Este blog nace con la intención de compartir con todos/as vosotros/as nuestras experiencias y vivencias en Ghana. Nace con la misma ilusión que afrontamos nosotros nuestro viaje a África. Y además queremos que sea un punto de encuentro entre nosotros y vosotros/as, en dónde os contemos y nos contéis. Esperamos que en estos dos meses podamos ilusionaros y, al igual que nosotros, podáis llevar a África en la mirada.

Denne blog er oprettet med det formål at dele vores oplevelser i Ghana med jer. Den oprettes med stor illusion nu da vi står over for vores tur til Afrika. Vi vil ønske at dette kan blive et ”mødested” mellem os og jer, hvor vi fortæller, og I kan deltage. Vi håber, at vi i disse to måneder kan give jer de samme forhåbninger, som vi har, og at I vil vende Blikket mod Afrika.

miércoles, 27 de octubre de 2010

De vuelta a Kumasi

Bueno, estamos de vuelta en Kumasi. Ayer teniamos pensado cruzar la zona del Nordeste (super mal comunicada) pero nos encontramos un poco mal por la noche... asi que decidimos dar marcha atras y volver a la civilizacion. Y es que creo que el  mes y 3 semanas que llevamos por aqui estan pasando factura. Pero bueno, es tan solo un poco de malestar y una pequeña diarrea. Nada de lo que preocuparse.

Asi que, viendo este panorama, anoche decidimos no emprender el largo viaje de 12-13 horas por caminos infernales y llenos de baches, y optamos por volver hacia Kumasi para emprender rumbo a Accra. Si las cosas van como deben el sabado estaremos en casa de Becky, tras haber hecho un par de paradas por el camino: una cascada y el Jardin Botanico.

Ahora, descansaremos y cogeremos fuerzas esta noche porque el viaje de mañana sera en tro-tro y aunque la carretera no esta mal, el vehiculo es algo terrible.

Un beso a todos/as y perdon por las tildes... fuera de España es complicado ponerlas.

jueves, 21 de octubre de 2010

Fotos / Billider Kumasi






¿Quién es éste hombre-mono?

Miércoles, 20 de octubre 2010

Después de varios minutos regateando, al final conseguimos el “caprichito” del niño. Y es que, a ver quién pone eso luego en casa. Si es que da miedo de solo mirar la máscara, así que si encima se la pone... En fin, juzgad vosotros/as mismos/as!!


De todas formas, parece que viajo con otra persona unos 10 años menos... y es que, lo que hace quitarse unos pocos de pelos de la cara... parece un chiquillo!!


En fin, el día de ayer transcurrió muy tranquilito: Internet, compras en el Centro Cultural, “paseo” por el mercado... Y luego fuimos a comprar nuestros billetes para Tamale, el norte del país. Salimos a las 10:00 h. (dentro de un rato) y el viaje durará entre 6-7 horas. Debido a las malas carreteras del norte, la comunicación entre Tamale y el Mole National Park es bastante complicada, por tanto tendremos que hacer noche en esa ciudad. Así que, esperamos poder llegar mañana hasta el Parque Nacional y pasar allí uno o dos días, a ver si vemos algún animalito grande (cosa que dudo un poco). De todas formas por el norte estaremos hasta el lunes de la semana que viene, explorando este territorio con calma.

Calculamos que estaremos de vuelta por Accra, y casa de Becky, sobre el siguiente fin de semana (el del 30-31 de octubre). Hasta entonces todavía queda una semana y media para disfrutar y descubrir otra parte de Ghana.

Para Mads todo está siendo nuevo, pero para mi, hasta ahora, ha sido el de recordar mi viaje del 2006 con unas buenas amigas y amigo. Hemos pasado por los mismos sitios, hemos dormido en los mismos lugares, y me ha gustado volver a recordar aquellos tiempos. Pero a partir de hoy un nuevo viaje empieza para mi, nuevos sitios y lugares que descubrir en Ghana, y esta vez (al igual que ocurriera en 2006) no podría tener mejor compañía que el hombre mono de la foto de arriba.

Seguiremos en contacto, mientras podamos.

Tro-Tro Inferno.

Søndag (d. 17. oktober) middag opdager vi, at det faktisk ikke er så let at komme fra Beyin, som vi tror. Og faktisk er vi heldige undervejs...

Vi finder den rigtige tro-tro, selfølgelig i modsat retning, da de ikke kører tilbage igen, hvor de kommer fra. Fire personer og chaufføren begiver vi os mod Tikobo 1, men hurtigt begynder den lille forfaldne tro-tro at blive fyldt. I accra er det dén type tro-tro, som kun tillader tre personer på hver af de fire sæderækker. Pludeslig er vi fire på hver række og tænker; nu kan der da vist ikke proppes flere ind i denne lille tro-tro. Men jo! Tro-tro’en hopper op og ned på den hullede grusvej, og inden vi ser os om, sidder vi fem på hver række – selfølgelig uden at tælle børn med. På et tidspunkt når jeg at tælle 24 personer i alt.

