Este blog nace con la intención de compartir con todos/as vosotros/as nuestras experiencias y vivencias en Ghana. Nace con la misma ilusión que afrontamos nosotros nuestro viaje a África. Y además queremos que sea un punto de encuentro entre nosotros y vosotros/as, en dónde os contemos y nos contéis. Esperamos que en estos dos meses podamos ilusionaros y, al igual que nosotros, podáis llevar a África en la mirada.

Denne blog er oprettet med det formål at dele vores oplevelser i Ghana med jer. Den oprettes med stor illusion nu da vi står over for vores tur til Afrika. Vi vil ønske at dette kan blive et ”mødested” mellem os og jer, hvor vi fortæller, og I kan deltage. Vi håber, at vi i disse to måneder kan give jer de samme forhåbninger, som vi har, og at I vil vende Blikket mod Afrika.

martes, 9 de noviembre de 2010

Sidste besøg hos inmigration / Regresamos pa' España!!

(Texto en español más abajo)

Billedet taler for sig selv. Vi har her til morgen fået vores pas tilbage, men med beskeden, at vi skulle have søgt om en forlængelse af vores visum, så i lufthavnen skal vi betale en bøde. Det var jo ikke den besked vi fik i sidste uge, så derfor er ambassaderne endnu en gang sat på sagen, da de her i landet ikke kan finde ud af, at gøre noget på den rigtige måde.


PS. Vi har lige hørt fra Ann fra den danske ambassade, at direktionen hos inmigration har givet besked til lufthavnen om vores situation, og der skulle ikke blive problemer. Hun har fået dette bekræftet tre gange, så vi må nu regne med, at der er noget om snakken. Den spanske ambassade har ikke været til megen hjælp; deres råd var faktisk, at vi bare skulle betale, hvad de forlanger, og glemme sagen når vi kommer hjem. Den danske ambassade har til gengæld været en stor hjælp, og uden Ann ved vi ikke rigtigt, hvor vi ville kunne have havnet. Fantastisk nok har hun kun siddet et par måneder i sin stilling, så vi må bekræfte at hun er vel valgt.

Dette er så vores sidste farvel fra Ghana. Alle eventyr kommer jo til en ende.

Esta podía ser una bonita entrada de despedida, con una foto de nuestros pasaportes recién recuperados. Pero creo que solo es la calma que precede a la tormenta.

El primer paso ya está dado. Después de 1 mes y medio hemos podido recuperar nuestros pasaportes. Pero eso y solo eso, recuperar. Esta noche vendrá la fiesta cuando en el aeropuerto no nos dejen pasar porque nuestra visa está caducada. En el Cuartel General de Inmigración hoy nos han dicho que tendremos que pagar una multa por no haber renovado la visa. Así, con todo el descaro del mundo. Hace 3 días nos dicen que no hay problema y que no tenemos que renovarla, y hoy nos echan en cara por qué no lo hemos hecho. Claro, les hemos puesto cara de “sois gilipollas o hijos de la gran puta, o ambas cosas?. Si los pasaportes los tenéis retenidos vosotros y hasta hoy no los habéis soltado, ¿cómo cojones queréis que hagamos la renovación?”

En fin, les hemos dicho que esta noche va haber una gran fiesta de problemas en el aeropuerto, con dos blancos maldiciendo a grito pelao y con dos embajadas allí. Que no se preocupen que sus nombres saldrán a relucir en todo este asunto y que no pienso pagar ni un duro a nadie. Si me tengo que quedar a vivir en el aeropuerto lo haré. Evidentemente todo esto a ellos se la pela, literalmente. Vamos, que se la suda lo que pase.

La que está indignada es la chica de la Embajada danesa, así que la fiesta esta noche está más que asegurada. De todas formas seguro que tendremos que pagar, pero el pollo que pensamos montar se va a recordar por mucho tiempo aquí.

En fin, como ya le hemos dicho a Becky en alguna ocasión, “si eres inepto, vago, chulo, prepotente y además un hijo de puta... no te preocupes, tienes trabajo asegurado en Inmigración de Ghana”.

Bueno, ahora vamos a hacer la mochila y prepararnos. Sobre las 20:00 h. nos iremos hacia el aeropuerto a enfrenarnos a nuestro destino.

Seguramente esta sea nuestra última entrada desde Ghana y no sabemos cuando podremos volver a escribir, esperamos que pronto. Aunque a la mayoría os veremos en estos pocos días que vamos a estar en Madrid, intentaremos dar señales de vida por aquí de que hemos llegado bien.

Es una lástima que todo haya transcurrido con tantos problemas y que nuestro voluntariado haya resultado un fiasco, sin embargo nos llevamos una gran amistad con Becky. En estos dos largos meses hemos estado alegres, contentos, frustrados, indignados y enojados. Y aunque hemos tenido de todo solo nos queremos quedar con las buenas sensaciones. Lo demás solo sirve para que le hierva a uno la sangre, y no merece la pena.

Queremos dar las gracias a todas y todos los que nos habéis seguido en nuestra aventura. Sabemos que sois muchos/as las que habéis estado ahí viviendo con nosotros esta etapa de nuestras vidas, por eso os damos las gracias de todo corazón.

En breve salimos para España y esperamos que dentro de poco os podamos ver a todos/as y cada uno/a de vosotros/as.

Gracias y hasta pronto!

Mads & Paco

PD1. A punto de publicar esta entrada nos ha llamado Ann (la de la embajada danesa) para decirnos que ha conseguido hablar con uno de los Directores de Inmigración. Este señor por lo visto está indignado de como la gente de Inmigración nos ha tratado y ha pedido todos nuestros datos para investigar el asunto. Seguimos esperando noticias para ver si al final todo se soluciona de cara al aeropuerto. Pero de momento es buena noticia, alguién investigará a los 3 cabrones que han tratado con nosotros. Bueno, tengamos un poco de esperanzas de que al final salgamos sin problemas del país.

