted, skal vi også lægge penge til taxa oven i planerne. Og siden vi ikke har intentioner om at se noget i Takoradi (der er heller ikke noget at se), gider vi ikke at begive os ind i centrum og bøvle med ekstra transport.
Kl. 3.30 mandag (d. 18. oktober) står vi på STC busstationen og med søvnige øjne, griner vi lidt af deres ineffektive system, alt imens bussen bliver fyldt med kufferter, poser, papkasser med buillonterninger, sammenrullede madrasser, og andet diverser (hvis I da kan komme på flere underlige ting). Paco siger tørt: ”I det mindste er der da ingen geder stoppet i poser med hovedet stikkende ud, som da jeg rejste i Mali”. Undervejs stopper vi i Cape Coast og når lige at købe lidt morgenmad inden bussen kører videre mod Kumasi. Vi sover det meste af vejen mens vi ”nyder” lyden af musikvideoer med moderne afrikansk gospel på twi eller gha (de to meste talt lokale sprog i Ghana). Musikvideoerne består af ikke så lidt betonede religiøse emner, som en kvinde med en bibel i hånden dukker op til en fest og overbeviser deltagerne, at alkohol er djævelens værk, og de ender alle sammen med at danse en religiøs conga.
I Kumasi har mandag og i går og i dag brugt tid på at se byen, gå rundt i gaderne, fundet en god internetcafé og derfor brugt tid på at skrive indslag til bloggen. I går (tirsdag d. 18. oktober) besøgte vi det Nationale Kulturcenter i Kumasi, og fik købt en maske, som kan ses på et billede. De havde en masse spændende figurer, skåle, malerier, masker, osv., men vi skal jo rejse videre mod nord, og det er lige tidligt nok, at fylde rygsækken med skrøbelige souvenirs. I Accra kan man også besøge et kulturcenter, som sælger mange af de samme ting, men man kan ikke få lov at gå rundt i fred, da de alle sammen insisterer at man køber i deres lille butik. Nu ser vi først, hvad vi mere finder undervejs.
På vej tilbage tog vi en omvej for at krydse en lille del af markedet. Paco forsøgte at optage min slalomgang gennem markedets kaos, men videoen er desværre ikke blevet til noget. Aftenen blev brugt på at slappe af med et bad og en øl, inden vi onsdag d. 20. oktober tager bussen mod Tamale kl. 10. Efter sigende skal turen tage ca. 6 timer, derfor regner vi med 7 – 8 timer. Vi når nok kun at ankomme til Tamale, finde et hotel, spiste aftensmad og sove.
Vi finder den rigtige tro-tro, selfølgelig i modsat retning, da de ikke kører tilbage igen, hvor de kommer fra. Fire personer og chaufføren begiver vi os mod Tikobo 1, men hurtigt begynder den lille forfaldne tro-tro at blive fyldt. I accra er det dén type tro-tro, som kun tillader tre personer på hver af de fire sæderækker. Pludeslig er vi fire på hver række og tænker; nu kan der da vist ikke proppes flere ind i denne lille tro-tro. Men jo! Tro-tro’en hopper op og ned på den hullede grusvej, og inden vi ser os om, sidder vi fem på hver række – selfølgelig uden at tælle børn med. På et tidspunkt når jeg at tælle 24 personer i alt.
Hvad der pludselig gør det hele værre, en far kommer løbende mod tro-tro’en med sin besvimede søn i armene. Vi ved jo ikke, hvad der er sket den unge dreng, men vi ved, at hvis det er noget slemt, er overlevelseschancerne nok ikke så store så langt fra civilisationen. Faren fortæller på deres lokale sprog, hvad der er sket sønnen og nogle begynder faktisk at smågrine. Vi ved stadig ikke, hvad der er sket, men kan kun gætte på, at det har med drengestrenger der er gået galt at gøre. Efter næsten en time mast sammen i den lille rustne tro-tro når vi endeligt frem til lægehuset og drengens smerteskri forsvinder bag os.