Hvad der pludselig gør det hele værre, en far kommer løbende mod tro-tro’en med sin besvimede søn i armene. Vi ved jo ikke, hvad der er sket den unge dreng, men vi ved, at hvis det er noget slemt, er overlevelseschancerne nok ikke så store så langt fra civilisationen. Faren fortæller på deres lokale sprog, hvad der er sket sønnen og nogle begynder faktisk at smågrine. Vi ved stadig ikke, hvad der er sket, men kan kun gætte på, at det har med drengestrenger der er gået galt at gøre. Efter næsten en time mast sammen i den lille rustne tro-tro når vi endeligt frem til lægehuset og drengens smerteskri forsvinder bag os.

I Tikobo 1 bliver vi alle sat af, og som altid får vi diverse tilbud om hjælp til gengæld for kolde kontanter. Uden megen motivation stiller vi os ved siden af landsbyen eneste gadekryds og håber på, at der snart kommer en tro-tro mod Takoradi. Paco når ikke engang at tænde en cigarret inden vi pludselig sidder i en ny tro-tro. Selvfølgelig dukker den samme person op, som tidligere tilbød at hjælpe os, men denne gang forlanger han penge for vores bagage. Vi ignorerer ham fuldstændigt, da han hverken hjalp eller gjorde os nogen tjeneste. Noget vi heller ikke havde bedt om. Det er ikke første gang, at vi oplever, at folk forlanger penge, for noget helt ude i sumpen. Det irriterende er, at nogle gange insisterer de ganske agressivt, men vi har efterhånden lært, hvordan vi skal ignorere dem. Det samme sker, når vi går på gaden (lige meget hvor henne), og folk råber: ”hey my friend, where are you from? Germany?” Vi ved, at disse personer også bare vil guide os rundt for penge, hvilket vi ikke er interesseret i. Næste gang svarer vi måske tørt: ”Are you from Kenya”, for at understrege at deres indgangvinkel ikke er særlig heldig. Men vi tvivler på, at de overhovede forstår den.

I tro-tro’en til Takoradi sidder vi mast, men dog ikke så ekstremt som tidligere samme dag. Dog har alle folk en del bagage med. Udover vores to rygsække bliver en stor sæk yam (afrikansk svar på kartoffel), diverse gryder, potter, plastikposer, gamle kufferter stoppet ind bag ved det bagerste sæde. Det skal så lige siges, at bag det bagerste sæde er der måske 20 cm. Plads til bagage. Men det ordnes hurtigt med blåt reb, som vi kender som tørresnor, og bagsmækken lukkes så meget den kan. Foran os kører en tro-tro med møbler hængende ud af bagsmækken, så vores tro-tro, var ikke så fyldt, som man måske forestiller sig.

Uden videres forsinkelse når vi frem til Takoradi efter tre timers tro-tro tur på asfalteret vej. Vi har allerede undersøgt tidsplanen for STC bussen (de eneste gode busser i Ghana) mod Kumasi, som kører næste morgen, mandag kl. 4.00. Derfor vælger vi et hostel lige ved siden af STC stationen, selvom det er til overpris, hvis man sammenligner pris og kvalitet. Mange gange kan vi finde noget billigere, men hvis vi skal tidligt afsted, skal vi også lægge penge til taxa oven i planerne. Og siden vi ikke har intentioner om at se noget i Takoradi (der er heller ikke noget at se), gider vi ikke at begive os ind i centrum og bøvle med ekstra transport.

Kl. 3.30 mandag (d. 18. oktober) står vi på STC busstationen og med søvnige øjne, griner vi lidt af deres ineffektive system, alt imens bussen bliver fyldt med kufferter, poser, papkasser med buillonterninger, sammenrullede madrasser, og andet diverser (hvis I da kan komme på flere underlige ting). Paco siger tørt: ”I det mindste er der da ingen geder stoppet i poser med hovedet stikkende ud, som da jeg rejste i Mali”. Undervejs stopper vi i Cape Coast og når lige at købe lidt morgenmad inden bussen kører videre mod Kumasi. Vi sover det meste af vejen mens vi ”nyder” lyden af musikvideoer med moderne afrikansk gospel på twi eller gha (de to meste talt lokale sprog i Ghana). Musikvideoerne består af ikke så lidt betonede religiøse emner, som en kvinde med en bibel i hånden dukker op til en fest og overbeviser deltagerne, at alkohol er djævelens værk, og de ender alle sammen med at danse en religiøs conga.

I Kumasi har mandag og i går og i dag brugt tid på at se byen, gå rundt i gaderne, fundet en god internetcafé og derfor brugt tid på at skrive indslag til bloggen. I går (tirsdag d. 18. oktober) besøgte vi det Nationale Kulturcenter i Kumasi, og fik købt en maske, som kan ses på et billede. De havde en masse spændende figurer, skåle, malerier, masker, osv., men vi skal jo rejse videre mod nord, og det er lige tidligt nok, at fylde rygsækken med skrøbelige souvenirs. I Accra kan man også besøge et kulturcenter, som sælger mange af de samme ting, men man kan ikke få lov at gå rundt i fred, da de alle sammen insisterer at man køber i deres lille butik. Nu ser vi først, hvad vi mere finder undervejs.