PD2. No, si al final no publico la entrada jejeje. Nos acaba de llamar Ann de nuevo. Bueno, parece ser que este Director ha obligado al hijo de puta que nos ha tratado tan mal en todo esto a que llame al aeropuerto para dar nuestros nombres y decir, al jefe que está de guardia esta noche, que no nos pongan problemas. Joder, lo que hubiera dado por ver la cara del cabrón cuando ha recibido la llamada de su Director. Así que, todo parece casi arreglado en la teoría... ahora solo hay que ponerlo en práctica. Veremos a ver. De todas formas hay que ver que diferencias de Embajadas, la danesa se ha involucrado desde el primer día y si todo sale bien será gracias a Ann y sus gestiones. La española... la pongo al mismo nivel que a los cabrones de Inmigración. Aún estoy esperando que me devuelva la llamada el niñato del Vicecónsul. Ahora... que cuando pase el control de Inmigración le voy a llamar y le voy a decir cuatro cositas bien dichas a este crío. En fin, menos mal que uno tiene marido danés que si no... Una vez más: Nórdicos 1 - Sureños de Europa 0.

Él si que NO es natural

Martes, 9 de noviembre 2010

Con el permiso de mi marido (ups, seguro que voy al infierno por decir esto!) y de todos/as vosotros/as, no puedo de dejar de hacer una entrada para referirme a este individuo. Lo lamento por las personas que se sienten cristianas pero quiero que sepan que no es un ataque hacia ellas ni hacia su fe, si no un ataque hacia el bastardo capullo de la foto. Y es que, como se puede permitir que un individuo como este llegue a tu casa y delante de tus morros consientas que te insulten. Lo digo por el que dice ser nuestro Jefe de Estado y su esposa. Como puede quedarse tan tranquilo el ciudadano Juan Carlos cuando este “señor” viene a tu país a insultar a parte de su ciudadanía. Cómo puede el Señor Borbón quedarse tan tranquilo cuando este individuo escupe mierda por su boca sobre el papel de las mujeres. Cómo puede quedarse tan tranquilo el inútil que tenemos por Rey, cuando una persona como el ”señor” de la foto llega a tu casa y se mete a revolver en tus asuntos y tu economía (por lo de dar pasta a las familias “naturales”).

Pues ahí lo tenéis!! Impasible, como si oyera llover y deseándole buen regreso a Roma. Eso sí, si en vez del impresentable del Papa hubiera sido cualquier Presidente de Sudamérica el que se mete con nosotros... eh! entonces sí, hay esta el ciudadano Juan Carlos para taparle la boca. Algunos y algunas nos hubiera gustado ver al JuanCar levantarse en plena homilía-mitin político y decirle a este individuo: “por qué no te callas!”. Pero ca, con la Iglesia hemos topado! Maldito cobarde de los coj...

Y lo peor de todo esto es que, encima, algunas/as ciudadanas tenemos que escuchar del principal partido de la corrupción, perdón... digo de la oposición, declaraciones del tipo “es que hemos malinterpretado las palabras de este “señor””.

Mira, mira... solo me sale una frase de un gran actor: “A la mierda. Váyanse a la mierda!!” Aunque yo añadiría... a la mierda y también de este país, miserables!!

The Final Countdown

Martes, 9 de noviembre 2010



Bueno, pues como decían los “Europe”... “is the final countdown”. Y es que ya tenemos las tarjetas de embarque y hemos facturado. Estamos listos para volver, salvo por un pequeño detalle... seguimos sin pasaportes!! A escasas 17 horas para embarcar en el avión que nos devuelva a casa, los de Inmigración siguen reteniendo nuestros pasaportes, con la particularidad, esta vez, de que nuestro visado lleva caducado una semana. En fin, han prometido a todo el mundo (a nosotros y a las embajadas) de que en esta mañana nos devuelven el pasaporte y de que luego, en Inmigración del aeropuerto, no tendremos ningún problema para salir del país por la expiración de la visa. En fin, yo me creo lo primero pero lo segundo... va a ser que no. Y es que creo que el destino aún nos tiene reservado un final de fiesta con traca y fuegos artificiales incluidos en el aeropuerto. Al final os digo que salimos del país por la puerta grande, escoltados por ambas embajadas. Y si no, al tiempo. La verdad es que hace muuuucho que no digo esta frase, pero creo que viene muy a cuento hoy: “no-me-toques las palmas que me conozco”... En fin, veremos a ver que pasa. Tendremos paciencia, aunque reconozco que a estas alturas nos queda poca. Al final, me veo como la pobre Aminatu Haidar, haciendo huelga en el aeropuerto hasta que me dejen salir del país.

Bromas a parte (aunque la verdad es que hay pocas en el anterior párrafo), anoche Becky & Company nos hicieron una cena especial de despedida. Adivináis que nos pusieron para cenar?? Noooo, no fue Fufú. Noooo, no fue Bankú (una variedad del Fufú). Nooooo, no fue Kenkei (otra variedad del puto Fufú)... que no lo adivináis?? POLLO CON ARROZ!!! La madre que los parió. Cena especial dicen!! Joder, hubiéramos preferido un par de pinchos morunos a la barbacoa que hacen en la esquina de la calle!! Pero oye, es de agradecer. Cenamos todos/as juntos/as y pasamos un rato agradable

En fin, que estamos con la cuenta atrás. En un par de horas iremos a Inmigración a ver si nos dan los pasaportes y luego regresaremos para hacer mochila y preparar las cosas. Amigos y amigas... esto llega a su fin.


jueves, 4 de noviembre de 2010

Ups, lastbilen knækkede...


I Afrika tænker man ikke så meget over, hvad der er bæredygtigt. Hvad man kan tjene i dag, er det vigtigste, og i morgen tænker man det samme igen. Planer er aldrig langtidsholdbare, og kan man snyde en kunde i dag, gør man det. Samme kunde kommer selvfølgelig ikke tilbage for at købe i selvsamme butik, men ejeren fik da tjent lidt ekstra håndører dén dag uden at tænke på, at det ville være bedre at give god kundeservice og have en fast kunde. Det samme sker gang på gang. Billedet af lastbilen er et godt eksempel. Hvis en afrikaner ejer en lastbil kan han tjene penge på at transportere. Hvis han læsser forsvarligt efter lastbilens kapacitet vil han kun tjene på dén mængde, der kan læsses. Derfor bliver lasbiler (og egentlig alle former for transportmidler) overlæsset til bristepunktet, for at tjene hurtige penge nu og her. Problemet er jo bare, når hjulakslen knækker under vægten, og så er det slut med at tjene hurtige penge. Små afrikanske hoveder forstår slet ikke, at det ville være bedre at respektere lastbilens max kapacitet, og dermed også forlænge lastbilens levetid og ejerens indkomst. For vi andre lyder det som den mest logiske fremgang, men logik er aldrig nået til Afrika, og så længe de næsten foretrækker at forblive mere eller mindre ignorante, ankommer logikken nok heller ikke i den nærmeste fremtid.

