I Tamale sker lige netop det, vi har prøvet at undgå hele turen. Busturen fra Kumasi til Tamale skulle kun tage 5 timer, men som hovedregel ved vi, at man altid skal ligge mindst en time mere til. Bussen skulle køre kl. 10.30, men som altid skal bussen gennemgå reparationer inden den kan køre. Derfor kom vi først afsted kl. 12.00, og ankommer til Tamale tidlig aften kl. 18.00. På det tidspunkt er det allerede mørkt og vi skal til at finde et sted at sove. Det hostel vi havde i tankerne er desværre ikke ledigt, så vi må traske videre med al vores bagage i byens mørke. Næste hostel finder vi slet ikke, og det viser sig senere, at det ikke findes mere. Vi ender med at leje os ind på et smådyrt hotel til 25 euro, selvom vi kun skal sove og tidligt op for at tage bussen til Bolgatanga i nord.
I Tamale når vi dog at se en lille del af byen. Vi er overrasket over antallet af muslimer, men ser dog hurtigt at det forklarer byens udseende. Geder vader rundt i gaderne, folk bor i slum, og hvad der forværrer hele svinestien, er de svin (beboerne) som smider affald og madrester på gaden. Det er meget sandsynligt, at der også er en del menneskeligt affald, men så meget ville vi dog ikke kigge efter i byens slum.
Vi ender med torsdag d. 21. at tage en tro-tro til Bolgatanga, og lige midt i middagsheden går vi byen igennem til vores hotel. Heldigvis har de ledige værelser og vi får endda rabat ved at prutte om prisen. Resten af torsdagen bruger vi på at lære byen at kende og finde information om småture i området.
Fredag d. 22. tager vi en shared taxi til byen Paga, hvor vi bliver sat af ved den store attraktion: krokodille søen. Ifølge gamle historier, som ingen længere kan huske oprindelsen, indgik beboerne i Paga en pakt med krokodillerne, om ikke længere at spise hinanden. Derfor er de nu hellige krokodiller, som man kan få lov til at klappe. Indgangen koster et gebyr til byens chef, et gebyr til parken, og 3 GhC for en kylling. Kyllingen er ikke til os...
Vi nærmer os en lille dam og en af de to guider begynder at fløjte. Pludselig opdager vi to krokodiller, der dukker op til det nyankomne måltid: den levende kylling. Men ingen af de to krokodiller i den lille dam vi spise kyllingen, da de tidligere på dagen allerede har fået to at spise. Guiderne får dog lokket krokodillerne op af vandet, og vi får tilbudt at komme nærmere og holde halen og sidde oven på krokodillen. Paco nærmer sig mens jeg filmer. Dernæst går vi over til den store sø, hvor der skal være omkring 200 krokodiller. Den stakkels kylling lander hurtigt i maven på den førstankomne krokodille, mens vi to turister ser til.
Inden vi tager tilbage til Bolgatanga smutter vi forbi byen Sirigu, hvor de har unikke tegninger og mønstre på deres huse. Vi tager på den guidede tur og får forklaret alle rituallerne og måderne at bygge huse for dernæst at male mønstre på den indvendige facade. Det var ganske interessant, men drønvarmt at gå rundt lige under afrikas stærke sol.
Tilbage i Bolgatanga spiser vi på byen nyeste restaurant, som ikke kan anbefales. Endnu en gang når vi del til konklusion, at de i Afrika simpelthen ikke kan gøre simple ting rigtigt. Desuden, efter næsten to måneder i Ghana, er vi nået til det punkt, hvor vi er holdt op med at være høflige på den akavede og lidt falske måde. Så da vi bliver spurgt, om vi ikke kunne lide maden, svarer vi ærligt: Nej, den er næsten ikke spiselig.
Vores nyfundne ærlighed er ikke pga maden, men snarere pga alle de guider og gadesælgere, som følger efter os med spørgsmål, hvor vi er fra, hvad vi hedder, om vi kan lide fodbold, etc. Disse personer plejer at være sælgere, og det er lige meget hvad de sælger, de starter alle sammen en samtale på samme måde. Nogle gange ignorerer vi dem ganske groft, og andre gange siger vi bare direkte: hvad er det du prøver at sælge? Det plejer at få dem til at smutte igen, da de ikke er vant til så direkte spørgsmål.
Næste dag i Bolgatanga er det endnu varmere en dagen før, så vi bliver i byen og slapper af ved siden af aircondition anlægget på værelset. Dog finder vi nok på vores sidste dag i byen, byens bedste spisested.
Søndag d. 24. oktober tager vi en tro-tro tilbage til Tamale. Turen går fint, selvom vi endnu engang kører med syge afrikanere. Denne gang er det en kvinde med barn, som pludselig bliver syg undervejs, så hun må ud af bussen og ind i buskene flere gange. Turen som skulle tage lidt over to timer bliver derfor forlænget med en time. Heldigvis er vi i god tid.