I Tikobo 1 bliver vi alle sat af, og som altid får vi diverse tilbud om hjælp til gengæld for kolde kontanter. Uden megen motivation stiller vi os ved siden af landsbyen eneste gadekryds og håber på, at der snart kommer en tro-tro mod Takoradi. Paco når ikke engang at tænde en cigarret inden vi pludselig sidder i en ny tro-tro. Selvfølgelig dukker den samme person op, som tidligere tilbød at hjælpe os, men denne gang forlanger han penge for vores bagage. Vi ignorerer ham fuldstændigt, da han hverken hjalp eller gjorde os nogen tjeneste. Noget vi heller ikke havde bedt om. Det er ikke første gang, at vi oplever, at folk forlanger penge, for noget helt ude i sumpen. Det irriterende er, at nogle gange insisterer de ganske agressivt, men vi har efterhånden lært, hvordan vi skal ignorere dem. Det samme sker, når vi går på gaden (lige meget hvor henne), og folk råber: ”hey my friend, where are you from? Germany?” Vi ved, at disse personer også bare vil guide os rundt for penge, hvilket vi ikke er interesseret i. Næste gang svarer vi måske tørt: ”Are you from Kenya”, for at understrege at deres indgangvinkel ikke er særlig heldig. Men vi tvivler på, at de overhovede forstår den.
I tro-tro’en til Takoradi sidder vi mast, men dog ikke så ekstremt som tidligere samme dag. Dog har alle folk en del bagage med. Udover vores to rygsække bliver en stor sæk yam (afrikansk svar på kartoffel), diverse gryder, potter, plastikposer, gamle kufferter stoppet ind bag ved det bagerste sæde. Det skal så lige siges, at bag det bagerste sæde er der måske 20 cm. Plads til bagage. Men det ordnes hurtigt med blåt reb, som vi kender som tørresnor, og bagsmækken lukkes så meget den kan. Foran os kører en tro-tro med møbler hængende ud af bagsmækken, så vores tro-tro, var ikke så fyldt, som man måske forestiller sig.
Uden videres forsinkelse når vi frem til Takoradi efter tre timers tro-tro tur på asfalteret vej. Vi har allerede undersøgt tidsplanen for STC bussen (de eneste gode busser i Ghana) mod Kumasi, som kører næste morgen, mandag kl. 4.00. Derfor vælger vi et hostel lige ved siden af STC stationen, selvom det er til overpris, hvis man sammenligner pris og kvalitet. Mange gange kan vi finde noget billigere, men hvis vi skal tidligt afsted, skal vi også lægge penge til taxa oven i planerne. Og siden vi ikke har intentioner om at se noget i Takoradi (der er heller ikke noget at se), gider vi ikke at begive os ind i centrum og bøvle med ekstra transport.
Kl. 3.30 mandag (d. 18. oktober) står vi på STC busstationen og med søvnige øjne, griner vi lidt af deres ineffektive system, alt imens bussen bliver fyldt med kufferter, poser, papkasser med buillonterninger, sammenrullede madrasser, og andet diverser (hvis I da kan komme på flere underlige ting). Paco siger tørt: ”I det mindste er der da ingen geder stoppet i poser med hovedet stikkende ud, som da jeg rejste i Mali”. Undervejs stopper vi i Cape Coast og når lige at købe lidt morgenmad inden bussen kører videre mod Kumasi. Vi sover det meste af vejen mens vi ”nyder” lyden af musikvideoer med moderne afrikansk gospel på twi eller gha (de to meste talt lokale sprog i Ghana). Musikvideoerne består af ikke så lidt betonede religiøse emner, som en kvinde med en bibel i hånden dukker op til en fest og overbeviser deltagerne, at alkohol er djævelens værk, og de ender alle sammen med at danse en religiøs conga.
I Kumasi har mandag og i går og i dag brugt tid på at se byen, gå rundt i gaderne, fundet en god internetcafé og derfor brugt tid på at skrive indslag til bloggen. I går (tirsdag d. 18. oktober) besøgte vi det Nationale Kulturcenter i Kumasi, og fik købt en maske, som kan ses på et billede. De havde en masse spændende figurer, skåle, malerier, masker, osv., men vi skal jo rejse videre mod nord, og det er lige tidligt nok, at fylde rygsækken med skrøbelige souvenirs. I Accra kan man også besøge et kulturcenter, som sælger mange af de samme ting, men man kan ikke få lov at gå rundt i fred, da de alle sammen insisterer at man køber i deres lille butik. Nu ser vi først, hvad vi mere finder undervejs.
På vej tilbage tog vi en omvej for at krydse en lille del af markedet. Paco forsøgte at optage min slalomgang gennem markedets kaos, men videoen er desværre ikke blevet til noget. Aftenen blev brugt på at slappe af med et bad og en øl, inden vi onsdag d. 20. oktober tager bussen mod Tamale kl. 10. Efter sigende skal turen tage ca. 6 timer, derfor regner vi med 7 – 8 timer. Vi når nok kun at ankomme til Tamale, finde et hotel, spiste aftensmad og sove.
No hay comentarios:
Publicar un comentario