På vej tilbage tog vi en omvej for at krydse en lille del af markedet. Paco forsøgte at optage min slalomgang gennem markedets kaos, men videoen er desværre ikke blevet til noget. Aftenen blev brugt på at slappe af med et bad og en øl, inden vi onsdag d. 20. oktober tager bussen mod Tamale kl. 10. Efter sigende skal turen tage ca. 6 timer, derfor regner vi med 7 – 8 timer. Vi når nok kun at ankomme til Tamale, finde et hotel, spiste aftensmad og sove.

martes, 19 de octubre de 2010

Fotos y vídeo de Nzulezo / Billeder og video Nzulezo












Este es el campo de fútbol, que solo se puede utilizar en los meses de enero, febrero y marzo, cuando el agua se seca y, solo entonces, es cuando pueden jugar sobre tierra.

Dette er fodboldbanen. I januar, februar og marts måneders tørke tørrer jorden, og kun i disse måneder kan man spille fodbold.
 
 

Un día de relax / En afslappende dag











Kakum NP - Nzulezo - Kumasi

Martes, 19 de octubre 2010

Después de seis días de viaje al fin hemos encontrado un sitio que realmente funcione bien el Internet, y así poder poner un poco al día el blog.

Desde nuestra partida el pasado jueves hemos recorrido un largo camino, igual no por distancia pero si por horas.

Como ya habéis visto en las fotos y vídeo hemos estado en el Kakum National Park, visitando y haciendo el “tan” famoso Canopy Walkway. Es una gran extensión forestal con árboles que alcanzan más de 90 metros de altura. El Canopy consiste en cruzar la distancia que hay de copa de árbol a copa de árbol a través de unos puentes colgantes hechos de cuerda y tablones, vamos al más puro estilo Indiana Jones. Los puentes están a una altura de unos 80 metros y hay un total de 10. Contado así suena muy “guay”, pero en realidad la calidad y duración de la atracción con respecto al precio (15 €/persona) deja mucho que desear. Pero bueno, fue una bonita experiencia ver como Mads supera su miedo a las alturas. Eh, que fue todo un valiente!!

Desde ahí nos fuimos a visitar un pueblecito llamado Nzulezo que está como a 55 Km. de la frontera con Costa de Marfil. Lo curioso de este pueblo es que está construido sobre un lago y sus casas flotan en el. Solo es posible llegar mediante un viajecito de 1 hora en una pequeña canoa. La experiencia del viaje fue divertida porque luego la visita al pueblo no dura más de 15-20 minutos. Es curioso ver como puede vivir la gente en unas condiciones así, todo rodeado de agua. Evidentemente tienen sus problemas, como por ejemplo electricidad, escuela (los profesores no se quedan mucho tiempo viviendo allí), etc. Pero bueno, también pudimos comprobar como la mano del hombre blanco, en este caso un españolito llamado Pepe (me da la sensación de que el tal Pepe este es el mismo que me habló sobre Franco en la Fiesta de la Embajada), se mueve por allí. Pepe está construyendo un “hotelito” allí para dar alojamiento a los, cada vez más, turistas que visitan el pueblecito.

Lo mejor del viaje hasta Nzulezo fue el día de relax que tuvimos. Nos alojamos en un resorch de la costa. Tenían unas cabañitas super chulas y una playa bastante decente. Vamos, que nos pegamos un día de relax en toda regla.

Lo duro fue la vuelta. Aunque la ida (2 horas en tro-tro) desde Takoradi hasta Nzulezo nos fue muy fácil llegar (tuvimos mucha suerte con las conexiones de tro-tros), la vuelta es bastante más difícil. El primer trayecto (1 hora en tro-tro por caminos de tierra llenos de baches) fue toda una odisea. En un tro-tro con capacidad para 12 personas llegamos a estar 25, incluido un padre con su hijo enfermo que necesitaba asistencia urgente. En un momento llegamos a pensar que el niño se quedaba allí mismo. Uf, que mal rato. Pero bueno, después de 1 hora de insufrible camino llegamos a un “junction” (cruce de caminos) en donde pudimos coger un tro-tro directo a Takoradi. Eso sí, esta vez por asfalto pero con una duración de 2h y media. En fin, llegamos a Takoradi cansados y llenos de mierda, pero que le vamos a hacer... esto es África.

Desde Takoradi hemos cogido un autobús que después de 6 horas y media (nos habían dicho que el trayecto duraba 5 h.) nos ha dejado en Kumasi, la segunda ciudad, después de Accra, más grande de Ghana. Y aquí estamos. Llegamos ayer y hemos estado viendo un poco la ciudad. Hoy visitaremos un centro cultural, el mercado y bueno... Mads quiere ir al zoo!! En fin, sin comentarios. Pero bueno, el chaval se merece un caprichito y no seré yo quién se lo impida. Veremos si al final vamos o no.