Lastbilen på billedet er forresten slet ikke en lastbil, men en minibus læsset til bristepunktet indeni, og den udvendige bagage taler for sig selv...

Fufu

El fufu de los coj..es es lo que anteriormente se nos ve machacando con palo en algunas fotos. Esta foto de publicidad "subliminal" también os puede hacer una idea de ese plato típico.


miércoles, 3 de noviembre de 2010

Dificil de digerir.

Al igual que hace unas seis semanas cuando me puse malo y dejé a Paco a cenar Banku de los coj..es sólo, ésta vez es al revés. Paco se ha ido a la cama con dolor de cabeza, y encima no tenemos más Tylenol. Por suerte aquí hay Tylenol en cada farmacia, solo hemos olvidado comprar. Pero el pobrecito me ha dejado sólo para cenar fufu (mezcla de kasawa y plátano en bola que se sirve como si fuese una masa de pan sin hornear). El banku es parecido, pero sin plátano, pero igual de imposible de comer y peor para digerir. Y para hacer la situación peor, Paco hoy ha insistido en comer tarde, a las 16.30, para luego evitar el fufu y no ir a la cama con hambre. No tengo naaada de hambre y me veo obligado a probar el fufu de los coj..es, pero por lo menos les he convencido que de momento no tengo hambre. Cabe la esperanza que pronto se irán a la cama y puedo echar la buena cena típica a las gallinas esta noche…

Hoy ha hecho mucho calor y hemos estado por el centro un buen rato. Siempre solemos tener cuidado de beber más que suficiente, pero a veces nos sorprende el clima. Sólo es la segunda vez que a Paco le entra dolor de cabeza, lo cual en si es de extrañar con el esfuerzo físico que a veces supone moverse bajo el intenso sol africano. De momento estoy en el porche de Becky, sudando litros por minuto y disfrutando que esta tarde ha llegado con un módem que funciona (a pedales, pero aquí nadie tiene prisa). Supuestamente mañana llegará un técnico de vodafone a mirar el fijo y esperamos pronto poder volver a hacer llamadas. Pero a saber; técnico es la palabra que conocemos, pero aquí llegará el empleado más lento de vodafone con medio destornillador en la mano y, seguramente, después de un par de horas llegará a la conclusión que la línea no funciona correctamente.

También, hoy hemos estado en inmigración ya que el lunes fue lunes de no trabajar al estilo funcionario español (perdona Mari Carmen y Enrique) pero aunque acompañada por la muy maja empleada de la embajada danesa, Ann, logramos lo sospechado: nada! Entre conferencias y excusas malas hoy no se ha podido hacer nada. Una cosa si que tenía sentido, hoy (miércoles) nuestro visado caduca y en principio teníamos que pedir una extensión. En inmigración confirman que tardan entre 4 y 5 días en realizar una extensión y para nosotros esa espera supondría un problema, ya que durante el proceso inmigración se queda con el pasaporte. Nos aconsejan volver al lunes o el martes, el mismo día de nuestra salida a España para que ellos (inmigración) puedan informar a inmigración del aeropuerto de nuestro caso y nuestra salida sería sin problema. Al final quedamos en que Ann el lunes 8 de noviembre llama al jefe de inmigración para recordarle de terminar el papeleo para nuestra salida y a la vez que la confirme si el martes por la mañana nosotros podríamos volver a su oficina a por los pasaportes (ella nos va a acompañar si es el caso). Por si la decisión de inmigración es de entregar los pasaportes en inmigración del aeropuerto no tendríamos razón para volver a la oficina principal de inmigración en Accra. Ann hoy nos ha asegurado que inmigración saben tratar bien con documentos y no hay por qué preocuparse.

Uff, no me extraña que a Paco le duele la cabeza.

No nos preocupamos, sólo es una situación incómoda. Nos agrada el apoyo de Ann y su preocupación, y su confianza de que al final todo sale como debido y es una sensación que ,de verdad ,nos transmite cada vez que la vemos. Martes todo saldrá bien y esperemos que en España tampoco se preocupe demasiado.

Estos asuntos burocráticos nos hubiese gustado transmitirlos por voz personal por teléfono, pero como hay un problema con la línea en casa de Becky, y a saber cuándo se arregla por aquí, hasta ahora no ha sido posible esa vía de comunicación. Y ya que Paco esta noche se ha ido a la cama sin saber que de nuevo el módem funciona, pues me tomo la libertad sin censura matrimonial de contar algunas de las últimas noticias. Vuelvo a mencionar que no hay razón para preocuparse, al final parece que inmigración retiene nuestros pasaportes para asegurar que no vamos a tener problemas en nuestra salida, Ann de la embajada danesa esta atenta al asunto y después de dos meses en Ghana hemos aprendido a tener muuuucha paciencia.

Uff, la verdad, son un poco pesados aquí en casa esta noche: son las 21.30 y todavía no se han ido a la cama. Al final me tengo que tragar el fufu de los coj..es sólo…

Sidste del af turen.

Busturen til Mole National Park skulle tage ca. 4 timer, men med stop på næsten alle gadehjørner, ender turen med at tage 6 timer. Lidt i 22 søndag aften ankommer vi til Mole og når lige at bestille aftensmad inden restauranten lukker. Aftensmad er så meget sagt: snarere tørre rester til overpris. Det er bælgmørkt over det hele, så vi kan ikke rigtig få noget indtryk af stedet.

Vores værelse er slidt og for første gang ender vi med at sætte myggenet op. Til næsten samme pris som Beyin Beach Resort, ville vi have forventet lidt bedre standard, men eftersom Mole Motel er det eneste hotel inde i nationalparken, kan de tillade sig at hæve prisen over den standard de tilbyder.

Næste morgen står vi ikke op for at tage på vandretur – vandre safari, som de kalder det. Vi bruger dagen ved siden af poolen, og i poolen, og finder ud af, at det er regnsæson for tiden, så parken er oversvømmet og der er nul chance for at se elefanter og andre eksotiske dyr, eftersom der er masser af steder de kan drikke vand. Desuden kan man heller ikke komme rundt i jeep, da vejene er oversvømmet.

Oven på den skuffende overlevelse i Mole National Park beslutter vi at tage en lidt bedre bus tilbage til Tamale. Heldigvis findes der et nyt selskab, som kører minibusser tilbage til Tamale. Godt nok til en lidt højere pris, men så skal vi heller ikke afsted kl. 4 om morgenen.

