Dette er en oversættelse af Paco´s indslag. Billeder og video er ikke tilføjet denne oversættelse.
Nationalfest hjemme hos ambassadøren.
Tirsdag d. 12. Oktober 2010
Dagen begynder med varmt vejr, fordi det viser sig, at vi er på vej mod den tørre sæson. Vi har flere ting vi skal have ordnet og vi er i dag inviteret til 12. oktober fest på de spanske ambassadørs bopæl, og i morgen begynder vi at rejse rundt i landet. Så vi har stadig nogle ting vi skal købe og derefter pakke rygsæken.
Kl. 15:00 kommer skrædderen med vores bukser. Mine er gode nok, Mads´s lidt for små og han vil ikke lade mig tage et billede af ham i de alt for små bukser. I skulle have set ham, bukserne kunne ikke knappes. Skrædderen tager dem med igen for at forsøge at finde på en løsning inden kl. 17.00, dét tdispunkt vi har tænkt os at tage til festen.
Da vi endelig er klar og klædt så formelt som muligt, tager vi ud for at finde en taxa for at køre til ambassaden. Efter den sædvanlige trafikprop når vi endeligt frem til indgangen, hvor en masse officielle og private biler kører frem og tilbage, mens politiet forsøger at håndtere trafikken. Vi kigger på hinanden og tænker højt: dette lover!
Vi ankomer lidt nervøse for, om vores tøj nu er i overensstemmelse med denne store begivenhed, men tvivlen forsvinder hurtigt efter at vi ser flere personer klædt mindre formelt end os. Ved indgangen bliver vi hilst velkommen af ambassadøren og hendes mand i spidsen og derefter de ansatte på ambassaden. Vi hilser og takker for invitationen og går ind i en stor have, hvor der allerede befinder sig flere gæster. Ambassadørens bopæl viser sig at udgøre et stort og fint hus med en stor have og swimmingpool.
Pavilloner med borde og stole er sat op, en lille scene, hvor en gruppe vil spille ”flamenco fusion", og masser af mad og drikkevarer. Da vi så skinke (med tomat og hvidløg), tortilla og croquetter kastede vi os over maden med et glas fadøl og et glas Rioja vin. Nu blandt spansk talende mennesker, spansk mad og drikke hører jeg min elskede Miguel Bose synge; pludselig befinder jeg mig i hjemme.
Vi talte med adskillige personer, alle med deres egne individuelle historier om grunden til deres ophold i landet: to unge piger og en ung mand, alle tre venner af vicekonsulen, kun til stede i landet for at besøge deres ven; en forretningsmand, der havde boet 30 år i Afrika og kom med ganske uheldige og malplacerede kommentarer om Franco, hvilket jeg naturligvis gav en gensvar (vi snakkede heller ikke med ham resten af aftenen); en gruppe cubanere, mexicanere, peruanere (de er overalt!), som var der af forskellige årsager; og en herre fra de Canariske Øer, som lever mellem Nigeria og Ghana, og ejer en virksomhed, som handler med dæk. En række mennesker og diverse personligheder, der udgjorde et indbydende og ektravagant miljø. Men vi bekymrede os ikke meget om de andre, med mad og drikke, så skulle der være fest!
Efter ambassadørens og Ghanas udenrigsministers taler lød Ghana og Spaniens nationalhymder, alt imens der på en storskærm blev vist det spanske flag.
Derefter blev de forskellige tapas erstattet af andre retter, paella, grillet kulmule, blæksprutter i egen blæk, frikadeller og... gazpacho! Sådan, kun i Spanien ved man, hvordan man organiserer en god fest (især med skatteydernes penge).
Pludselig kan jeg ikke tro, hvad jeg hører; fra højttalerne lyder en pasadoble ... Jeg troede aldrig at jeg skulle føle mig så patriotisk og jeg blev helt rørt ved musikken. Men højst sandsynligt er det nok pga de adskillige Coca-Cola og JB, som er kommet indenbords.
Alligevel har jeg svært ved at tro om det kunne det blive mere spansk? Mit spørgsmål får et hurtigt svar, højttaleren begynder at afspille Po-ron-pom-pero af Manolo Escobar. Måske har I set videoen i det tidligere indlæg.
Pludselig ser vi noget, der næsten får os til at knække sammen af grin: under en enorm baldakin formet som en alt for stor paraply kommer en mand ind ad døren efterfulgt af sit lille følge. Begge tænker vi det samme: det er Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America”. Ærgerligt at vi ikke fik et ordentligt billede af ham, men jeg kan forsikre jer, hvis det ikke var Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America” var det ihvertfald hans nærmeste fætter.