El plan es continuar viaje mañana hasta Tamale (en el norte) desde donde queremos hacer varias excursiones (Mole NP, frontera con Burkina Fasso, etc.). El viaje dura 6 horas en autobús, veremos al final cuantas son.

Fotos y vídeos (recomendado poner sonido, que me lo he currao!) podéis verlos en entradas posteriores a ésta, ya que vamos a subir unas cuantas para que podáis ver lo que os contamos en letras.

Un beso a todos/as y, como siempre, gracias por seguirnos y por vuestros comentarios.

Strand og sump reservat.

Det lykkedes! Vi tog vel fra Cape Coast lørdag (d. 16. okt.) morgen og ankom til Takoradi omkring middagstid. Vi krydsede vejen og tog en tro-tro til landsbyen Beyin. Først gik turen fint, men da vi nærmede os vandet, blev vejen hurtigt værre. Bussen gyngede som en færge i tropisk stormvejr, så de sidste par kilometer blev også de værste og længste.

Vores guidebog er 6 år gammel, og vi har nu fundet ud af, at det en gang i mellem betyder nogle fejltagelser pga for gamle oplysninger. Dét skete for os i Beyin. Vi tog hen til et guest house, som ifølge bogen skulle være ok, men nu er forfaldent. Men i de 6 år siden bogens oplysninger, er der blevet bygget et ganske pænt beach resort med restaurant og det hele. På den måde fik vi set landsbyen vadende rundt med al vores bagage, inden vi kom frem til det nye beach resort. Desværre havde de ikke flere af de billige hytter tilbage, så vi tog en luksushytte med udsigt over vandet og med eget bad med varmt vand (første gang vi har taget bad i varmt vand i Ghana). Efter at have trasket kandsbyen rundt lige i middagssolen og med vores rygsække, tænkte vi ikke længe over at betale de 30 euro for en luksushytte for en nat.

Vi brugte resten af dagen på stranden og om aftenen fik vi et par whiskey Cola, inden vi steg ombord i den enorme seng med myggenet. Hele natten kunne vi så sove til lyden af Atlanterhavets bølger slå mod kysten.

Søndag d. 17. okt. stod vi så tidligt op, da vi kl. 8.00 havde forudbestilt en kanotur ud til landsbyen Nzeluzo, som er bygget på pæle midt i en sump. Smurt ind i et tykt lag solcreme tog vi afsted, dvs. vi tog hen til kanoerne og vores guide måtte ringe til chefen og bede ham komme med nøglerne, så vores kano kunne lukkes ud i kanalen.

Med 45 minutters forsinkelse sejlede vi endelig afsted i vores kano med guide/skipper. Undervejs sejlede vi gennem to jungler. Vandet var sort af bladenes dekomposition, og selvom vi hørte en del lyde, så vi hverken krokodiller eller slanger. Vores guide sagde, at chancen for at se krokodiller ville være fifty-finty, men vi så altså ikke nogle. Heldigvis! Selvom det på nogle billeder ser ud som om, at der er græs og land, er det flydende siv som kun kan bære et par kilo.

Efter en times kanotur gennem sort sumpvand krydsede vi endelig søen inden vi ankom til landsbyen Nzeluso. Guiden forklarede nogle af de problemer de i landsbyen har med skole og helbred, men samtidid tillader de ikke motorbåde, da de drikker af vandet (de mener det styrker deres helbred). De unge, som gerne vil læse videre skal hver dag ro ind til fastland og tage bussen til skole, og det kræver jo tid og energi. Jeg spurgte, hvorfor de har valgt at bo midt i en sump, hvortil guiden svarede, at en ånd for 500 år siden førte dem dertil fra Mali (guidebogene siger Nigeria, men bare de selv kan finde ud af det. Ihvertfald forklarer det deres neanderthale træk), og fornyligt spurgte de et orakel, om de måtte flytte til fastlandet, hvortil ånden svarede, at de alle ville blive slået ihjel. Nåh ja, så må de vel blive boenden ude midt i en sump, eftersom at de tror på en ånd de aldrig har set, og ingen kan rigtig blive enige om historien eller befolkningens oprindelse. Man ligger som man har redt, plejer man jo at sige, og hvis man slet ikke har redt sengen, kan man jo altid vælge at blive boende i lort til halsen i en sump, som befolkningen i Nzeluzo.

Det lyder lidt groft, men da vi ser hvor deres affald og afføring ender, vil man kunne forstå hvad jeg mener. Hvis de mener, at det er sundt at bade i deres eget skrald, og endda drikke vandet, skal vi da ikke komme og belære dem om det modsatte. Ånden skulle jo ikke gerne blive sur på os... En oplevelse var det da, især kanoturen gennem sumpen, men vi kan ikke rigtig forstå at byen er en attraktion. Speciel er den, men ikke speciel køn, snarere deprimerende, da endnu en gang får vi bekræftet, at folk simpelthen ikke forstår vigtigheden i at bo i et rent og sundt miljø. Vores guide købte nogle kiks og smed endda indpakningspapiret i vandet...