Tilbage i Tamale er vi uheldige med maden og har det begge smådårligt om natten, så vi beslutter os for at tage afsked med den skuffende nordlige del af Ghana på den lette og hurtige måde: med en direkte bus tilbage til Kumasi.

I Kumasi sover vi en nat, og tager dagen efter en tro-tro til byen Koforidua nord for Accra. I byen er der ikke så meget at se, men dagen efter, fredag morgen tager vi en tro-tro ud til Boti Falls (vandfald).

Vi vælger den store rundtur ud til en 25 m. Bred sten på en spinkel klippe, og et palmetræ med tre toppe, inden vi går tilbage til vandfaldet. Det viser sig at blive en varm tur. Selvom vi går i skyggen, ender vi med at være gennemblødte af sved pga gåturen op og ned af bjergstier. Vi har guide med, men det er egentligt ikke nødvendigt; de kunne bare have sagt, at vi skulle følge sporet af affald og plastic... Endelig når vi frem til den 25 m. brede sten, og endnu en gang må vi konstatere, at de har problemer med at se forskellen på meter og fod: stenen er ca. 8 m. Bred, det der svarer til 25 fod.

Fremme ved palmen med tre kroner, konstaterer vi, at de i landet da i det mindste kan tælle til tre...

Desværre må man ikke bade i vandet ved Boti Falls (pga sikkerheden), men jeg tror nu heller ikke at nogle besøgende ville have lyst til at gå ud i det brune muddervand forårsaget af vandfaldets tryk. Eftersom vi var de eneste besøgende fredag morgen, fik vi da en stille og rolig, dog meget svedig, tur i området.

Ved indgangen venter vi næsten en halv time under afrika´s bagende sol, inden vi får fat i en taxa. Det gode ved afrika´s upålidelige transportsystem er, at der altid kommer en tro-tro eller taxa forbi på et eller andet tidspunkt, så man ikke strander ude i ødemarken. Man skal bare være tålmodig.

Tilbage i Koforidua henter vi vores rygsække og begiver os ind til centrum for at finde en tro-tro mod Accra. Vi ville egentligt have sovet i byen Aburi mellem Koforidua og Accra for at besøge en speciel botanisk have, men det dropper vi, da der i Aburi ikke er megen mulighed for at overnatte. Vi håber at besøge byen på en dagtur fra Accra i stedet.

Undervejs tilbage mod Accra i vores tro-tro med aircondition ser vi en jeep som næsten kører af bjergvejen pga uforsvarlig kørsel. De foransiddende passagerer griner højlydt og ignorerer, at vores chauffør kører lige så uforsvarligt, og vores tro-tro lige så godt kunne have have været godt på vej ud over skråningen. Men så langt tænker man ikke i Ghana. Går det godt denne gang, så går det også næste gang...

Tilbage i Accra tager vi til tro-tro stationen ”37”, som ellers plejer at være fyldt med tro-tro’er, som bare venter på at blive fyldt, men denne gang er stationen tom og fyldt med lange køer. Kl. er 17 en fredag eftermiddag lige midt i fyraftenstiden... Heldigvis har vi vores Becky, så vi ringer og spørger hvor hun er. Hun er lige taget fra arbejde, så bare vi tager en taxa til Labadi (tæt ved vandet) skal hun nok vente på os og køre os hjem derfra.

Hun er dog ikke den eneste i bilen: hun har to kollegaer med, og da kvinder i Afrika har røve som ladeporte (ja, Becky er ikke den eneste) ender vi med at sidde med vores rygsække på skødet resten af vejen hjem, men vi er lidt ligeglade; i det mindste er vi på vej hjem, vores hjem i Ghana.



lunes, 1 de noviembre de 2010

Boti Falls (Koforidua)







Mole National Park


Mole National Park for visitors.

Even though the most popular guide book for Ghana, Bradt written by Philip Briggs, displays Mole National Park as one of the country’s main attractions, you might think twice before deciding to pay the park a visit.

Going from Tamale to Mole can be a Dantesque journey. The only direct public busses to Mole Motel run from the Metro Mass Busstation. Supposedly there’s a bus every day around 3 pm, and you can’t buy the ticket in advance, so you would have to go there past noon and wait under the always strong African sun at the dirty and chaotic station. At least people are helpful and take care of travellers, so they board the right bus. Also they make sure to tell you to be patient, as to the bus always being late because of constant repairs. If it leaves before dark you’re lucky. If you feel lost, ask for Abio, he’s very helpful.

The trip only takes about 4 and a half hours (for 135 km!!!!) but this is the trip itself and without taking in account the multiple stops and breaks on the way. You will be lucky to arrive at a time when the restaurant is still open and you’ll be able to eat dinner or buy water. If you’re lucky to arrive before the restaurant’s closing time at 10 pm, the dinner served is dry rice and almost uneadible leftovers served for high prices (9 GhC).

Make sure you reserve a room at the Mole Motel as it’s very often full. Do this at least 3-4 days before arrival. Bradt guidebook lists 4 numbers, of which only one (the first one) is valid. The rest are cancelled. The rooms are big but old and badly maintained, and as the only option for sleeping in Mole, it’s quite highpriced considering the quality. At least there’s a bar with plenty of beer for a reasonable price, so you can swim in the pool and have beer to make up for the disappointment of what is supposed to be one of Ghana’s biggest attractions.

The disappointment is not only the difficult access at odd hours with the Metro Mass bus, the poor quality of the motel, the impossible visit further into the park, unless you take the safari hikes for 2-3 hours (best in the morning). Mole National Park lacks what other safaris offer. It’s certainly cheaper in Mole National Park, but you get the quality you pay for. During the rainy season it’s difficult to see big animals like elephants, as water is plentiful so they don´t need to drink by the lake below Mole Motel. Also in the rainy season the roads in the park might be flooded, so you won´t be able to do 4wd tours. If you come in the dry season, you will probably see elephants drinking at this lake, but bring binoculars because the very small viewing platform is at far distance from the animals.

Situated at the Information Center there’s a small and fairly cheap handicraft shop (cheaper than the Cultural Centres in most bigger cities) and also a convenience store with soft drinks and crackers.

