Busturen til Mole National Park skulle tage ca. 4 timer, men med stop på næsten alle gadehjørner, ender turen med at tage 6 timer. Lidt i 22 søndag aften ankommer vi til Mole og når lige at bestille aftensmad inden restauranten lukker. Aftensmad er så meget sagt: snarere tørre rester til overpris. Det er bælgmørkt over det hele, så vi kan ikke rigtig få noget indtryk af stedet.
Vores værelse er slidt og for første gang ender vi med at sætte myggenet op. Til næsten samme pris som Beyin Beach Resort, ville vi have forventet lidt bedre standard, men eftersom Mole Motel er det eneste hotel inde i nationalparken, kan de tillade sig at hæve prisen over den standard de tilbyder.
Næste morgen står vi ikke op for at tage på vandretur – vandre safari, som de kalder det. Vi bruger dagen ved siden af poolen, og i poolen, og finder ud af, at det er regnsæson for tiden, så parken er oversvømmet og der er nul chance for at se elefanter og andre eksotiske dyr, eftersom der er masser af steder de kan drikke vand. Desuden kan man heller ikke komme rundt i jeep, da vejene er oversvømmet.
Oven på den skuffende overlevelse i Mole National Park beslutter vi at tage en lidt bedre bus tilbage til Tamale. Heldigvis findes der et nyt selskab, som kører minibusser tilbage til Tamale. Godt nok til en lidt højere pris, men så skal vi heller ikke afsted kl. 4 om morgenen.
Tilbage i Tamale er vi uheldige med maden og har det begge smådårligt om natten, så vi beslutter os for at tage afsked med den skuffende nordlige del af Ghana på den lette og hurtige måde: med en direkte bus tilbage til Kumasi.
I Kumasi sover vi en nat, og tager dagen efter en tro-tro til byen Koforidua nord for Accra. I byen er der ikke så meget at se, men dagen efter, fredag morgen tager vi en tro-tro ud til Boti Falls (vandfald).
Vi vælger den store rundtur ud til en 25 m. Bred sten på en spinkel klippe, og et palmetræ med tre toppe, inden vi går tilbage til vandfaldet. Det viser sig at blive en varm tur. Selvom vi går i skyggen, ender vi med at være gennemblødte af sved pga gåturen op og ned af bjergstier. Vi har guide med, men det er egentligt ikke nødvendigt; de kunne bare have sagt, at vi skulle følge sporet af affald og plastic... Endelig når vi frem til den 25 m. brede sten, og endnu en gang må vi konstatere, at de har problemer med at se forskellen på meter og fod: stenen er ca. 8 m. Bred, det der svarer til 25 fod.
Fremme ved palmen med tre kroner, konstaterer vi, at de i landet da i det mindste kan tælle til tre...
Desværre må man ikke bade i vandet ved Boti Falls (pga sikkerheden), men jeg tror nu heller ikke at nogle besøgende ville have lyst til at gå ud i det brune muddervand forårsaget af vandfaldets tryk. Eftersom vi var de eneste besøgende fredag morgen, fik vi da en stille og rolig, dog meget svedig, tur i området.
Ved indgangen venter vi næsten en halv time under afrika´s bagende sol, inden vi får fat i en taxa. Det gode ved afrika´s upålidelige transportsystem er, at der altid kommer en tro-tro eller taxa forbi på et eller andet tidspunkt, så man ikke strander ude i ødemarken. Man skal bare være tålmodig.
Tilbage i Koforidua henter vi vores rygsække og begiver os ind til centrum for at finde en tro-tro mod Accra. Vi ville egentligt have sovet i byen Aburi mellem Koforidua og Accra for at besøge en speciel botanisk have, men det dropper vi, da der i Aburi ikke er megen mulighed for at overnatte. Vi håber at besøge byen på en dagtur fra Accra i stedet.
Undervejs tilbage mod Accra i vores tro-tro med aircondition ser vi en jeep som næsten kører af bjergvejen pga uforsvarlig kørsel. De foransiddende passagerer griner højlydt og ignorerer, at vores chauffør kører lige så uforsvarligt, og vores tro-tro lige så godt kunne have have været godt på vej ud over skråningen. Men så langt tænker man ikke i Ghana. Går det godt denne gang, så går det også næste gang...
Tilbage i Accra tager vi til tro-tro stationen ”37”, som ellers plejer at være fyldt med tro-tro’er, som bare venter på at blive fyldt, men denne gang er stationen tom og fyldt med lange køer. Kl. er 17 en fredag eftermiddag lige midt i fyraftenstiden... Heldigvis har vi vores Becky, så vi ringer og spørger hvor hun er. Hun er lige taget fra arbejde, så bare vi tager en taxa til Labadi (tæt ved vandet) skal hun nok vente på os og køre os hjem derfra.
