Det lykkedes! Vi tog vel fra Cape Coast lørdag (d. 16. okt.) morgen og ankom til Takoradi omkring middagstid. Vi krydsede vejen og tog en tro-tro til landsbyen Beyin. Først gik turen fint, men da vi nærmede os vandet, blev vejen hurtigt værre. Bussen gyngede som en færge i tropisk stormvejr, så de sidste par kilometer blev også de værste og længste.
Vores guidebog er 6 år gammel, og vi har nu fundet ud af, at det en gang i mellem betyder nogle fejltagelser pga for gamle oplysninger. Dét skete for os i Beyin. Vi tog hen til et guest house, som ifølge bogen skulle være ok, men nu er forfaldent. Men i de 6 år siden bogens oplysninger, er der blevet bygget et ganske pænt beach resort med restaurant og det hele. På den måde fik vi set landsbyen vadende rundt med al vores bagage, inden vi kom frem til det nye beach resort. Desværre havde de ikke flere af de billige hytter tilbage, så vi tog en luksushytte med udsigt over vandet og med eget bad med varmt vand (første gang vi har taget bad i varmt vand i Ghana). Efter at have trasket kandsbyen rundt lige i middagssolen og med vores rygsække, tænkte vi ikke længe over at betale de 30 euro for en luksushytte for en nat.
Vi brugte resten af dagen på stranden og om aftenen fik vi et par whiskey Cola, inden vi steg ombord i den enorme seng med myggenet. Hele natten kunne vi så sove til lyden af Atlanterhavets bølger slå mod kysten.
Søndag d. 17. okt. stod vi så tidligt op, da vi kl. 8.00 havde forudbestilt en kanotur ud til landsbyen Nzeluzo, som er bygget på pæle midt i en sump. Smurt ind i et tykt lag solcreme tog vi afsted, dvs. vi tog hen til kanoerne og vores guide måtte ringe til chefen og bede ham komme med nøglerne, så vores kano kunne lukkes ud i kanalen.
Med 45 minutters forsinkelse sejlede vi endelig afsted i vores kano med guide/skipper. Undervejs sejlede vi gennem to jungler. Vandet var sort af bladenes dekomposition, og selvom vi hørte en del lyde, så vi hverken krokodiller eller slanger. Vores guide sagde, at chancen for at se krokodiller ville være fifty-finty, men vi så altså ikke nogle. Heldigvis! Selvom det på nogle billeder ser ud som om, at der er græs og land, er det flydende siv som kun kan bære et par kilo.
Efter en times kanotur gennem sort sumpvand krydsede vi endelig søen inden vi ankom til landsbyen Nzeluso. Guiden forklarede nogle af de problemer de i landsbyen har med skole og helbred, men samtidid tillader de ikke motorbåde, da de drikker af vandet (de mener det styrker deres helbred). De unge, som gerne vil læse videre skal hver dag ro ind til fastland og tage bussen til skole, og det kræver jo tid og energi. Jeg spurgte, hvorfor de har valgt at bo midt i en sump, hvortil guiden svarede, at en ånd for 500 år siden førte dem dertil fra Mali (guidebogene siger Nigeria, men bare de selv kan finde ud af det. Ihvertfald forklarer det deres neanderthale træk), og fornyligt spurgte de et orakel, om de måtte flytte til fastlandet, hvortil ånden svarede, at de alle ville blive slået ihjel. Nåh ja, så må de vel blive boenden ude midt i en sump, eftersom at de tror på en ånd de aldrig har set, og ingen kan rigtig blive enige om historien eller befolkningens oprindelse. Man ligger som man har redt, plejer man jo at sige, og hvis man slet ikke har redt sengen, kan man jo altid vælge at blive boende i lort til halsen i en sump, som befolkningen i Nzeluzo.
Det lyder lidt groft, men da vi ser hvor deres affald og afføring ender, vil man kunne forstå hvad jeg mener. Hvis de mener, at det er sundt at bade i deres eget skrald, og endda drikke vandet, skal vi da ikke komme og belære dem om det modsatte. Ånden skulle jo ikke gerne blive sur på os... En oplevelse var det da, især kanoturen gennem sumpen, men vi kan ikke rigtig forstå at byen er en attraktion. Speciel er den, men ikke speciel køn, snarere deprimerende, da endnu en gang får vi bekræftet, at folk simpelthen ikke forstår vigtigheden i at bo i et rent og sundt miljø. Vores guide købte nogle kiks og smed endda indpakningspapiret i vandet...