There is a new company, Eco Journeys, running shuttles between Tamale and Mole for 4 times the price of the Metro Mass bus (5 GhC compared to Eco Journey’s 20 GhC), and it seems good value and certainly more comfortable. Most hotels (all over Ghana) have their pamflets but calling them might not make you any wiser and might just give give you the impression it’s not a serious company. Personal contact is better: their office in Tamale is at the Cultural Center and they have an office in Mole at the Information Center. The shuttels run twice daily in the morning and around noon. Taking this option you avoid the always very late arrival and the trip only takes 3 hours. In Mole the guy in charge of Eco Journeys is a very nice man named Castro, and you can reach him on number (+233) 0247795041.

In evaluation, Mole National Park might not be what you expect if you think of it as safari. It’s just mediocre accomodation, early bush walks and relax at the pool the rest of the day (bring a book!). Philip Briggs is right, it’s cheaper than other African safaris and probably the only place to do safari hikes. Once again, you get what you pay for. If you expect to see plenty of big wild animals, the whole circle of life from ”The Lion King” you’re in the wrong place. Save your money, go to the zoo or save for your next journey including a real safari somewhere else.

But if suffering on a bus for almost 6 hours, pay the overpriced bill at the Mole Motel, laze around the pool most of the day, and then again suffer going back to civilization, this is certainly your thing.

Tamale.

I Tamale sker lige netop det, vi har prøvet at undgå hele turen. Busturen fra Kumasi til Tamale skulle kun tage 5 timer, men som hovedregel ved vi, at man altid skal ligge mindst en time mere til. Bussen skulle køre kl. 10.30, men som altid skal bussen gennemgå reparationer inden den kan køre. Derfor kom vi først afsted kl. 12.00, og ankommer til Tamale tidlig aften kl. 18.00. På det tidspunkt er det allerede mørkt og vi skal til at finde et sted at sove. Det hostel vi havde i tankerne er desværre ikke ledigt, så vi må traske videre med al vores bagage i byens mørke. Næste hostel finder vi slet ikke, og det viser sig senere, at det ikke findes mere. Vi ender med at leje os ind på et smådyrt hotel til 25 euro, selvom vi kun skal sove og tidligt op for at tage bussen til Bolgatanga i nord.

I Tamale når vi dog at se en lille del af byen. Vi er overrasket over antallet af muslimer, men ser dog hurtigt at det forklarer byens udseende. Geder vader rundt i gaderne, folk bor i slum, og hvad der forværrer hele svinestien, er de svin (beboerne) som smider affald og madrester på gaden. Det er meget sandsynligt, at der også er en del menneskeligt affald, men så meget ville vi dog ikke kigge efter i byens slum.

Vi ender med torsdag d. 21. at tage en tro-tro til Bolgatanga, og lige midt i middagsheden går vi byen igennem til vores hotel. Heldigvis har de ledige værelser og vi får endda rabat ved at prutte om prisen. Resten af torsdagen bruger vi på at lære byen at kende og finde information om småture i området.

Fredag d. 22. tager vi en shared taxi til byen Paga, hvor vi bliver sat af ved den store attraktion: krokodille søen. Ifølge gamle historier, som ingen længere kan huske oprindelsen, indgik beboerne i Paga en pakt med krokodillerne, om ikke længere at spise hinanden. Derfor er de nu hellige krokodiller, som man kan få lov til at klappe. Indgangen koster et gebyr til byens chef, et gebyr til parken, og 3 GhC for en kylling. Kyllingen er ikke til os...

Vi nærmer os en lille dam og en af de to guider begynder at fløjte. Pludselig opdager vi to krokodiller, der dukker op til det nyankomne måltid: den levende kylling. Men ingen af de to krokodiller i den lille dam vi spise kyllingen, da de tidligere på dagen allerede har fået to at spise. Guiderne får dog lokket krokodillerne op af vandet, og vi får tilbudt at komme nærmere og holde halen og sidde oven på krokodillen. Paco nærmer sig mens jeg filmer. Dernæst går vi over til den store sø, hvor der skal være omkring 200 krokodiller. Den stakkels kylling lander hurtigt i maven på den førstankomne krokodille, mens vi to turister ser til.

Inden vi tager tilbage til Bolgatanga smutter vi forbi byen Sirigu, hvor de har unikke tegninger og mønstre på deres huse. Vi tager på den guidede tur og får forklaret alle rituallerne og måderne at bygge huse for dernæst at male mønstre på den indvendige facade. Det var ganske interessant, men drønvarmt at gå rundt lige under afrikas stærke sol.

Tilbage i Bolgatanga spiser vi på byen nyeste restaurant, som ikke kan anbefales. Endnu en gang når vi del til konklusion, at de i Afrika simpelthen ikke kan gøre simple ting rigtigt. Desuden, efter næsten to måneder i Ghana, er vi nået til det punkt, hvor vi er holdt op med at være høflige på den akavede og lidt falske måde. Så da vi bliver spurgt, om vi ikke kunne lide maden, svarer vi ærligt: Nej, den er næsten ikke spiselig.

Vores nyfundne ærlighed er ikke pga maden, men snarere pga alle de guider og gadesælgere, som følger efter os med spørgsmål, hvor vi er fra, hvad vi hedder, om vi kan lide fodbold, etc. Disse personer plejer at være sælgere, og det er lige meget hvad de sælger, de starter alle sammen en samtale på samme måde. Nogle gange ignorerer vi dem ganske groft, og andre gange siger vi bare direkte: hvad er det du prøver at sælge? Det plejer at få dem til at smutte igen, da de ikke er vant til så direkte spørgsmål.

Næste dag i Bolgatanga er det endnu varmere en dagen før, så vi bliver i byen og slapper af ved siden af aircondition anlægget på værelset. Dog finder vi nok på vores sidste dag i byen, byens bedste spisested.

Søndag d. 24. oktober tager vi en tro-tro tilbage til Tamale. Turen går fint, selvom vi endnu engang kører med syge afrikanere. Denne gang er det en kvinde med barn, som pludselig bliver syg undervejs, så hun må ud af bussen og ind i buskene flere gange. Turen som skulle tage lidt over to timer bliver derfor forlænget med en time. Heldigvis er vi i god tid.

Omkring kl. 15.00 kører bussen mod Mole National Park, får vi at vide. Vi er på stationen – station er så meget sagt: støvet grund med gadesælgere og et par bænke til passagerer, kl. 13.00 men får hurtigt at vide, at bussen er forsinket. Vi har ikke andet at lave end at vente og udstå solen og varmen, og finde det lidt skygge stedet tilbyder.

miércoles, 27 de octubre de 2010

De vuelta a Kumasi

Bueno, estamos de vuelta en Kumasi. Ayer teniamos pensado cruzar la zona del Nordeste (super mal comunicada) pero nos encontramos un poco mal por la noche... asi que decidimos dar marcha atras y volver a la civilizacion. Y es que creo que el  mes y 3 semanas que llevamos por aqui estan pasando factura. Pero bueno, es tan solo un poco de malestar y una pequeña diarrea. Nada de lo que preocuparse.