Hun er dog ikke den eneste i bilen: hun har to kollegaer med, og da kvinder i Afrika har røve som ladeporte (ja, Becky er ikke den eneste) ender vi med at sidde med vores rygsække på skødet resten af vejen hjem, men vi er lidt ligeglade; i det mindste er vi på vej hjem, vores hjem i Ghana.
Vores værelse er slidt og for første gang ender vi med at sætte myggenet op. Til næsten samme pris som Beyin Beach Resort, ville vi have forventet lidt bedre standard, men eftersom Mole Motel er det eneste hotel inde i nationalparken, kan de tillade sig at hæve prisen over den standard de tilbyder.
Næste morgen står vi ikke op for at tage på vandretur – vandre safari, som de kalder det. Vi bruger dagen ved siden af poolen, og i poolen, og finder ud af, at det er regnsæson for tiden, så parken er oversvømmet og der er nul chance for at se elefanter og andre eksotiske dyr, eftersom der er masser af steder de kan drikke vand. Desuden kan man heller ikke komme rundt i jeep, da vejene er oversvømmet.
Oven på den skuffende overlevelse i Mole National Park beslutter vi at tage en lidt bedre bus tilbage til Tamale. Heldigvis findes der et nyt selskab, som kører minibusser tilbage til Tamale. Godt nok til en lidt højere pris, men så skal vi heller ikke afsted kl. 4 om morgenen.
Tilbage i Tamale er vi uheldige med maden og har det begge smådårligt om natten, så vi beslutter os for at tage afsked med den skuffende nordlige del af Ghana på den lette og hurtige måde: med en direkte bus tilbage til Kumasi.
I Kumasi sover vi en nat, og tager dagen efter en tro-tro til byen Koforidua nord for Accra. I byen er der ikke så meget at se, men dagen efter, fredag morgen tager vi en tro-tro ud til Boti Falls (vandfald).
Vi vælger den store rundtur ud til en 25 m. Bred sten på en spinkel klippe, og et palmetræ med tre toppe, inden vi går tilbage til vandfaldet. Det viser sig at blive en varm tur. Selvom vi går i skyggen, ender vi med at være gennemblødte af sved pga gåturen op og ned af bjergstier. Vi har guide med, men det er egentligt ikke nødvendigt; de kunne bare have sagt, at vi skulle følge sporet af affald og plastic... Endelig når vi frem til den 25 m. brede sten, og endnu en gang må vi konstatere, at de har problemer med at se forskellen på meter og fod: stenen er ca. 8 m. Bred, det der svarer til 25 fod.
Fremme ved palmen med tre kroner, konstaterer vi, at de i landet da i det mindste kan tælle til tre...
Desværre må man ikke bade i vandet ved Boti Falls (pga sikkerheden), men jeg tror nu heller ikke at nogle besøgende ville have lyst til at gå ud i det brune muddervand forårsaget af vandfaldets tryk. Eftersom vi var de eneste besøgende fredag morgen, fik vi da en stille og rolig, dog meget svedig, tur i området.
Ved indgangen venter vi næsten en halv time under afrika´s bagende sol, inden vi får fat i en taxa. Det gode ved afrika´s upålidelige transportsystem er, at der altid kommer en tro-tro eller taxa forbi på et eller andet tidspunkt, så man ikke strander ude i ødemarken. Man skal bare være tålmodig.
Tilbage i Koforidua henter vi vores rygsække og begiver os ind til centrum for at finde en tro-tro mod Accra. Vi ville egentligt have sovet i byen Aburi mellem Koforidua og Accra for at besøge en speciel botanisk have, men det dropper vi, da der i Aburi ikke er megen mulighed for at overnatte. Vi håber at besøge byen på en dagtur fra Accra i stedet.
Undervejs tilbage mod Accra i vores tro-tro med aircondition ser vi en jeep som næsten kører af bjergvejen pga uforsvarlig kørsel. De foransiddende passagerer griner højlydt og ignorerer, at vores chauffør kører lige så uforsvarligt, og vores tro-tro lige så godt kunne have have været godt på vej ud over skråningen. Men så langt tænker man ikke i Ghana. Går det godt denne gang, så går det også næste gang...
Tilbage i Accra tager vi til tro-tro stationen ”37”, som ellers plejer at være fyldt med tro-tro’er, som bare venter på at blive fyldt, men denne gang er stationen tom og fyldt med lange køer. Kl. er 17 en fredag eftermiddag lige midt i fyraftenstiden... Heldigvis har vi vores Becky, så vi ringer og spørger hvor hun er. Hun er lige taget fra arbejde, så bare vi tager en taxa til Labadi (tæt ved vandet) skal hun nok vente på os og køre os hjem derfra.
Hun er dog ikke den eneste i bilen: hun har to kollegaer med, og da kvinder i Afrika har røve som ladeporte (ja, Becky er ikke den eneste) ender vi med at sidde med vores rygsække på skødet resten af vejen hjem, men vi er lidt ligeglade; i det mindste er vi på vej hjem, vores hjem i Ghana.
No hay comentarios:
Publicar un comentario