Tilbage på fastlandet i landsbyen Beyin hentede vi sores bagage og begav os ud for at finde en tro-tro mod Takradi. Det blev til lidt af et eventyr, som vil blive beskrevet i næste indslag.

viernes, 15 de octubre de 2010

Fotos / Billeder Kakum National Park (1)

Hoy hemos estado en el Kakum National Park haciendo Canopy. Estas son las primeras fotos que hemos podido subir hoy.



Kakum National Park

Efter en dags forsinkelse pga lidt tømmermænd forårsaget af den spanske ambassade, tog vi endelig af sted mod Cape Coast. Becky kørte os til busstationen på vej til arbejde, og med yderligere en times forsinkelse, kørte bussen endeligt. Det er svært det der med at få busserne til at køre til tiden, og at få tingene til at virke bare sådan generelt.

I Cape Coast har vi valgt et billigere hostel, og det kunne mærkes i går da det regnede. Det regnede ind ad vinduet, og i den ene ende af værelset, ligger stadig en pæn pøl til minde om i gårs uvejr. Desuden er der en del myg på værelset, så andten skal vi have sat myggenet op, eller vi kan købe en myggespray til værelset.

I dag stod vi så tidligt op for at tage til Kakum National Park. Parken byder ikke på meget andet end gåture, og så selvfølgelig den populære – og dyre, efter ghanesisk standard, Canopy. I 1994 fik to canadiere ideen at bygge 6 platforme i 6 af de højeste træer, og forbinde disse platforme med gangbroer af træ og reb. Platformene er i højderne mellem 40 og 80 meter, men det virker ikke så højt, når man går over trætoppe og ikke alle steder kan se helt ned til jorden. Men det var da sjovt at prøve, og vi så da også flere aber svinge fra træ til træ.

I morgen skulle vi så køre mod Kumasi, men vi har ændret planer lidt. Længere henne ad kysten, tæt ved grænsen til Elfenbenskysten, ligger en lille landsby, Nzulezo, bygget på pæle i vandet. Det lyder ikke helt let at komme dertil, og vi ved heller ikke om det er muligt at besøge byen på søndag, da de små skippere måske vil i kirke i stedet for at arbejde. Men der sker jo ikke noget ved at prøve.

Forresten fik jeg i forgårs, dagen efter festen på den spanske ambassade, en invitation til reception på den danske ambassade på mandag i anledning af prins Joachims besøg med ledsagelse af et eller andet orkester. Desværre må han undvære vores tilstedeværelse, da vi ikke mente det var vigtigt nok til at udsætte rejsen endnu 5 dage.

miércoles, 13 de octubre de 2010

Oversættelse af Paco´s indslag

Dette er en oversættelse af Paco´s indslag. Billeder og video er ikke tilføjet denne oversættelse.

Nationalfest hjemme hos ambassadøren.

Tirsdag d. 12. Oktober 2010

Dagen begynder med varmt vejr, fordi det viser sig, at vi er på vej mod den tørre sæson. Vi har flere ting vi skal have ordnet og vi er i dag inviteret til 12. oktober fest på de spanske ambassadørs bopæl, og i morgen begynder vi at rejse rundt i landet. Så vi har stadig nogle ting vi skal købe og derefter pakke rygsæken.

Kl. 15:00 kommer skrædderen med vores bukser. Mine er gode nok, Mads´s lidt for små og han vil ikke lade mig tage et billede af ham i de alt for små bukser. I skulle have set ham, bukserne kunne ikke knappes. Skrædderen tager dem med igen for at forsøge at finde på en løsning inden kl. 17.00, dét tdispunkt vi har tænkt os at tage til festen.

Da vi endelig er klar og klædt så formelt som muligt, tager vi ud for at finde en taxa for at køre til ambassaden. Efter den sædvanlige trafikprop når vi endeligt frem til indgangen, hvor en masse officielle og private biler kører frem og tilbage, mens politiet forsøger at håndtere trafikken. Vi kigger på hinanden og tænker højt: dette lover!

Vi ankomer lidt nervøse for, om vores tøj nu er i overensstemmelse med denne store begivenhed, men tvivlen forsvinder hurtigt efter at vi ser flere personer klædt mindre formelt end os. Ved indgangen bliver vi hilst velkommen af ambassadøren og hendes mand i spidsen og derefter de ansatte på ambassaden. Vi hilser og takker for invitationen og går ind i en stor have, hvor der allerede befinder sig flere gæster. Ambassadørens bopæl viser sig at udgøre et stort og fint hus med en stor have og swimmingpool.

Pavilloner med borde og stole er sat op, en lille scene, hvor en gruppe vil spille ”flamenco fusion", og masser af mad og drikkevarer. Da vi så skinke (med tomat og hvidløg), tortilla og croquetter kastede vi os over maden med et glas fadøl og et glas Rioja vin. Nu blandt spansk talende mennesker, spansk mad og drikke hører jeg min elskede Miguel Bose synge; pludselig befinder jeg mig i hjemme.