Asi que, viendo este panorama, anoche decidimos no emprender el largo viaje de 12-13 horas por caminos infernales y llenos de baches, y optamos por volver hacia Kumasi para emprender rumbo a Accra. Si las cosas van como deben el sabado estaremos en casa de Becky, tras haber hecho un par de paradas por el camino: una cascada y el Jardin Botanico.

Ahora, descansaremos y cogeremos fuerzas esta noche porque el viaje de mañana sera en tro-tro y aunque la carretera no esta mal, el vehiculo es algo terrible.

Un beso a todos/as y perdon por las tildes... fuera de España es complicado ponerlas.

jueves, 21 de octubre de 2010

Fotos / Billider Kumasi






¿Quién es éste hombre-mono?

Miércoles, 20 de octubre 2010

Después de varios minutos regateando, al final conseguimos el “caprichito” del niño. Y es que, a ver quién pone eso luego en casa. Si es que da miedo de solo mirar la máscara, así que si encima se la pone... En fin, juzgad vosotros/as mismos/as!!


De todas formas, parece que viajo con otra persona unos 10 años menos... y es que, lo que hace quitarse unos pocos de pelos de la cara... parece un chiquillo!!


En fin, el día de ayer transcurrió muy tranquilito: Internet, compras en el Centro Cultural, “paseo” por el mercado... Y luego fuimos a comprar nuestros billetes para Tamale, el norte del país. Salimos a las 10:00 h. (dentro de un rato) y el viaje durará entre 6-7 horas. Debido a las malas carreteras del norte, la comunicación entre Tamale y el Mole National Park es bastante complicada, por tanto tendremos que hacer noche en esa ciudad. Así que, esperamos poder llegar mañana hasta el Parque Nacional y pasar allí uno o dos días, a ver si vemos algún animalito grande (cosa que dudo un poco). De todas formas por el norte estaremos hasta el lunes de la semana que viene, explorando este territorio con calma.

Calculamos que estaremos de vuelta por Accra, y casa de Becky, sobre el siguiente fin de semana (el del 30-31 de octubre). Hasta entonces todavía queda una semana y media para disfrutar y descubrir otra parte de Ghana.

Para Mads todo está siendo nuevo, pero para mi, hasta ahora, ha sido el de recordar mi viaje del 2006 con unas buenas amigas y amigo. Hemos pasado por los mismos sitios, hemos dormido en los mismos lugares, y me ha gustado volver a recordar aquellos tiempos. Pero a partir de hoy un nuevo viaje empieza para mi, nuevos sitios y lugares que descubrir en Ghana, y esta vez (al igual que ocurriera en 2006) no podría tener mejor compañía que el hombre mono de la foto de arriba.

Seguiremos en contacto, mientras podamos.

Tro-Tro Inferno.

Søndag (d. 17. oktober) middag opdager vi, at det faktisk ikke er så let at komme fra Beyin, som vi tror. Og faktisk er vi heldige undervejs...

Vi finder den rigtige tro-tro, selfølgelig i modsat retning, da de ikke kører tilbage igen, hvor de kommer fra. Fire personer og chaufføren begiver vi os mod Tikobo 1, men hurtigt begynder den lille forfaldne tro-tro at blive fyldt. I accra er det dén type tro-tro, som kun tillader tre personer på hver af de fire sæderækker. Pludeslig er vi fire på hver række og tænker; nu kan der da vist ikke proppes flere ind i denne lille tro-tro. Men jo! Tro-tro’en hopper op og ned på den hullede grusvej, og inden vi ser os om, sidder vi fem på hver række – selfølgelig uden at tælle børn med. På et tidspunkt når jeg at tælle 24 personer i alt.

Hvad der pludselig gør det hele værre, en far kommer løbende mod tro-tro’en med sin besvimede søn i armene. Vi ved jo ikke, hvad der er sket den unge dreng, men vi ved, at hvis det er noget slemt, er overlevelseschancerne nok ikke så store så langt fra civilisationen. Faren fortæller på deres lokale sprog, hvad der er sket sønnen og nogle begynder faktisk at smågrine. Vi ved stadig ikke, hvad der er sket, men kan kun gætte på, at det har med drengestrenger der er gået galt at gøre. Efter næsten en time mast sammen i den lille rustne tro-tro når vi endeligt frem til lægehuset og drengens smerteskri forsvinder bag os.

I Tikobo 1 bliver vi alle sat af, og som altid får vi diverse tilbud om hjælp til gengæld for kolde kontanter. Uden megen motivation stiller vi os ved siden af landsbyen eneste gadekryds og håber på, at der snart kommer en tro-tro mod Takoradi. Paco når ikke engang at tænde en cigarret inden vi pludselig sidder i en ny tro-tro. Selvfølgelig dukker den samme person op, som tidligere tilbød at hjælpe os, men denne gang forlanger han penge for vores bagage. Vi ignorerer ham fuldstændigt, da han hverken hjalp eller gjorde os nogen tjeneste. Noget vi heller ikke havde bedt om. Det er ikke første gang, at vi oplever, at folk forlanger penge, for noget helt ude i sumpen. Det irriterende er, at nogle gange insisterer de ganske agressivt, men vi har efterhånden lært, hvordan vi skal ignorere dem. Det samme sker, når vi går på gaden (lige meget hvor henne), og folk råber: ”hey my friend, where are you from? Germany?” Vi ved, at disse personer også bare vil guide os rundt for penge, hvilket vi ikke er interesseret i. Næste gang svarer vi måske tørt: ”Are you from Kenya”, for at understrege at deres indgangvinkel ikke er særlig heldig. Men vi tvivler på, at de overhovede forstår den.

I tro-tro’en til Takoradi sidder vi mast, men dog ikke så ekstremt som tidligere samme dag. Dog har alle folk en del bagage med. Udover vores to rygsække bliver en stor sæk yam (afrikansk svar på kartoffel), diverse gryder, potter, plastikposer, gamle kufferter stoppet ind bag ved det bagerste sæde. Det skal så lige siges, at bag det bagerste sæde er der måske 20 cm. Plads til bagage. Men det ordnes hurtigt med blåt reb, som vi kender som tørresnor, og bagsmækken lukkes så meget den kan. Foran os kører en tro-tro med møbler hængende ud af bagsmækken, så vores tro-tro, var ikke så fyldt, som man måske forestiller sig.