Vi talte et par minutter med ambassadøren, der viste interessere for vores situation (vi er efterhånden kendte), så vi fortæller vores planer om at rejse rundt i landet, hvortil hun kommenterer, at det er et godt valg, og at hvis de fra immigration pludselig vil have fat i os ”kan de jo bare søge efter os”. Sandheden er, at vi blev lidt forvirrede over denne kommentar, især da den nu kom direkte fra en ambassadør. Samtidig kan der også siges en masse om den spanske ambassades håndtering af vores sag, men det lader vi ligge til en anden gang. Dog blev vores tvivl bekræftet af flere folk tilstede, som ikke har meget godt at sige om ambassaden og deres ydelser og bistand til det spanske fællesskab og de spaniere, som er bosat i Ghana.
Heldigvis ændres musikkens stil og de begynder at spille Los Secretos, Danza Invisible, Mecano, Miguel Bosé. Fantastisk!. Ikke-spanske gæster (herunder Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America” og hans følge) begynder at forlade festen og de resterende kredser om baren, de typisk drikkende spaniere med fyldte glas!
Pludselig hører vi bemærkninger om forrige års festligheder arrangeret af den tidligere ambassadør, hvor alle de resterende gæster endte i poolen. Bare ærgeligt at denne samtale lidt efter lidt døde hen, da det kunne have været sjovt, især fordi det var en varm aften.
Der havde dannet sig to grupper: konsulære habitter og deres venner og en gruppe syngende sydamerikanere med guitar. I kan sikkert forestille jer, hvilken gruppe vi deltog i.
Vi havde det sjovt, vi sang, drikkede, snakkede ... indtil vi fik at vide, at ambassadøren gerne ville trække sig tilbage til sit kammer og vi andre skulle være velkomne til at gå andre steder hen med musikken. Alt har jo en ende.
Vi kom sent hjem med taxa og en smule (meget) påvirket af JB med cola. Men vi havde det sjovt, dog er det eneste negative, hvordan vi i morgen skal komme op og begynde turen.
Naturligvis stod vi ikke op.
Nationalfest hjemme hos ambassadøren.
Tirsdag d. 12. Oktober 2010
Dagen begynder med varmt vejr, fordi det viser sig, at vi er på vej mod den tørre sæson. Vi har flere ting vi skal have ordnet og vi er i dag inviteret til 12. oktober fest på de spanske ambassadørs bopæl, og i morgen begynder vi at rejse rundt i landet. Så vi har stadig nogle ting vi skal købe og derefter pakke rygsæken.
Kl. 15:00 kommer skrædderen med vores bukser. Mine er gode nok, Mads´s lidt for små og han vil ikke lade mig tage et billede af ham i de alt for små bukser. I skulle have set ham, bukserne kunne ikke knappes. Skrædderen tager dem med igen for at forsøge at finde på en løsning inden kl. 17.00, dét tdispunkt vi har tænkt os at tage til festen.
Da vi endelig er klar og klædt så formelt som muligt, tager vi ud for at finde en taxa for at køre til ambassaden. Efter den sædvanlige trafikprop når vi endeligt frem til indgangen, hvor en masse officielle og private biler kører frem og tilbage, mens politiet forsøger at håndtere trafikken. Vi kigger på hinanden og tænker højt: dette lover!
Vi ankomer lidt nervøse for, om vores tøj nu er i overensstemmelse med denne store begivenhed, men tvivlen forsvinder hurtigt efter at vi ser flere personer klædt mindre formelt end os. Ved indgangen bliver vi hilst velkommen af ambassadøren og hendes mand i spidsen og derefter de ansatte på ambassaden. Vi hilser og takker for invitationen og går ind i en stor have, hvor der allerede befinder sig flere gæster. Ambassadørens bopæl viser sig at udgøre et stort og fint hus med en stor have og swimmingpool.
Pavilloner med borde og stole er sat op, en lille scene, hvor en gruppe vil spille ”flamenco fusion", og masser af mad og drikkevarer. Da vi så skinke (med tomat og hvidløg), tortilla og croquetter kastede vi os over maden med et glas fadøl og et glas Rioja vin. Nu blandt spansk talende mennesker, spansk mad og drikke hører jeg min elskede Miguel Bose synge; pludselig befinder jeg mig i hjemme.