Vi talte med adskillige personer, alle med deres egne individuelle historier om grunden til deres ophold i landet: to unge piger og en ung mand, alle tre venner af vicekonsulen, kun til stede i landet for at besøge deres ven; en forretningsmand, der havde boet 30 år i Afrika og kom med ganske uheldige og malplacerede kommentarer om Franco, hvilket jeg naturligvis gav en gensvar (vi snakkede heller ikke med ham resten af aftenen); en gruppe cubanere, mexicanere, peruanere (de er overalt!), som var der af forskellige årsager; og en herre fra de Canariske Øer, som lever mellem Nigeria og Ghana, og ejer en virksomhed, som handler med dæk. En række mennesker og diverse personligheder, der udgjorde et indbydende og ektravagant miljø. Men vi bekymrede os ikke meget om de andre, med mad og drikke, så skulle der være fest!

Efter ambassadørens og Ghanas udenrigsministers taler lød Ghana og Spaniens nationalhymder, alt imens der på en storskærm blev vist det spanske flag.

Derefter blev de forskellige tapas erstattet af andre retter, paella, grillet kulmule, blæksprutter i egen blæk, frikadeller og... gazpacho! Sådan, kun i Spanien ved man, hvordan man organiserer en god fest (især med skatteydernes penge).

Pludselig kan jeg ikke tro, hvad jeg hører; fra højttalerne lyder en pasadoble ... Jeg troede aldrig at jeg skulle føle mig så patriotisk og jeg blev helt rørt ved musikken. Men højst sandsynligt er det nok pga de adskillige Coca-Cola og JB, som er kommet indenbords.

Alligevel har jeg svært ved at tro om det kunne det blive mere spansk? Mit spørgsmål får et hurtigt svar, højttaleren begynder at afspille Po-ron-pom-pero af Manolo Escobar. Måske har I set videoen i det tidligere indlæg.

Pludselig ser vi noget, der næsten får os til at knække sammen af grin: under en enorm baldakin formet som en alt for stor paraply kommer en mand ind ad døren efterfulgt af sit lille følge. Begge tænker vi det samme: det er Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America”. Ærgerligt at vi ikke fik et ordentligt billede af ham, men jeg kan forsikre jer, hvis det ikke var Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America” var det ihvertfald hans nærmeste fætter.

Vi talte et par minutter med ambassadøren, der viste interessere for vores situation (vi er efterhånden kendte), så vi fortæller vores planer om at rejse rundt i landet, hvortil hun kommenterer, at det er et godt valg, og at hvis de fra immigration pludselig vil have fat i os ”kan de jo bare søge efter os”. Sandheden er, at vi blev lidt forvirrede over denne kommentar, især da den nu kom direkte fra en ambassadør. Samtidig kan der også siges en masse om den spanske ambassades håndtering af vores sag, men det lader vi ligge til en anden gang. Dog blev vores tvivl bekræftet af flere folk tilstede, som ikke har meget godt at sige om ambassaden og deres ydelser og bistand til det spanske fællesskab og de spaniere, som er bosat i Ghana.

Heldigvis ændres musikkens stil og de begynder at spille Los Secretos, Danza Invisible, Mecano, Miguel Bosé. Fantastisk!. Ikke-spanske gæster (herunder Kongen af Zamunda fra filmen ”Coming to America” og hans følge) begynder at forlade festen og de resterende kredser om baren, de typisk drikkende spaniere med fyldte glas!

Pludselig hører vi bemærkninger om forrige års festligheder arrangeret af den tidligere ambassadør, hvor alle de resterende gæster endte i poolen. Bare ærgeligt at denne samtale lidt efter lidt døde hen, da det kunne have været sjovt, især fordi det var en varm aften.

Der havde dannet sig to grupper: konsulære habitter og deres venner og en gruppe syngende sydamerikanere med guitar. I kan sikkert forestille jer, hvilken gruppe vi deltog i.

Vi havde det sjovt, vi sang, drikkede, snakkede ... indtil vi fik at vide, at ambassadøren gerne ville trække sig tilbage til sit kammer og vi andre skulle være velkomne til at gå andre steder hen med musikken. Alt har jo en ende.

Vi kom sent hjem med taxa og en smule (meget) påvirket af JB med cola. Men vi havde det sjovt, dog er det eneste negative, hvordan vi i morgen skal komme op og begynde turen.

Naturligvis stod vi ikke op.

La Fiesta Nacional en casa de la Embajadora

Martes, 12 de octubre 2010

El día comienza con mucho calor, y es que se nota que estamos entrando en la estación seca. Tenemos que hacer varias cosas porque hoy estamos invitados a la Fiesta del 12 de Octubre en la residencia de la Embajadora de España y, además, mañana nos vamos de viaje por el país. Así que, todavía nos quedan algunas cosas que comprar y luego hacer la mochila.