Uden videres forsinkelse når vi frem til Takoradi efter tre timers tro-tro tur på asfalteret vej. Vi har allerede undersøgt tidsplanen for STC bussen (de eneste gode busser i Ghana) mod Kumasi, som kører næste morgen, mandag kl. 4.00. Derfor vælger vi et hostel lige ved siden af STC stationen, selvom det er til overpris, hvis man sammenligner pris og kvalitet. Mange gange kan vi finde noget billigere, men hvis vi skal tidligt afsted, skal vi også lægge penge til taxa oven i planerne. Og siden vi ikke har intentioner om at se noget i Takoradi (der er heller ikke noget at se), gider vi ikke at begive os ind i centrum og bøvle med ekstra transport.

Kl. 3.30 mandag (d. 18. oktober) står vi på STC busstationen og med søvnige øjne, griner vi lidt af deres ineffektive system, alt imens bussen bliver fyldt med kufferter, poser, papkasser med buillonterninger, sammenrullede madrasser, og andet diverser (hvis I da kan komme på flere underlige ting). Paco siger tørt: ”I det mindste er der da ingen geder stoppet i poser med hovedet stikkende ud, som da jeg rejste i Mali”. Undervejs stopper vi i Cape Coast og når lige at købe lidt morgenmad inden bussen kører videre mod Kumasi. Vi sover det meste af vejen mens vi ”nyder” lyden af musikvideoer med moderne afrikansk gospel på twi eller gha (de to meste talt lokale sprog i Ghana). Musikvideoerne består af ikke så lidt betonede religiøse emner, som en kvinde med en bibel i hånden dukker op til en fest og overbeviser deltagerne, at alkohol er djævelens værk, og de ender alle sammen med at danse en religiøs conga.

I Kumasi har mandag og i går og i dag brugt tid på at se byen, gå rundt i gaderne, fundet en god internetcafé og derfor brugt tid på at skrive indslag til bloggen. I går (tirsdag d. 18. oktober) besøgte vi det Nationale Kulturcenter i Kumasi, og fik købt en maske, som kan ses på et billede. De havde en masse spændende figurer, skåle, malerier, masker, osv., men vi skal jo rejse videre mod nord, og det er lige tidligt nok, at fylde rygsækken med skrøbelige souvenirs. I Accra kan man også besøge et kulturcenter, som sælger mange af de samme ting, men man kan ikke få lov at gå rundt i fred, da de alle sammen insisterer at man køber i deres lille butik. Nu ser vi først, hvad vi mere finder undervejs.

På vej tilbage tog vi en omvej for at krydse en lille del af markedet. Paco forsøgte at optage min slalomgang gennem markedets kaos, men videoen er desværre ikke blevet til noget. Aftenen blev brugt på at slappe af med et bad og en øl, inden vi onsdag d. 20. oktober tager bussen mod Tamale kl. 10. Efter sigende skal turen tage ca. 6 timer, derfor regner vi med 7 – 8 timer. Vi når nok kun at ankomme til Tamale, finde et hotel, spiste aftensmad og sove.

martes, 19 de octubre de 2010

Fotos y vídeo de Nzulezo / Billeder og video Nzulezo












Este es el campo de fútbol, que solo se puede utilizar en los meses de enero, febrero y marzo, cuando el agua se seca y, solo entonces, es cuando pueden jugar sobre tierra.

Dette er fodboldbanen. I januar, februar og marts måneders tørke tørrer jorden, og kun i disse måneder kan man spille fodbold.
 
 

Un día de relax / En afslappende dag











Kakum NP - Nzulezo - Kumasi

Martes, 19 de octubre 2010

Después de seis días de viaje al fin hemos encontrado un sitio que realmente funcione bien el Internet, y así poder poner un poco al día el blog.

Desde nuestra partida el pasado jueves hemos recorrido un largo camino, igual no por distancia pero si por horas.

Como ya habéis visto en las fotos y vídeo hemos estado en el Kakum National Park, visitando y haciendo el “tan” famoso Canopy Walkway. Es una gran extensión forestal con árboles que alcanzan más de 90 metros de altura. El Canopy consiste en cruzar la distancia que hay de copa de árbol a copa de árbol a través de unos puentes colgantes hechos de cuerda y tablones, vamos al más puro estilo Indiana Jones. Los puentes están a una altura de unos 80 metros y hay un total de 10. Contado así suena muy “guay”, pero en realidad la calidad y duración de la atracción con respecto al precio (15 €/persona) deja mucho que desear. Pero bueno, fue una bonita experiencia ver como Mads supera su miedo a las alturas. Eh, que fue todo un valiente!!

Desde ahí nos fuimos a visitar un pueblecito llamado Nzulezo que está como a 55 Km. de la frontera con Costa de Marfil. Lo curioso de este pueblo es que está construido sobre un lago y sus casas flotan en el. Solo es posible llegar mediante un viajecito de 1 hora en una pequeña canoa. La experiencia del viaje fue divertida porque luego la visita al pueblo no dura más de 15-20 minutos. Es curioso ver como puede vivir la gente en unas condiciones así, todo rodeado de agua. Evidentemente tienen sus problemas, como por ejemplo electricidad, escuela (los profesores no se quedan mucho tiempo viviendo allí), etc. Pero bueno, también pudimos comprobar como la mano del hombre blanco, en este caso un españolito llamado Pepe (me da la sensación de que el tal Pepe este es el mismo que me habló sobre Franco en la Fiesta de la Embajada), se mueve por allí. Pepe está construyendo un “hotelito” allí para dar alojamiento a los, cada vez más, turistas que visitan el pueblecito.

Lo mejor del viaje hasta Nzulezo fue el día de relax que tuvimos. Nos alojamos en un resorch de la costa. Tenían unas cabañitas super chulas y una playa bastante decente. Vamos, que nos pegamos un día de relax en toda regla.