Tilbage på fastlandet i landsbyen Beyin hentede vi sores bagage og begav os ud for at finde en tro-tro mod Takradi. Det blev til lidt af et eventyr, som vil blive beskrevet i næste indslag.
Vores guidebog er 6 år gammel, og vi har nu fundet ud af, at det en gang i mellem betyder nogle fejltagelser pga for gamle oplysninger. Dét skete for os i Beyin. Vi tog hen til et guest house, som ifølge bogen skulle være ok, men nu er forfaldent. Men i de 6 år siden bogens oplysninger, er der blevet bygget et ganske pænt beach resort med restaurant og det hele. På den måde fik vi set landsbyen vadende rundt med al vores bagage, inden vi kom frem til det nye beach resort. Desværre havde de ikke flere af de billige hytter tilbage, så vi tog en luksushytte med udsigt over vandet og med eget bad med varmt vand (første gang vi har taget bad i varmt vand i Ghana). Efter at have trasket kandsbyen rundt lige i middagssolen og med vores rygsække, tænkte vi ikke længe over at betale de 30 euro for en luksushytte for en nat.
Vi brugte resten af dagen på stranden og om aftenen fik vi et par whiskey Cola, inden vi steg ombord i den enorme seng med myggenet. Hele natten kunne vi så sove til lyden af Atlanterhavets bølger slå mod kysten.
Søndag d. 17. okt. stod vi så tidligt op, da vi kl. 8.00 havde forudbestilt en kanotur ud til landsbyen Nzeluzo, som er bygget på pæle midt i en sump. Smurt ind i et tykt lag solcreme tog vi afsted, dvs. vi tog hen til kanoerne og vores guide måtte ringe til chefen og bede ham komme med nøglerne, så vores kano kunne lukkes ud i kanalen.
Med 45 minutters forsinkelse sejlede vi endelig afsted i vores kano med guide/skipper. Undervejs sejlede vi gennem to jungler. Vandet var sort af bladenes dekomposition, og selvom vi hørte en del lyde, så vi hverken krokodiller eller slanger. Vores guide sagde, at chancen for at se krokodiller ville være fifty-finty, men vi så altså ikke nogle. Heldigvis! Selvom det på nogle billeder ser ud som om, at der er græs og land, er det flydende siv som kun kan bære et par kilo.
Efter en times kanotur gennem sort sumpvand krydsede vi endelig søen inden vi ankom til landsbyen Nzeluso. Guiden forklarede nogle af de problemer de i landsbyen har med skole og helbred, men samtidid tillader de ikke motorbåde, da de drikker af vandet (de mener det styrker deres helbred). De unge, som gerne vil læse videre skal hver dag ro ind til fastland og tage bussen til skole, og det kræver jo tid og energi. Jeg spurgte, hvorfor de har valgt at bo midt i en sump, hvortil guiden svarede, at en ånd for 500 år siden førte dem dertil fra Mali (guidebogene siger Nigeria, men bare de selv kan finde ud af det. Ihvertfald forklarer det deres neanderthale træk), og fornyligt spurgte de et orakel, om de måtte flytte til fastlandet, hvortil ånden svarede, at de alle ville blive slået ihjel. Nåh ja, så må de vel blive boenden ude midt i en sump, eftersom at de tror på en ånd de aldrig har set, og ingen kan rigtig blive enige om historien eller befolkningens oprindelse. Man ligger som man har redt, plejer man jo at sige, og hvis man slet ikke har redt sengen, kan man jo altid vælge at blive boende i lort til halsen i en sump, som befolkningen i Nzeluzo.
Det lyder lidt groft, men da vi ser hvor deres affald og afføring ender, vil man kunne forstå hvad jeg mener. Hvis de mener, at det er sundt at bade i deres eget skrald, og endda drikke vandet, skal vi da ikke komme og belære dem om det modsatte. Ånden skulle jo ikke gerne blive sur på os... En oplevelse var det da, især kanoturen gennem sumpen, men vi kan ikke rigtig forstå at byen er en attraktion. Speciel er den, men ikke speciel køn, snarere deprimerende, da endnu en gang får vi bekræftet, at folk simpelthen ikke forstår vigtigheden i at bo i et rent og sundt miljø. Vores guide købte nogle kiks og smed endda indpakningspapiret i vandet...
Tilbage på fastlandet i landsbyen Beyin hentede vi sores bagage og begav os ud for at finde en tro-tro mod Takradi. Det blev til lidt af et eventyr, som vil blive beskrevet i næste indslag.
No hay comentarios:
Publicar un comentario