A las 15:00 h. llega el sastre con nuestros pantalones. El mío bastante bien, el de Mads... bueno, no me ha dejado sacarle una foto pero estaba gracioso, teníais que haberle visto. Se han equivocado de medidas y no le abrochaba. Se lo vuelven a llevar para intentar hacerle un apaño antes de las cinco de la tarde, hora que tenemos previsto salir hacia la fiesta.

Listos para La Fiesta
Una vez pasados todos los percances y vestidos lo más “formal” posible nos encaminamos a buscar un taxi que nos lleve a la Embajada. Después del atasco pertinente llegamos a la puerta en donde un montón de coches oficiales y particulares se arremolinan por allí, y la policía intentando ordenador el asunto. Ambos nos miramos y pensamos lo mismo: esto promete!!

Llegamos nerviosos de saber si nuestras vestimentas estarán acordes o no a tan magno evento, dudas que se nos disipan rápidamente después de ver a varios individuos peor vestidos que nosotros. A la entrada nos recibe todo el personal de la Embajada, con la Embajadora y su marido a la cabeza. Nos saludan, damos las gracias por la invitación y entramos en un extenso jardín en donde ya hay varios invitados. La residencia de la Embajadora está super bien, una buena casa, un amplio y bonito jardín, y una piscina.

Había varias carpas con mesas y sillas, un escenario en donde estaba tocando un grupo que dijeron hacían una especie de “flamenco fusión”, y muchos, muchos canapés y bebida. En cuanto vimos el jamoncito (con su tomatito y ajo), las croquetas y la tortilla de patata nos tiramos de cabeza a ellos, junto a un vaso de cerveza y una copa de vino de Rioja. Gente hablando español, comida, bebida y por los altavoces ahora estaba sonando mi adorado Miguel Bosé!! En fin, de repente me encontré como en casa.

Hablamos con varias personas, todas con sus historias particulares de por qué se encontraban allí: un par de chicas y un chico amigos del jovencísimo Vicecónsul, que estaban allí por diez días visitando a su amigo; un empresario que llevaba 30 años en África y que hizo un comentario sobre Franco bastante desafortunado y fuera de lugar, del que evidentemente obtuvo una respuesta por mi parte (no volvimos a cruzar palabra con él en toda la noche); un grupo de cubanos, mexicanos, peruanos (están en todas partes, jejeje) que estaban allí por diversas razones; y un empresario canario que vive entre Nigeria y Ghana y se dedica a los neumáticos. En fin, una variedad de personas y personajes que hacían un entorno acogedor a la par de extravagante. Pero bueno, nosotros a lo nuestro: comida y bebida, era una fiesta!!

Después del discurso de la Embajadora y de la Ministra de Asuntos Exteriores de Ghana, sonaron los himnos de Ghana y España, junto a una gran pantalla en donde estaba proyectada la bandera de España.

Banderita
Acto seguido en las diversas mesas los canapés habían sido sustituidos por otros manjares: paella, merluza a la brasa, calamares en su tinta, albóndigas y... gazpacho!! Joder, los españoles somos únicos cuando queremos montar una buena fiesta (sobretodo con el dinero de los demás, jejeje).
Paella y Gazpacho
Mads y el gazpacho
De repente no doy crédito a mis oídos, por los altavoces está sonando un pasodoble... Jamás me lo podía creer, pero de repente me entra un “amor patrio” y me emociono al oírlo. Pero bueno, seguro que eran los efluvios de los varios JB con Coca-Cola que llevaba en mi cuerpo.


En fin, no me lo podía de creer, ¿se podría ser más cañí? Mi pregunta tuvo su rápida respuesta, por los altavoces empieza a sonar el Po-ron-pom-pero de Manolo Escobar. En fin, ya habéis visto el video en una entrada anterior. Si no es así pulsa aquí.

De repente sucede algo que nos hace doblarnos en dos de la risa, y es que por la puerta entra un señor bajo un enorrrrrme paraguas a modo de palio, seguido de un pequeño séquito. Los dos pensamos al mismo tiempo: joder, el Rey de Zamunda!! Lástima que no tengamos una foto decente que enseñaros pero en verdad os digo que si no era el Rey de Zamunda era su primo cercano.

Estuvimos hablando unos segundos con la Embajadora que se interesó por nuestra situación (somos más conocidos que la Chelito, joder!!), para, a renglón seguido, decirnos que hacíamos bien en irnos de viaje por el país, y si Inmigración quiere algo “que os busquen”. La verdad es que nos quedamos perplejos ante esta sugerencia, sobretodo viniendo de una Embajadora. Pero bueno, la verdad es que habría mucho que decir sobre la actuación que ha tenido la Embajada de España en todo nuestro asunto, pero no es este el momento. De todas formas, nuestras dudas se vieron confirmadas por varias personas que estaban allí y que no hablaron precisamente muy bien de la Embajada y de los servicios/ayuda que presta a la Comunidad de españoles/as que habitan en Ghana.