Vi talte med adskillige personer, alle med deres egne individuelle historier om grunden til deres ophold i landet: to unge piger og en ung mand, alle tre venner af vicekonsulen, kun til stede i landet for at besøge deres ven; en forretningsmand, der havde boet 30 år i Afrika og kom med ganske uheldige og malplacerede kommentarer om Franco, hvilket jeg naturligvis gav en gensvar (vi snakkede heller ikke med ham resten af aftenen); en gruppe cubanere, mexicanere, peruanere (de er overalt!), som var der af forskellige årsager; og en herre fra de Canariske Øer, som lever mellem Nigeria og Ghana, og ejer en virksomhed, som handler med dæk. En række mennesker og diverse personligheder, der udgjorde et indbydende og ektravagant miljø. Men vi bekymrede os ikke meget om de andre, med mad og drikke, så skulle der være fest!
Efter ambassadørens og Ghanas udenrigsministers taler lød Ghana og Spaniens nationalhymder, alt imens der på en storskærm blev vist det spanske flag.
Derefter blev de forskellige tapas erstattet af andre retter, paella, grillet kulmule, blæksprutter i egen blæk, frikadeller og... gazpacho! Sådan, kun i Spanien ved man, hvordan man organiserer en god fest (især med skatteydernes penge).
Pludselig kan jeg ikke tro, hvad jeg hører; fra højttalerne lyder en pasadoble ... Jeg troede aldrig at jeg skulle føle mig så patriotisk og jeg blev helt rørt ved musikken. Men højst sandsynligt er det nok pga de adskillige Coca-Cola og JB, som er kommet indenbords.
Alligevel har jeg svært ved at tro om det kunne det blive mere spansk? Mit spørgsmål får et hurtigt svar, højttaleren begynder at afspille Po-ron-pom-pero af Manolo Escobar. Måske har I set videoen i det tidligere indlæg.
Pludselig ser vi noget, der næsten får os til at knække sammen af grin: under en enorm baldakin formet som en alt for stor paraply kommer en mand ind ad døren efterfulgt af sit lille følge. Begge tænker vi det samme: det er Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America”. Ærgerligt at vi ikke fik et ordentligt billede af ham, men jeg kan forsikre jer, hvis det ikke var Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America” var det ihvertfald hans nærmeste fætter.
Vi talte et par minutter med ambassadøren, der viste interessere for vores situation (vi er efterhånden kendte), så vi fortæller vores planer om at rejse rundt i landet, hvortil hun kommenterer, at det er et godt valg, og at hvis de fra immigration pludselig vil have fat i os ”kan de jo bare søge efter os”. Sandheden er, at vi blev lidt forvirrede over denne kommentar, især da den nu kom direkte fra en ambassadør. Samtidig kan der også siges en masse om den spanske ambassades håndtering af vores sag, men det lader vi ligge til en anden gang. Dog blev vores tvivl bekræftet af flere folk tilstede, som ikke har meget godt at sige om ambassaden og deres ydelser og bistand til det spanske fællesskab og de spaniere, som er bosat i Ghana.
Heldigvis ændres musikkens stil og de begynder at spille Los Secretos, Danza Invisible, Mecano, Miguel Bosé. Fantastisk!. Ikke-spanske gæster (herunder Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America” og hans følge) begynder at forlade festen og de resterende kredser om baren, de typisk drikkende spaniere med fyldte glas!
Pludselig hører vi bemærkninger om forrige års festligheder arrangeret af den tidligere ambassadør, hvor alle de resterende gæster endte i poolen. Bare ærgeligt at denne samtale lidt efter lidt døde hen, da det kunne have været sjovt, især fordi det var en varm aften.
Der havde dannet sig to grupper: konsulære habitter og deres venner og en gruppe syngende sydamerikanere med guitar. I kan sikkert forestille jer, hvilken gruppe vi deltog i.
Vi havde det sjovt, vi sang, drikkede, snakkede ... indtil vi fik at vide, at ambassadøren gerne ville trække sig tilbage til sit kammer og vi andre skulle være velkomne til at gå andre steder hen med musikken. Alt har jo en ende.
Vi kom sent hjem med taxa og en smule (meget) påvirket af JB med cola. Men vi havde det sjovt, dog er det eneste negative, hvordan vi i morgen skal komme op og begynde turen.
Naturligvis stod vi ikke op.
No hay comentarios:
Publicar un comentario