Lo duro fue la vuelta. Aunque la ida (2 horas en tro-tro) desde Takoradi hasta Nzulezo nos fue muy fácil llegar (tuvimos mucha suerte con las conexiones de tro-tros), la vuelta es bastante más difícil. El primer trayecto (1 hora en tro-tro por caminos de tierra llenos de baches) fue toda una odisea. En un tro-tro con capacidad para 12 personas llegamos a estar 25, incluido un padre con su hijo enfermo que necesitaba asistencia urgente. En un momento llegamos a pensar que el niño se quedaba allí mismo. Uf, que mal rato. Pero bueno, después de 1 hora de insufrible camino llegamos a un “junction” (cruce de caminos) en donde pudimos coger un tro-tro directo a Takoradi. Eso sí, esta vez por asfalto pero con una duración de 2h y media. En fin, llegamos a Takoradi cansados y llenos de mierda, pero que le vamos a hacer... esto es África.

Desde Takoradi hemos cogido un autobús que después de 6 horas y media (nos habían dicho que el trayecto duraba 5 h.) nos ha dejado en Kumasi, la segunda ciudad, después de Accra, más grande de Ghana. Y aquí estamos. Llegamos ayer y hemos estado viendo un poco la ciudad. Hoy visitaremos un centro cultural, el mercado y bueno... Mads quiere ir al zoo!! En fin, sin comentarios. Pero bueno, el chaval se merece un caprichito y no seré yo quién se lo impida. Veremos si al final vamos o no.

El plan es continuar viaje mañana hasta Tamale (en el norte) desde donde queremos hacer varias excursiones (Mole NP, frontera con Burkina Fasso, etc.). El viaje dura 6 horas en autobús, veremos al final cuantas son.

Fotos y vídeos (recomendado poner sonido, que me lo he currao!) podéis verlos en entradas posteriores a ésta, ya que vamos a subir unas cuantas para que podáis ver lo que os contamos en letras.

Un beso a todos/as y, como siempre, gracias por seguirnos y por vuestros comentarios.

Strand og sump reservat.

Det lykkedes! Vi tog vel fra Cape Coast lørdag (d. 16. okt.) morgen og ankom til Takoradi omkring middagstid. Vi krydsede vejen og tog en tro-tro til landsbyen Beyin. Først gik turen fint, men da vi nærmede os vandet, blev vejen hurtigt værre. Bussen gyngede som en færge i tropisk stormvejr, så de sidste par kilometer blev også de værste og længste.

Vores guidebog er 6 år gammel, og vi har nu fundet ud af, at det en gang i mellem betyder nogle fejltagelser pga for gamle oplysninger. Dét skete for os i Beyin. Vi tog hen til et guest house, som ifølge bogen skulle være ok, men nu er forfaldent. Men i de 6 år siden bogens oplysninger, er der blevet bygget et ganske pænt beach resort med restaurant og det hele. På den måde fik vi set landsbyen vadende rundt med al vores bagage, inden vi kom frem til det nye beach resort. Desværre havde de ikke flere af de billige hytter tilbage, så vi tog en luksushytte med udsigt over vandet og med eget bad med varmt vand (første gang vi har taget bad i varmt vand i Ghana). Efter at have trasket kandsbyen rundt lige i middagssolen og med vores rygsække, tænkte vi ikke længe over at betale de 30 euro for en luksushytte for en nat.

Vi brugte resten af dagen på stranden og om aftenen fik vi et par whiskey Cola, inden vi steg ombord i den enorme seng med myggenet. Hele natten kunne vi så sove til lyden af Atlanterhavets bølger slå mod kysten.

Søndag d. 17. okt. stod vi så tidligt op, da vi kl. 8.00 havde forudbestilt en kanotur ud til landsbyen Nzeluzo, som er bygget på pæle midt i en sump. Smurt ind i et tykt lag solcreme tog vi afsted, dvs. vi tog hen til kanoerne og vores guide måtte ringe til chefen og bede ham komme med nøglerne, så vores kano kunne lukkes ud i kanalen.

Med 45 minutters forsinkelse sejlede vi endelig afsted i vores kano med guide/skipper. Undervejs sejlede vi gennem to jungler. Vandet var sort af bladenes dekomposition, og selvom vi hørte en del lyde, så vi hverken krokodiller eller slanger. Vores guide sagde, at chancen for at se krokodiller ville være fifty-finty, men vi så altså ikke nogle. Heldigvis! Selvom det på nogle billeder ser ud som om, at der er græs og land, er det flydende siv som kun kan bære et par kilo.

Efter en times kanotur gennem sort sumpvand krydsede vi endelig søen inden vi ankom til landsbyen Nzeluso. Guiden forklarede nogle af de problemer de i landsbyen har med skole og helbred, men samtidid tillader de ikke motorbåde, da de drikker af vandet (de mener det styrker deres helbred). De unge, som gerne vil læse videre skal hver dag ro ind til fastland og tage bussen til skole, og det kræver jo tid og energi. Jeg spurgte, hvorfor de har valgt at bo midt i en sump, hvortil guiden svarede, at en ånd for 500 år siden førte dem dertil fra Mali (guidebogene siger Nigeria, men bare de selv kan finde ud af det. Ihvertfald forklarer det deres neanderthale træk), og fornyligt spurgte de et orakel, om de måtte flytte til fastlandet, hvortil ånden svarede, at de alle ville blive slået ihjel. Nåh ja, så må de vel blive boenden ude midt i en sump, eftersom at de tror på en ånd de aldrig har set, og ingen kan rigtig blive enige om historien eller befolkningens oprindelse. Man ligger som man har redt, plejer man jo at sige, og hvis man slet ikke har redt sengen, kan man jo altid vælge at blive boende i lort til halsen i en sump, som befolkningen i Nzeluzo.

Det lyder lidt groft, men da vi ser hvor deres affald og afføring ender, vil man kunne forstå hvad jeg mener. Hvis de mener, at det er sundt at bade i deres eget skrald, og endda drikke vandet, skal vi da ikke komme og belære dem om det modsatte. Ånden skulle jo ikke gerne blive sur på os... En oplevelse var det da, især kanoturen gennem sumpen, men vi kan ikke rigtig forstå at byen er en attraktion. Speciel er den, men ikke speciel køn, snarere deprimerende, da endnu en gang får vi bekræftet, at folk simpelthen ikke forstår vigtigheden i at bo i et rent og sundt miljø. Vores guide købte nogle kiks og smed endda indpakningspapiret i vandet...

Tilbage på fastlandet i landsbyen Beyin hentede vi sores bagage og begav os ud for at finde en tro-tro mod Takradi. Det blev til lidt af et eventyr, som vil blive beskrevet i næste indslag.