Omkring kl. 15.00 kører bussen mod Mole National Park, får vi at vide. Vi er på stationen – station er så meget sagt: støvet grund med gadesælgere og et par bænke til passagerer, kl. 13.00 men får hurtigt at vide, at bussen er forsinket. Vi har ikke andet at lave end at vente og udstå solen og varmen, og finde det lidt skygge stedet tilbyder.
I Tamale når vi dog at se en lille del af byen. Vi er overrasket over antallet af muslimer, men ser dog hurtigt at det forklarer byens udseende. Geder vader rundt i gaderne, folk bor i slum, og hvad der forværrer hele svinestien, er de svin (beboerne) som smider affald og madrester på gaden. Det er meget sandsynligt, at der også er en del menneskeligt affald, men så meget ville vi dog ikke kigge efter i byens slum.
Vi ender med torsdag d. 21. at tage en tro-tro til Bolgatanga, og lige midt i middagsheden går vi byen igennem til vores hotel. Heldigvis har de ledige værelser og vi får endda rabat ved at prutte om prisen. Resten af torsdagen bruger vi på at lære byen at kende og finde information om småture i området.
Fredag d. 22. tager vi en shared taxi til byen Paga, hvor vi bliver sat af ved den store attraktion: krokodille søen. Ifølge gamle historier, som ingen længere kan huske oprindelsen, indgik beboerne i Paga en pakt med krokodillerne, om ikke længere at spise hinanden. Derfor er de nu hellige krokodiller, som man kan få lov til at klappe. Indgangen koster et gebyr til byens chef, et gebyr til parken, og 3 GhC for en kylling. Kyllingen er ikke til os...
Vi nærmer os en lille dam og en af de to guider begynder at fløjte. Pludselig opdager vi to krokodiller, der dukker op til det nyankomne måltid: den levende kylling. Men ingen af de to krokodiller i den lille dam vi spise kyllingen, da de tidligere på dagen allerede har fået to at spise. Guiderne får dog lokket krokodillerne op af vandet, og vi får tilbudt at komme nærmere og holde halen og sidde oven på krokodillen. Paco nærmer sig mens jeg filmer. Dernæst går vi over til den store sø, hvor der skal være omkring 200 krokodiller. Den stakkels kylling lander hurtigt i maven på den førstankomne krokodille, mens vi to turister ser til.
Inden vi tager tilbage til Bolgatanga smutter vi forbi byen Sirigu, hvor de har unikke tegninger og mønstre på deres huse. Vi tager på den guidede tur og får forklaret alle rituallerne og måderne at bygge huse for dernæst at male mønstre på den indvendige facade. Det var ganske interessant, men drønvarmt at gå rundt lige under afrikas stærke sol.
Tilbage i Bolgatanga spiser vi på byen nyeste restaurant, som ikke kan anbefales. Endnu en gang når vi del til konklusion, at de i Afrika simpelthen ikke kan gøre simple ting rigtigt. Desuden, efter næsten to måneder i Ghana, er vi nået til det punkt, hvor vi er holdt op med at være høflige på den akavede og lidt falske måde. Så da vi bliver spurgt, om vi ikke kunne lide maden, svarer vi ærligt: Nej, den er næsten ikke spiselig.
Vores nyfundne ærlighed er ikke pga maden, men snarere pga alle de guider og gadesælgere, som følger efter os med spørgsmål, hvor vi er fra, hvad vi hedder, om vi kan lide fodbold, etc. Disse personer plejer at være sælgere, og det er lige meget hvad de sælger, de starter alle sammen en samtale på samme måde. Nogle gange ignorerer vi dem ganske groft, og andre gange siger vi bare direkte: hvad er det du prøver at sælge? Det plejer at få dem til at smutte igen, da de ikke er vant til så direkte spørgsmål.
Næste dag i Bolgatanga er det endnu varmere en dagen før, så vi bliver i byen og slapper af ved siden af aircondition anlægget på værelset. Dog finder vi nok på vores sidste dag i byen, byens bedste spisested.
Søndag d. 24. oktober tager vi en tro-tro tilbage til Tamale. Turen går fint, selvom vi endnu engang kører med syge afrikanere. Denne gang er det en kvinde med barn, som pludselig bliver syg undervejs, så hun må ud af bussen og ind i buskene flere gange. Turen som skulle tage lidt over to timer bliver derfor forlænget med en time. Heldigvis er vi i god tid.
Omkring kl. 15.00 kører bussen mod Mole National Park, får vi at vide. Vi er på stationen – station er så meget sagt: støvet grund med gadesælgere og et par bænke til passagerer, kl. 13.00 men får hurtigt at vide, at bussen er forsinket. Vi har ikke andet at lave end at vente og udstå solen og varmen, og finde det lidt skygge stedet tilbyder.
No hay comentarios:
Publicar un comentario