Con la Embajadora
Pero bueno, afortunadamente la música cambió de estilo y empezó a sonar Los Secretos, Danza Invisible, Mecano, Miguel Bosé (aiss!!), todo estaba genial. Los invitados no españoles (incluyendo al Rey de Zamunda y su séquito) se fueron marchando y solo quedamos, alrededor de la barra, los borrachuzos de los españolitos todos agarrados a los vasos de tubo de cristal!!.


De repente se empiezan a oír comentarios de cómo, en otras fiestas celebradas por el anterior Embajador, todos/as acababan en la piscina. Lástima que el rumor se fue apagando poco a poco porque hubiera sido divertido, sobretodo porque hacía calor.

En la piscina
Se habían hecho dos grupos, el de los amiguitos del Agregado Consular que nos parecían de lo más pijos y peperos que os podáis imaginar; y el de unos pocos sudamericanos que estaban con una guitarra cantando. Ya os podéis imaginar a que grupo nos unimos, no?



Lo pasamos genial, cantando, bebiendo, charlando... hasta que nos dijeron que la Embajadora se iba a retirar a sus aposentos y que el resto teníamos que irnos con la música a otra parte. En fin, que le vamos a hacer, todo tiene su fin.

Llegamos a casa en taxi bastante tarde y un poco (bastante) perjudicados por la ingesta de JB. Pero bueno, lo pasamos super bien. Lo único malo de todo esto es a ver quién se levanta mañana para irse de viaje.

Evidentemente nosotros no.

Feliz 12 de Octubre!!

Esto es un adelanto de lo que pondréis ver mañana porque, después de la resaca de JB’s con Coca Cola mañana no hay quien nos levante para irnos de viaje…

En fin, juzgad vosotros/as…



martes, 12 de octubre de 2010

El cumpleaños de Daisy

10 de Octubre 2010

Daisy ha cumplido hoy seis años. Suena muy inocente y, en verdad, muy inocente ha comenzado...

Sobre la hora de comer empiezan a llegar niños del barrio y poco a poco las pequeñas sillas rosas, ubicadas debajo de una gran carpa, se van llenando con caras repletas de curiosidad y expectativas ante el espectáculo del cumpleaños de una niña, sobrina de nuestra Becky. Por supuesto no faltan los altavoces extravagantes con música popular, el “altar” decorado con flores de plástico y detrás un pequeño sofá rojo destartalado, desde dónde la cumpleañera puede contemplar a sus invitados y otros curiosos que han llegado.

Bajo el control paterno se sirve la comida junto a una pequeña bolsita que contiene el postre; una rosquilla pequeña pero con una densidad igual a un pack entero de donuts. A nosotros nos sirven una cerveza, pero tal como avanza la fiesta no tardamos en sacar un cubata. Sacamos fotos, grabamos video y observamos a la cocinera bailando de manera poco apropiada con un par de botellas de Fanta naranja.
Al final llega la hermana menor de Becky, tiene 25 años y mucho peligro. Si no fuese porque su nombre, Tso-Tsoo, significa algo bastante obsceno en español (Cho-Cho en castellano, ¡dílo rápido unas cuantas veces!), uno, después de esta noche, podría llegar a creer que su nombre se ha elegido muy a propósito.

La Tso-Tsoo llega con dos amigos, después de haber estado en una comunión en donde habían bebido bastante. La música suena de unos altavoces pequeños, pero como es costumbre en África, el volumen está a tope. Sacamos una botella de whisky sabiendo que la mayoría no suele beber mucho, pero no teníamos a la Tso-Tsoo en cuenta... Paco la pone una copa, ella la mira y dice que “no está muy fuerte, así que agarra la botella y se llena medio vaso de whisky solo. Acto seguido coge el vaso y bebe su contenido como si fuese zumo. Esperábamos una cara retorcida como una persona que acaba de morder un limón, pero la Tso-Tsoo no. Con chulería y de manera obscena saca la lengua y consume las gotas de whisky que se la quedado en el labio superior. Esa fue la primera pista que adelantaba el peligro inminente.

Se suceden varios bailes obscenos en donde la Tso-Tsoo va mostrando sus grandes atributos (delanteros y detraseros). Hay risas y todo va siendo grabado en video, hasta que la Tso-Tsoo se pone delante de la cámara y confiesa que “su padre la cree virgen”. En varios momentos nuestros atributos masculinos delanteros son arrollados, literalmente, mediante el frotamiento apasionado por las amplias posaderas de la Tso-Tsoo.














Poco después acaba la fiesta en el porche de Becky. Ya habíamos dado más que suficiente material para los vecinos cotillas, y Tso-Tsoo no solo había soltado su lengua demasiado, también su cuerpo parecía estar buscando algo suelto...


Llamamos a un taxi a que los lleve a sus casas, pero antes de subir al taxi la Tso-Tsoo ofrece un número extra a los espectadores al caerse redonda entre la casa de Becky y la tienda de su cuñada. Su hermano mayor sale de la tienda de su esposa para ayudar a poner a su hermana menor, la más pequeña, en pie.

Espero que la sobrina Daisy no llegó a ver cómo acabó su sexto cumpleaños para algunos...